Begravet i flydende beton: Nye uhyggelige detaljer om dødsulykke

Svært tilskadekomne og døde måtte løftes ud siloen i en kran, efter at tonstungt betontag var kollapset.
- Redningspersonale arbejdede under kaotiske forhold ved indsatsen efter dødsulykken på Flemløse Biogas.
- De måtte kæmpe sig igennem betonmudder og nedfalden konstruktion for at nå frem til de kvæstede.
- Ulykken kostede tre mennesker livet, og tilskadekomne og afdøde måtte kranes ud af den 25 meter høje silobygning.
- Akutlæge Peter Martin fortæller om redningsindsatsen.
Det er en af de værste arbejdsulykker i Danmark i nyere tid. Nu fortæller en af redderne for første gang om sin oplevelse af ulykken, der kostede tre mennesker livet.
Det var et voldsomt syn, der mødte det redningspersonale, der bevægede sig ind i siloen hos Flemløse Biogas, hvor et tonstungt betontag kort forinden var kollapset.
Et kaotisk virvar af træ, stål, metal og et tykt underlag af flydende beton gjorde det svært at komme frem og behandle de mange tilskadekomne.
Tre af de kvæstede var lykkedes med selv at komme ud af den 25 meter høje silobygning.

De tre hårdest kvæstede lå fortsat på jorden i store smerter med brækkede knogler og indre blødninger og havde akut behov for behandling, hvis de skulle overleve.
Det stod hurtigt klart, at to unge mænd ikke stod til at redde, og deres afdøde kroppe var ved at drukne i en tyk masse af flydende og størknende beton.
En af redderne på stedet var akutlæge Peter Martin Hansen. Han er hovedforfatter til en rapport, der afslører nye detaljer om den største arbejdsulykke i bygge- og anlægsbranchen i nyere tid.
Rød alarm
26. november sidste år var akutlæge Peter Martin Hansen på vagt på akutlægebilen i Svendborg.
Den erfarne læge har i sin tid set lidt af hvert.
Han var med til redningsindsatsen i 2019, hvor otte blev dræbt i en togulykke på Storebæltsforbindelsen og har også skrevet en rapport om hændelsen, da en ung mand skød og dræbte fire i indkøbscentret Fields i 2022.
Denne aften skulle det vise sig, at han blev involveret i den største redningsindsats siden da.
Klokken 18:04 modtager alarmcentralen et opkald om en stor arbejdsulykke på Flemløse Biogasanlæg på Fyn, hvor et betontag er kollapset fra mange meters højde, mens en række arbejdere har befundet sig på og under taget.
Den første melding på terminalen i akutlægebilen hos Peter Martin Hansen lyder på mellem 10 og 15 svært tilskadekomne.
– Det står hurtigt klart, at det her var en stor opgave, der ville være kompliceret at løse, fortæller Peter Martin Hansen.
Peter Martin Hansen og paramedicinerkollegaen i bilen skruer ind på den rigtige radiofrekvens, og fra de først ankomne kolleger på skadestedet lyder det:
Flere døde. Svært tilskadekomne, som er fanget i siloen. Send mere mandskab.
I alt tre lægebiler, to akutlægehelikoptere og 12 ambulancer bliver kaldt til stedet foruden et stort antal brand- og redningspersonale og politifolk.
Hospitalerne Odense Universitets Hospital og Kolding Sygehus går i beredskab og forbereder sig på at modtage et stort antal svært kvæstede på én gang.
– Vi prøvede på vejen at få en fælles situationsforståelse. Vi får løbende meldinger om antallet af patienter. Det, der komplicerer, er den størknende beton, hvor tre er begravet under og formentlig ikke kunne reddes, siger han.
Hvor mange drejer det sig om?
Da Peter Martin Hansen når frem til ulykkesstedet, er brandfolk i gang med at arbejde inde i siloen.
Arbejdet bliver besværliggjort af, at redningspersonalet i første omgang ikke kan få at vide, præcis hvor mange tilskadekomne der var, og der er uvished om, hvor mange der reelt havde arbejdet på siloen, da ulykken indtraf.

Der er varierende meldinger fra forskellige arbejdsgivere, skriver lægerne i rapporten.
De skriver, at de fik et højere antal at vide af ejeren af biogasanlægget end af det firma, som beskæftigede medarbejderne.
– Det er ikke uvæsentligt for os at vide, om det er 15 eller ni personer, vi skal lede efter, siger han.
Det står forholdsvist hurtigt klart, at der reelt er ni migrantarbejdere involveret i ulykken. Tre af dem kommer ikke levende derfra.
Må løftes ud med kran
Da brand- og redningspersonalet har vurderet skadestedet og fundet det sikkert nok, får sundhedspersonalet lov til at bevæge sig ind i siloen. En akutlæge og en paramediciner får ansvaret for at starte den indledende behandling af de hårdt kvæstede inde i bygningen.
Peter Martin Hansen bliver ansvarlig for behandlingen af patienterne, når de er blevet løftet ud af siloen.

