Fagbladet 3F’s afsløringer af forholdene for arbejdere på Flemløse Biogas’ byggeplads forud for arbejdsulykken med tre omkomne i november 2024 chokerer firmaets fynske direktør.
Det fortæller direktør og hovedejer af Flemløse Biogas, landmand Kurt Brusgård Poulsen, til Fagbladet 3F.
Ikke mindst et billede af arbejdere, der sidder på en gangbro i betonsiloen mere end 20 meter over dens bund uden sikkerhedsliner og rækværk gør indtryk.
– Hvis jeg var kommet forbi, havde jeg stoppet den byggeplads med det samme. Og det havde min byggerådgiver også. Det er fuldstændig, totalt sindssygt, siger Kurt Brusgård Poulsen.
– Det ligner jo nogen af de der plakater, man kan købe, hvor folk fra 1930’erne sidder oppe på et højhus, siger han.
– Man bliver simpelthen så sur og skuffet over de mennesker, jeg har haft til at lave det for mig, at de laver sådan noget svineri
Kurt Brusgård Poulsen
Direktør: Intet kendskab til det
– Så du har ikke set arbejdere gå rundt i de her højder uden sikkerhedsliner på?
– Nej, det har jeg ikke, siger Kurt Brusgård Poulsen.
– Det er helt galt. Andet kan jeg ikke sige til det, siger direktøren.
Flemløse Biogas havde som bygherre lavet en aftale med det tyske firma Envitec om en udvidelse af det nuværende biogasanlæg i Glamsbjerg på Fyn. Den tyske hovedentreprenør har brugt flere underentreprenører til projektet.
– Man bliver simpelthen så sur og skuffet over de mennesker, jeg har haft til at lave det for mig, at de laver sådan noget svineri, siger Kurt Brusgård Poulsen.

Fuldstændig hen i skoven
Den værste arbejdsulykke i 30 år i den danske bygge- og anlægsbranche skete 26. november 2024 hos Flemløse Biogas, da en stålkonstruktion inde i en 25 meter høj beton silo kollapsede, og det flere hundrede tons tunge betontag faldt ned.
Tre mænd omkom, mens seks andre blev kvæstet.
Fagbladet 3F har også afsløret, at en ung rumæner – der omkom ved arbejdsulykken – var blevet sat til at svejse på stålkonstruktionen i siloen hos Flemløse Biogas, inden konstruktionen styrtede sammen. Selvom den 20-årige arbejder ifølge flere arbejdskolleger på byggepladsen i Danmark hverken havde et svejsecertifikat eller prøvet at svejse inden arbejdet på Fyn.
Flemløse Biogas’ direktør er ligeledes utilfreds med, at den uerfarne rumæner blev sat til at svejse på konstruktionen.
– Det med, at der sidder en mand deroppe, som svejser, men som slet ikke kan svejse, det er fuldstændig hen i skoven, siger Kurt Brusgård Poulsen.
Tysk firma: Rumænere var ikke ansat af os
Det tyske firma Formtec, som leverede støbeformskonstruktionen, har understreget over for Fagbladet 3F, at de rumænske arbejdere ikke var ansat direkte af Formtec. Og at firmaet ikke ved, præcis hvilken slags arbejde rumænerne udførte på byggepladsen bortset fra forskallingsarbejde.
Formtec skriver videre, at firmaet ikke har drevet arbejdsstedet og ikke stod for sikkerhedsudstyr, så firmaet har ingen viden om det.
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer til sagen fra firmaet Ferbeco, hvor de rumænske arbejdere var ansat.


