Gå til hovedindhold
Beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) er stærkt utilfreds med Arbejdstilsynets manglende registrering af to dødsulykker.
FOTO: Arkiv / Polfoto

Arbejdstilsynet får hård kritik af flere partier i Folketinget for ikke at have registreret to håndværkeres dødsfald som arbejdsrelaterede dødsulykker. Beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) er chokeret over, at der stadig ikke er styr på, hvor mange der dør efter arbejdsulykker i Danmark.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) afkræves igen svar på, om han er tilfreds med Arbejdstilsynets registrering og sagsbehandling af dødsulykker.

På baggrund af Fagbladet 3F’s afdækning af, hvordan en litauisk og en polsk håndværker mistede livet, uden at Arbejdstilsynet har registreret sagerne som arbejdsrelaterede dødsulykker, vil SF og Enhedslisten på ny kalde ministeren i et samråd i Folketinget.

- Jeg er chokeret over, at Arbejdstilsynet stadig ikke har styr på, hvor mange der er døde efter arbejdsulykker i Danmark. Ministeren må efterhånden føle sig godt og grundigt trukket rundt i manegen af Arbejdstilsynet, siger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF).

- Det kan godt være, at Arbejdstilsynet siger, at det ikke har indflydelse på straffen eller reaktionerne i en sag, om den er registreret som en arbejdsrelateret dødsulykke eller ej. Men vi er simpelthen nødt til at kunne stole på, at de tal, som vi får fra Arbejdstilsynet, er rigtige, fastslår han.

Kræver ny praksis

De to håndværkere styrtede henholdsvis syv og otte meter ned fra et tag og landede på et betongulv. Begge blev alvorligt kvæstede ved arbejdsulykkerne i Danmark. Begge endte i koma, og begge døde senere i deres hjemlande. Arbejdstilsynet mener dog ikke, at der er dokumentation for, at der er en sammenhæng mellem de to håndværkeres død og deres arbejdsulykker.

SF og Enhedslisten kræver, at Arbejdstilsynet indfører en praksis, hvor der systematisk bliver fulgt op på, hvad der sker med udenlandske statsborgere, der kommer alvorligt til skade ved arbejdsulykker i Danmark.

- De to sager her ligner sjusk fra Arbejdstilsynets side og understreger behovet for, at der bliver strammet gevaldigt op. Både på Arbejdstilsynets sagsbehandling og samarbejde mellem politiet, men også på, hvordan tilsynet følger op på alvorlige arbejdsulykker i Danmark, hvor den tilskadekomne senere dør i sit hjemland, siger Christian Juhl.

- Det er helt uacceptabelt, at Arbejdstilsynet ikke sørger for at indhente de nødvendige oplysninger i en sag og undersøger sammenhængen mellem en arbejdsulykke og en persons senere død. Og det er er vanvittigt, at to offentlige myndigheder (Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, red.) ikke har en fælles tilgang til sådanne ulykker. De to myndighederne bygger jo deres sagsbehandling på hinandens dokumentation, siger Christian Juhl.

S: Det er ikke tilfredsstillende

Lennart Damsbo-Andersen (S), der er medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg, er heller ikke imponeret.

- Folketinget laver lovgivning på baggrund af statistik, så det er vigtigt, at statistikken er rigtig og retvisende. Det er ikke tilfredsstillende, hvis Arbejdstilsynets tal for dødsulykker er forkerte, siger han.

- Der er i hvert fald procedurer omkring det her, der er forkerte. Det skal der kigges på. Og jeg er nysgerrig efter at få at vide, hvad Arbejdstilsynet vil sætte i værk for at undgå manglende registrering af dødsulykker, siger Lennart Damsbo-Andersen.

Alternativets beskæftigelsesordfører Torsten Gejl ser også frem til at få en god forklaring.

- Det er stærkt kritisabelt, at der er sager som disse, der går under radaren i Arbejdstilsynet. Det er vi nødt til at få styr på, siger han.

Arbejdstilsyn: Vi følger ikke systematisk op

Fagbladet 3F har spurgt Arbejdstilsynet, om tilsynet har en procedure for at følge op på arbejdsulykker, hvor de tilskadekomne er svært kvæstede efter ulykken.

- Arbejdstilsynet følger ikke systematisk med i og op på, hvordan den enkelte alvorlige arbejdsulykke udvikler sig. I sammenhæng med dette er det at vigtigt at vide, at der anmeldes omkring 10.000 alvorlige arbejdsulykker om året, skriver kontorchef Katrine Krone i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.

Kan man stole på Arbejdstilsynets opgørelse over arbejdsrelaterede dødsulykker? 

- Ja, Arbejdstilsynet mener, at opgørelsen giver et retvisende billede af dødsulykker, som er arbejdsrelaterede, skriver kontorchefen og oplyser, at Arbejdstilsynet ikke er bekendt med arbejdsrelaterede dødsulykker, som ikke er registreret i tilsynets officielle opgørelse.  

Fagbladet 3F har mandag og tirsdag forsøgt at få kommentarer fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, men ministeren har ikke ønsket at kommentere sagen.

TEMAERSe alle