Meget besværlige adgangsforhold, en nedfalden metal-konstruktion, betonmudder og en stor vogn, der pumpede betonmassen op til taget, udfordrer redningsarbejderne.
Dem, der er i live, er i store smerter og delvist dækket af størknende betonmasse, og de får avanceret behandling i form af smertestillende og medicin i drop, der skal forhindre blødning, og ilttilskud.
Skaderne tæller brud på bækkenet, indre blødninger i hovedet, sammenklappede lunger og brækkede overarmsknogler, og den basiske betonmasse giver skader på både øjne og hud.
De besværlige adgangsforhold gør det umuligt at evakuere patienterne på almindelig vis.
Èn patient hejses med reb ud gennem en låge i midten af siloen på en kurveformet båre.
En kran på byggepladsen må tages i brug til at hejse de to andre hårdt kvæstede ud af siloen fastspændt på bårer.
De er alle migrantarbejdere, og da de kommer ud, er det svært for Peter Martin Hansen og resten af redningsholdet at kommunikere med dem, fordi de taler dårligt engelsk.
– Det kan være vigtigt for mig at vide, om en patient kan tåle penicillin eller for eksempel har et dårligt hjerte, forklarer akutlægen.

De hårdest kvæstede fragtes med ambulance til Odense Universitetshospital, mens de tre øvrige bliver kørt til Kolding Sygehus.
Inde i siloen finder redningspersonalet også to yngre mænd, der er delvist begravet i den flydende betonmasse og er ved at synke helt ned i den. Deres liv står ikke til at redde.
De afdøde arbejdsmænd bliver løftet ud af den størknende betonmasse, før de drukner i den, og hejset op i kran.
Den sidste ambulance ankommer den dag på hospitalet klokken 21:12.
Men én person mangler. En af de ansatte har arbejdet under det flere tons tunge betontag, da det styrter ned over ham.
Først to dage senere, da betonmassen for længst er størknet, bliver han fundet og erklæret død.
Kunne være gået værre
Ulykken på Flemløse Biogasanlæg var den værste arbejdsulykke i 30 år, og den eneste arbejdsulykke i 2024, hvor mere end en person omkom. Nogle af de kvæstede døjer stadig med skader.
På trods af det kunne det ifølge Peter Martin Hansen nemt være gået langt værre.
– Det er et under, at nogle kan falde 25 meter ned uden at komme mere til skade. Det er en virkelig stor højde, og der var fuldt af metal, træ og cement, siger han.
Fagbladet 3F har i artikelserien “Dødssiloen” afsløret flere aspekter af dødsulykken.
Blandt andet har nogle af de arbejdere, der arbejdede på taget uden sikkerhedsliner, fortalt, hvordan konstruktionen kort tid inden ulykken knirkede og gav sig.

Peter Martin Hansen forholder sig alene til den sundhedsfaglige indsats i relation til dødsulykken.
Og da ulykken var sket, var der ikke noget at gøre for de tre, der afgik ved døden.
– Med hånden på hjertet kan jeg sige, at der ikke var nogen af dem, der døde, som vi i en samlet team-indsats kunne have reddet. Uanset hvad vi gjorde, siger han.
Han mener, at Danmark har en høj kvalitet, når det kommer til indsatser ved store ulykker som den ved Flemløse Biogas.
– Vi træner det og har et meget højt niveau af uddannelse og erfaring. Det skal vi som land være stolte af, siger han.
Genkender ikke
Bygherren Flemløse Biogas kan ikke genkende billedet af, at arbejdet blev forsinket af uklarked om antallet af tilskadekomne.
– Jeg var selv nede ved ulykken hele natten. Vi var inde i RUT-registret og finde billeder af alle dem, der var på pladsen. De blev sat op inde i indsatslederens vogn, siger ejer og direktør af Flemløse Biogas, Kurt Poulsen.
Han forklarer dog, at han først kom frem til ulykken efter halvanden times transport og medgiver, at der kan have været usikkerhed inden da.
– Det er jo kaotisk, og lederen for støbeholdet var en af de omkomne i ulykken, siger han.
Hovedentreprenøren Envitec Anlagenbau og underentreprenøren Biodynamics er ikke vendt tilbage på Fagbladet 3F’s henvendelse.

