Konkursrytter snyder igen og igen hos kendt byggefirma

Den kontroversielle byggeentreprenør har et utal af møgsager på CV’et. Alligevel bliver han flere gange hyret ind af Huscompagniet.
- Steen Christian Siebert optræder gentagne gange som underleverandør for Huscompagniet trods flere dårlige sager
- Han afviser at have til hensigt at snyde nogen.
- Huscompagniet har indledt dialog med 3F og opsagt samarbejdet med flere underleverandører.
- Typehusgiganten ønsker offentlig adgang til konkurskarantæne-oplysninger om underleverandører.
To domme om konkurskarantæne. Og flere sager om underbetalte udlændinge.
Trods et CV fyldt med dårlige sager dukker byggebossen Steen Christian Siebert igen og igen op som underleverandør til det børsnoterede typehusfirma Huscompagniet.
3F har ellers tidligere advaret om entreprenørens metoder i en mail stilet til Huscompagniets topchef Martin Ravn-Nielsen.
Bare inden for det seneste års tid er Steen Christian Siebert for flere forskellige underleverandører til Huscompagniet blevet:
Indstillet til konkurskarantæne.
Taget i at underbetale udlændinge i Middelfart og på Bornholm.
Og har været involveret i et kontroversielt tilbud i forbindelse med en konkurs og manglende løn nær Ringsted.
Huscompagniet har på baggrund af Fagbladet 3Fs henvendelse indledt en dialog med 3F og opsagt samarbejdet med en række underleverandører, oplyser firmaet.
Om det også gælder Steen Christian Siebert, er uklart.
Han siger selv, at han hverken er tilknyttet Huscompagniets byggerier i Ringsted eller på Bornholm længere, og han understreger, at hans “hensigt ikke er at snyde nogen.”
Efter sagen i Ringsted varslede Huscompagniets direktør Martin Ravn-Nielsen, at det ville få “konsekvenser” for samarbejdet med de involverede firmaer.
“Lidt vanvittigt”
Steen Christian Siebert er også involveret i en større sag i Arbejdsretten, hvor 3F beskylder ham for at have underbetalt udlændinge på et rækkehusbyggeri nær Aalborg for Huscompagniet.
At man både skal stemples for at betale og for ikke at betale, er også lidt vanvittigt.
Steen Christian Siebert
Byggebossen var i sagen repræsenteret af den bedrageridømte gældsrådgiver Johnny Hast Hansen, der blev kendt som “Troldmanden” i TV 2-dokumentaren “Den sorte svane.”
Steen Christian Siebert blev i første omgang idømt en udeblivelsesdom, men sagen er blevet genoptaget. Johnny Hast Hansen har også repræsenteret Steen Christian Siebert i sagen i Middelfart.
I et svar til Fagbladet 3F afviser Johnny Hast Hansen at have noget med “underbetaling af arbejdskraft i byggebranchen at gøre.”
Steen Christian Siebert siger, at han ikke længere samarbejder med Johnny Hast Hansen.
Om sagerne på Bornholm og Middelfart siger Steen Christian Siebert:
– Der manglede nogle feriepenge, det er vi enige om. Den har jeg også betalt, den bod. At man både skal stemples for at betale og for ikke at betale, er også lidt vanvittigt.
Indstillet til konkurskarantæne – igen
Steen Christian Siebert har hele to domme om konkurskarantæne bag sig fra 2019 og 2020.
I den ene af kendelserne fra firmaet Acompa ApS fremgår det desuden, at han fik en dom på et års fængsel for blandt andet brud på momsloven.
Steen Christian Siebert har før forklaret til Fagbladet 3F, at han på grund af konkurskarantænerne har oprettet firmaer i Polen – firmaer, der også har bygget for Huscompagniet.
Og nu kan endnu en karantænedom være på vej.
Han er i hvert fald indstillet til konkurskarantæne i selskabet Nybyg Entreprise Sjælland ApS.
Steen Christian Siebert har ikke på papiret noget at gøre med det krakkede firma, men kurator vurderer, at det reelt set er ham, der har stået for at køre butikken, fremgår det af skrivelser, som Fagbladet 3F har set.
I selskabet, der altså også har bygget for Huscompagniet, er der ifølge kuratoren blevet overført penge til Tyrkiet og til Steen Christian Siebert selv, mens det har knebet gevaldigt med at betale den korrekte moms og skat, og kuratoren har sendt sagen til politiet.
Steen Christian SIebert vil ikke udtale sig om sine tidligere konkurskarantænedomme, men afviser kurators udlægning i den seneste sag.
Han siger, at han har indbragt sagen for retten.
Direktøren i Nybyg Entreprise Sjælland, som allerede er idømt konkurskarantæne, smider røret på, da Fagbladet 3F kontakter ham.
Blev fyret
Steen Christian Siebert var faktisk involveret i et firma, der blev fyret i 2020 af Huscompagniets administrerende direktør Martin Ravn-Nielsen.
Det skete i Vejle Amts Folkeblad efter an sag, hvor en gruppe polakker ifølge 3F fik 45 kroner i timen på et byggeri i Tirsbæk Bakker.
I et skriftligt svar til Fagbladet 3F forholder Huscompagniets direktør sig ikke konkret til samarbejdet med Steen Christian Siebert.
Han har tidligere udtalt til Fagbladet 3F, at Steen Christian Siebert kun blev hyret ind igen under betingelsen af, at han skulle overholde nogle særlige krav.
I det seneste svar til Fagbladet 3F mener Martin Ravn-Nielsen, at det ville hjælpe Huscompagniet i valget af underleverandører, hvis der var offentlig adgang til at se, hvem der har konkurskarantæne.
Huscompagniet har indledt en dialog med 3F om forholdene i branchen, og firmaet understreger, at der skal være orden i penalhuset hos Huscompagniets mange underleverandører.
– Vi samarbejder hvert år med mere end 1.000 underleverandører, og det er helt afgørende for os, at vores samarbejdspartnere leverer høj kvalitet og overholder gældende lovgivning, herunder arbejds- og ansættelsesretlige regler, arbejdsmiljøkrav og relevante overenskomster, skriver Martin Ravn-Nielsen.
