Minister efter besøg hos omstridt virksomhed: Der skal styr på den farlige kemi

Mere kontrol med import af farlige stoffer og bedre tilsyn fra myndigheder, lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard efter besøg på omstridt plastvirksomhed.
Det skal være slut med, at man uden videre kan importere farlig kemi til danske virksomheder. Internationalt er der brug for langt bedre regulering af området.
Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i kølvandet på et besøg hos Sky-Light i Varde.
Plastvirksomheden kom i vælten i sommer, da Fagbladet 3F afslørede, at en række ansatte var blevet alvorligt syge af at arbejde på virksomheden.
– Vi skal kigge nærmere på de regler, der gælder, når man importerer kemiske stoffer. Spørgsmålet er, om reglerne er skrappe nok, når det kommer til at tjekke den farlige kemi, siger ministeren.
Smadrede lunger
Sky-Light er blevet heftigt kritiseret for at indføre kemikaliet PMDA tilbage i 2009 og først udfase det i 2017.
Mindst otte er blevet syge med astma, og indtil videre har seks fået anerkendt sygdommen som arbejdsskade.
Også Arbejdstilsynet er blevet hårdt kritiseret for at have ignoreret den farlige kemi i årevis.
Ny vejledning på trapperne
I foråret blev der indgået en ny aftale om arbejdsmiljø. Her blev der sat fokus på farlig kemi.
Det har blandt andet ført til ekstra penge til Arbejdstilsynet, flere penge til forskning i området og større bøder. Ved et samråd i august lovede Peter Hummelgaard, at Arbejdstilsynet skal blive bedre til føre tilsyn, så det hurtigere spotter den farlige kemi.
Et budskab han gentog efter besøget:
– Det er en væsentlig del af den nye aftale, at vi får et risikobaseret og skærpet tilsyn, siger han.
Hvordan det tilsyn konkret kommer til at se ud, kommer til at fremgå en af ny vejledning fra Arbejdstilsynet, som er planlagt til at komme inden udgangen af året.
Ingen dommer
På besøget mødte ministeren både tillidsfolk, arbejdsmiljørepræsentanter og ledelse.
Peter Hummelgaard afviser at forholde sig til den konkrete sag:
– Jeg skal ikke fælde dom over virksomheden, siger han.
