Høkerbajeren er byttet ud med mikrobryggeriets IPA. Den mere velbjergede middelklasse er for længst rykket ind i flere af de større danske byers arbejderkvarterer med skyhøje kvadratmeterpriser og Instagram-venlige kaffebarer som følge. Men selvom Rabalderstræde næsten ikke er til at kende, er det stadig de samme ting, vi taler om over øllen: børn, fester, politik, kærestesorger, vejret og, nå ja, vores nationalsport fodbold.

Spørgsmålet er, om arbejderklubberne fortsat har en rolle at spille blandt de bedste i en tid, hvor beboersammensætningen mange steder ændrer sig radikalt.

- Den rene arbejderklub hører nok fortiden til, siger historiker David Holt Olsen, der blandt andet har skrevet bogen ’Fodbold, fair play og forretning’, og præciserer så, at “den opstår jo i nye versioner”.

- Det nærmeste vi kommer i dag, er vel Brøndby. Det er ikke den dér klassiske, gamle arbejderklub, der udsprang af broerne i København. I stedet er det med afsæt i velfærdsstaten og i satellitbyen derude, hvor man i 70’erne og 80’erne fik etableret en fodboldklub med en markant social profil med en socialdemokratisk borgmester som formand og fortællingen om et særligt kammeratskab, siger David Holt Olsen.

Som 3F-medlem kan hente du hente dine Superliga-billetter her

Bred tilskuerskare

Den beskrivelse vækker genklang på den københavnske vestegn, hvor de lokale helte fra Brøndby IF er inde i en god periode med fire sejre på stribe og en øjeblikkelig tredjeplads i 3F Superliga. Her har man støvet parolerne om fællesskab af og brander det i dag som en kerneværdi.

- Noget af det, der definerer Brøndby, er fællesskabet på tværs af sociale klasser. På tribunen finder du både bankdirektøren og kapitalforvalteren, ligesom du finder SOSU-assistenten og den arbejdsløse. Så ja, det er måske en moderne arbejderklub, siger kommunikationschef i BIF Christian Schultz og tilføjer:

- Det er nok lidt særegent for Superligaen, at vi har et bagland, der er så bredt funderet samfundsmæssigt.

Stadig ballade

David Holt Olsen - AaB-fan, hvis nogen skulle spørge - fortæller, at der altid har været et politisk element i dansk fodbold, som sammen med cricket blev taget med fra England af det bedre borgerskab og dyrket ud fra klassiske amatør- og gentleman-idealer. “Tab og vind med samme sind” var mantraet.

- I begyndelsen af 1900-tallet betonede lederskabet i mange arbejderklubber netop, at man skulle opføre sig ordentligt og vise, at man var selvdisciplineret nok til at deltage i demokratiet på lige fod med alle mulige andre. Der var styr på tropperne, siger han og supplerer:

- Alligevel var der masser af eksempler på druk og slåskampe på stadion. Men det er der jo også i dag.

Et århundrede senere identificerer mange danskere sig som en del af middelklassen og bærer ikke klasseidentiteten uden på klubtrøjen, når de går på stadion. Også her er kontrasten til tidligere tider stærk - for eksempel i en klassisk fodboldby som Odense, hvor arbejderklubben B1909, mellemlagsklubben B1913 og borgerskabsklubben OB sørgede for det, David Holt Olsen kalder “en social tredeling”.

- Her blev tilhængerne mobiliseret. Ligesom man havde partiaviser, havde man partiklubber, siger han.