Gå til hovedindhold

En rundspørge blandt byrådsmedlemmer, der blev valgt i 2013, viser, at otte procent af kvinderne har været udsat for sexchikane.

Lumre berøringer, upassende kommentarer og nedladende bemærkninger rettet mod kvindelige politikere har den seneste tid fyldt mediebilledet. Lige før debatten om sexchikane blandt politikerne i byrådene brød løs, gennemførte avisen Kommunen en rundspørge blandt de byrådsmedlemmer, der var nyvalgt i 2013. De blev blandt andet spurgt, om de havde “været udsat for sexchikane i forbindelse med sit byrådsarbejde.”

Ud af 427 besvarelser svarer 13 personer ja til spørgsmålet. 11 af dem er kvinder - det svarer til 8,1 procent. Til sammenligning er tallet fem procent for kvinder i beskæftigelse generelt, viser tal for 2014 fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Kun toppen af isbjerget

Ifølge Anette Borchorst, professor og forsker i politologisk kønsforskning ved Aalborg Universitet, viser den slags undersøgelser ikke nødvendigvis det fulde billede.

- Det er ofte kun toppen af isbjerget, der kommer frem, og der er flere indicier på, at der foregår mere, end der bliver registreret, siger hun og henviser blandt andet til forskningsinterviews, hvor fagforbund har observeret, at ingen sexchikanerede henvender sig til deres fagforening for at melde “sexchikane”. De kalder det alt muligt andet, fordi det er så tabubelagt. Samtidig er det afgørende, at man i undersøgelser spørger direkte til, om folk har haft konkrete oplevelser frem for at spørge bredt, om man har været udsat for sexchikane.

Én af dem, der i Kommunens undersøgelse har svaret, at hun er blevet udsat for sexchikane, er 30-årige Cecilie Schultz, byrådsmedlem for Enhedslisten i Fredericia.

- I starten blev jeg kaldt klokkeblomst, fordi de synes, at jeg var sådan en sød, lille pige, der var sød, når jeg var vred, fortæller Cecilie Schultz, der står frem med sine oplevelser for at gøre opmærksom på en kultur, hvor man “som ung kvinde godt kan forvente at blive taget lidt mindre seriøst.”

Kommentarer om køn er socialt acceptabelt

Ifølge Britta Andresen, der er HR-chef i det private og har arbejdet med arbejdsmiljø og problematikker omkring sexchikane, skal årsagen til de mange eksempler på seksuelle kommentarer findes i vores kultur.

- Det er ikke socialt anerkendt at mobbe eller tale dårligt om handicappede. Men det er socialt acceptabelt at tale kvinders køn i en arbejdskontekst ned. Det er det jo bare, siger hun.

Netop frygten for konsekvenserne kan gøre det svært at bringe sexchikane frem i lyset.

- Hvis det sker i en magtrelation, er det ikke rart som medarbejder. Så kan man blive i tvivl om, hvad det betyder for én selv, næste gang de gode opgaver skal fordeles eller næste gang, man skal forhandle løn eller næste gang, det skal besluttes, hvem der skal have en vinduesplads på kontoret, siger Britta Andresen.

Byrådet en særlig arbejdsplads

Byrådet er en særlig type arbejdsplads, fordi folk kommer med vidt forskellig bagage og kultur. Det er udfordrende, når man skal nå til enighed om en jargon, fortæller Jonatan Kolding Karnøe, lektor ved University College Sjælland, psykolog og forfatter til bogen Politisk Psykologi.

- I byrådet skal de finde ud af, hvad deres fælles sprog skal være. Måske skal professoren lære at tale i et mere jordnært sprog, og arbejdsmanden må forfine sin jargon lidt. På samme måde må de også forhandle om, hvad det vil sige at være mand og kvinde i byrådet, siger Jonatan Kolding Karnøe.

I forhold til chikane i byrådet er det også unikt, at man ikke uden videre kan fjerne sig fra det.

- På en arbejdsplads ville man måske kunne skifte team eller afdeling, eller man kunne skifte til en lignende arbejdsplads i samme by. Det kan du ikke i et byråd. Du er tvunget til at være der, og du er tvunget til at være sammen med den, der har krænket eller diskrimineret dig eller den, du føler dig uskyldigt anklaget af, siger Jonatan Kolding Karnøe.