Dømt hjemmerøver er en del af kæmpe skandalesag i byggebranchen

Murerfirma trækker et langt spor af svindel, underbetalt udenlandsk arbejdskraft og sort arbejde efter sig. Hvem der står bag, er fortsat et mysterium.
- Direktøren for Dahls Murerfirma er formentlig stråmand i en stor sag om hvidvask, svindel og sort arbejde.
- Firmaet er mistænkt for at have flyttet millioner af beskidte kontanter ud af landet og udnyttet underbetalte udenlandske arbejdere i stor stil.
- Direktøren er tidligere dømt for et voldsomt hjemmerøveri, men nu er han som sunket i jorden.
På papiret står en driftig byggedirektør i spidsen for det lille sjællandske Dahls Murerfirma.
Men nok kun på papiret.
I virkeligheden blev firmaet formentlig brugt til at flytte millioner af beskidte kontanter ud af landet og udnytte underbetalte udenlandske bygningsarbejdere i stor stil.
Firmaet er en del af den kæmpe sag om hvidvask, svindel og sort arbejde, som Fagbladet 3F har afdækket.
Direktøren er efter alt at dømme en stråmand, der har taget skraldet for de reelle bagmænd. Det mener kurator Cathrine Wollenberg-Zittan fra advokatfirmaet Poul Schmith i hvert fald.
Hvidvask og sort arbejde
Da Dahls Murerfirma i 2024 går konkurs, går kurator Cathrine Wollenberg-Zittan fra advokatfirmaet Poul Schmith i gang med at lægge brikkerne til et puslespil af omfattende svindel.
Hun mistænker fra start af, at firmaet er brugt til ulovligheder i form af “hvidvask eller aflønning af sort udenlandsk arbejdskraft,” som hun skriver i en konkursredegørelse.
Ifølge skattemyndighederne har firmaet snydt for ti millioner kroner i moms.
Der er strømmet mere end 40 millioner kroner gennem firmaet, og pengene sendes videre til udlandet.
Kurator antager, at firmaet har fungeret som fakturafabrik – et firma, der udsteder falske regninger for at hvidvaske penge fra organiseret kriminalitet.
Og så har firmaet altså også været aktiv på adskillige byggeprojekter, selvom der ikke har været registreret nogen ansatte i firmaet.
Direktøren har ifølge kurators vurdering intet med driften at gøre, og han er som sunket i jorden.
Derfor vælger Fagbladet 3F ikke at bringe hans navn, men omtaler som “stråmanden”.
Voldsomt røveri
Hverken politiet eller kurator kan få fat på stråmanden, hvilket gør arbejdet vanskeligere.
Det er dog ikke første gang, han er i myndighedernes søgelys.
I 2014 blev han idømt en længere fængselsstraf for et voldsomt hjemmerøveri i en villa, hvor et ægtepar blev truet med en skarpladt pistol, og manden fik tæsk med knytnæver og hamret et koben ind i tindingen.
3F hjælper kurator med at kortlægge, hvor Dahls Murerfirma har været.
Fagforeningen kender firmaet godt, der blandt andet har bygget typehuse til danske familier, for 3F har ført flere sager om underbetaling af udenlandske byggefolk mod selskabet.
På konkurstidspunktet har 3F et krav mod Dahls Murerfirma på omkring en million kroner.
Dømte svindlere i netværket
Også blandt de firmaer, der har haft med Dahls Murerfirma at gøre, trækkes et spor af svindel.
Flere firmaer, der har fået penge fra Dahls Murerfirma, har fået det “som led i ulovlige formål,” skriver Cathrine Wollenberg Zittan i en redegørelse.
Flere personer bliver afhørt i skifteretten i forsøget på at finde hoved og hale i det hele.
En mand indrømmer, at han har fået lov til at udstede fakturaer igennem Dahls Murerfirma, og at der er foregået ulovligheder.
En anden har arbejdet som byggeleder uden nogensinde at have mødt direktøren -og har solgt et stillads til 700.000 kroner.
Overfor Fagbladet 3F afviser han kendskab til svindlen.
Også tre andre personer, som er velkendte navne, når det kommer til fakturasvindel i byggebranchen, dukker op.
To tidligere ejere, der er blevet dømt – og siden har anket en dom – for grov hvidvask bliver desuden afhørt, fordi de enten har udlejet bolig eller købt fakturaer af firmaet.
Det samme gælder direktøren i F. Skovgaard Byg, som ifølge skattemyndighederne har svindlet ved at købe fiktive fakturaer.
Ingen af de tre har svaret Fagbladet 3F på deres relation til Dahls Murerfirma, men de har nægtet at have svindlet.
Du kan læse mere om dem her.
Stadig et mysterium
Poul Schmiths undersøgelse af Dahls Murerfirma fører ikke frem til bagmændene til svindlen.
Da det er foregået i et enkeltmandsfirma, får konkursen også konsekvenser for stråmanden, der går personligt konkurs.
Firmaet har været registreret på en falsk adresse med et falsk telefonnummer, og Fagbladet 3F har ikke kunnet finde noget, der tyder på, at stråmanden har stået for driften.
Efter lang tid er det lykkedes Fagbladet 3F at komme i kontakt med ham, men han ignorerer vores spørgsmål.
Tilbage står altså fortsat mysteriet om, hvem der reelt har stået bag svindlen i Dahls Murerfirmaet og snydt for millioner.
