Dropper pauser for at arbejde hurtigere: Amir mister alt, hvis han bliver fyret

I løbet af de sidste fire måneder har Amir fået tre skriftlige advarsler på Normals varelager. Nu frygter han for sin opholdstilladelse i Danmark.
- Amir og hans søn er afhængige af Amirs job for at få permanent opholdstilladelse i Danmark.
- Amir modtog en skriftlige advarsel for ikke at præstere godt nok på jobbet. Derfor arbejder han nu ekstra hårdt for at undgå at blive fyret. Han dropper sin formiddagspause og tager på arbejde, selvom han er syg.
- Alligevel er det ikke nok. For på to dag fik han to advarsler.
- Normal afviser kritikken.
– Hvis de fanger mig, bliver det forfærdeligt.
Sådan lyder det febrilsk fra Amir, da han taler med Fagbladet 3F, mens han stadig er på arbejde på Normals varelager i Hedensted.
Ifølge Normals personalehåndbog er det nemlig strengt forbudt at bruge sin telefon i arbejdstiden. Og Amir tør ikke lave nogen fejl i frygt for at blive fyret.
Ellers kan han og hans 13-årige søn ikke få permanent opholdstilladelse i Danmark.
For 10 år siden flygtede Amir fra sit hjemland i Mellemøsten sammen med sin søn. Selvom de nu har boet i Danmark i syv år, går der stadig et stykke tid, før Amir og sønnen kan få deres rødbedefarvede pas.
Det kræver, at Amir fortsat er i fast job til den tid.
Amir er ikke hans rigtige navn, da han frygter for konsekvenserne ved at stå frem. Fagbladet 3F er bekendt med hans identitet.
I en artikelserie undersøger Fagbladet 3F arbejdsmiljøet på Normals varelager i Hedensted. Et arbejdsmiljø, der langt fra er normalt, fortæller de ansatte.
Fagbladet 3F har talt med 15 tidligere og nuværende medarbejdere på lageret. De beskriver alle en hverdag præget af stress, talrige advarsler, en hård tone, overvågning og en konstant frygt for at blive fyret.
Fokus på de kolde tal
Amir er ellers glad for sit arbejde, fortæller han.
Hans teamleder er ordentlig, og hans kollegaer er flinke og rare.
– Men jeg kan ikke lide Normals regler, lyder det.
At blive fyret handler ikke om penge for mig, det handler om min søns fremtid.
Amir
Han har arbejdet på Normals varelager siden juni 2022. Først i Horsens, bagefter i Hedensted.
Men det er først i marts 2025, at han får en skriftlig advarsel, fordi han ifølge ledelsen ikke præsterer godt nok.
Der står, at han skal forbedre sig inden for få uger. Ellers vil det få konsekvenser for hans ansættelse.
Og det presser ham, fortæller han:
– At blive fyret handler ikke om penge for mig, det handler om min søns fremtid.

Derfor gør Amir nu alt for ikke at træde ved siden af.
Han fortæller, at han tager på arbejde, selvom han er syg, og han dropper sin formiddagspause hver dag, så han kan arbejde endnu hurtigere.
Og så tager han al det overarbejde, han kan få. De fleste dage er Amir på arbejde i mere end 10 timer, fortæller han.
Fagbladet 3F har fået indblik i Amirs arbejdstid. I marts arbejdede han 180 timer. Det svarer til over 20 timers overarbejde på én måned.
– For mit job er mit liv. Så jeg kan ikke undvære det.
Would you like to share your experiences working at Normal’s warehouse in Hedensted?
Har fået to nye advarsler
Det hjælper at droppe formiddagspausen. For nu når Amir sit daglige mål hver dag, fortæller han.
– Efter to uger sagde min teamleder, at jeg klarede det rigtig godt.
– Jeg arbejdede også virkelig hårdt, uddyber han.
Men kort tid efter er den gal igen.
For da Fagbladet 3F kontakter Amir igen noget tid efter, har han netop fået to nye advarsler – i hælene på hinanden.
Den første advarsel for at bruge sin telefon på arbejde.
– Min teamleder siger til mig, at jeg vil få en advarsel, fordi jeg har brugt min telefon for tre dage siden. Så giver han mig et stykke papir og beder mig underskrive det, fortæller Amir.
Den anden advarsel får Amir for at have for meget sygefravær efter en operation.
Fagbladet 3F har set begge advarsler.
Amir troede, han kun skulle bruge en enkelt dag til at restituere ovenpå operationen. Men det mente hans læge ikke.
Fagbladet 3F har set et notat fra lægen. I notatet står, at Amir anbefales at tage det roligt i 14 dage.
Da Amir senere er kommet hjem, ringer hans teamleder og siger, at han vil få endnu en skriftlig advarsel, fordi han ikke rettidigt spurgte om de to ugers fri ovenpå operationen.
– Please, ikke gør det, det er ikke fair. Hvorfor gør du det mod mig? Jeg kan godt komme tilbage på arbejde, husker Amir, at han siger over telefonen.
Men det er for sent. Teamlederen giver ham hans tredje advarsel.
Normal afviser kritik
Fagbladet 3F har forelagt kritikken for Normal, der ikke ønsker at stille op til interview.
Men i et skriftligt svar skriver de, at de ikke kommenterer enkeltsager.
– Hos Normal tager vi alle henvendelser om arbejdsmiljø meget alvorligt – uanset om de kommer direkte fra vores medarbejdere eller gennem fagforeningen. Vi har kendskab til de sager, som bliver beskrevet, og vi ved, at de er blevet behandlet sagligt. Vi kan ikke genkende beskrivelsen af disse sager, som de præsenteres af Fagbladet 3F, siger Søren Sivebæk, der er kommunikationschef hos Normal.
Kommunikationschef hæfter sig videre ved, at der ikke har været “rejst officielle arbejdsmiljøsager”.
Fagbladet 3F har stillet Normal en række opfølgende spørgsmål, som de ikke har ønsket at svare på.

