Lyden fra maskinerne i slagteriets store parteringsafdeling er altoverdøvende, mens medarbejdere iført hårnet håndterer de nøgne kyllinger.

34-årige Vivian Hvolbæk Hansen er lige kommet tilbage fra sommerferie. Hun står på sin plads - midt i produktionen - og passer rutineret sit arbejde. Sætter systematisk nøgne kyllingeskrog på en maskine, der skiller bryst fra skelet.

Hun har sat kyllinger på krog i et par timer, da hun bliver fyldt af en følelse, hun ikke ved, hvor kommer fra. Frustration. Uden at have kontrol over sin krop kaster hun et skrog over sin ene skulder. Febrilsk og ophidset kaster hun endnu en kylling over den anden skulder. Og så en kylling mere, og én til. “Slask”, siger det, når de nøgne skrog lander på gulvet bag hende. Med ét er rutinen i produktionen vendt til kaos. Kyllingerne flyver rundt i slagtehallen.

Sidemakkeren kigger chokeret til, før hun slår alarm til linjeføreren i produktionen. Hun tager Vivian med ind på kontoret og spørger hende, hvad der sker. Hun kan ikke svare. Hun ved det simpelthen ikke. Vivian bryder bare sammen.

Linjeføreren sender hende hjem med en sygemelding, og Vivian opsøger en læge. Blodet galoperer i hendes krop, og hun bliver sygemeldt i ni uger med akut stress.

Dén dag går det op for Vivian, at hun nok aldrig bliver den samme. Følelserne, der har ophobet sig siden sidste jul, er i udbrud.

- Reaktionerne kom først et lille år efter, men jeg skal sateme love for, de kom hårdt, siger Vivian i dag.

Slagteriarbejderen Tina Sørine Olesen mistede livet på sin 43-års fødselsdag. Hun blev fundet af Vivian to dage senere. FOTO: Arkiv / Scanpix Denmark

En medarbejder mangler

Otte måneder før hun kaster med kyllinger, er Vivian netop mødt ind på sin første vagt efter juledagene.

Det er mandag den 27. december 2010, og udenfor buldrer en snestorm. Som vanligt er slagteriarbejderne mødt ind lidt i syv til en kort briefing, inden de stiller sig parat til dagens opgaver på Rose Poultry i byen Skovsgård i Nordjylland.

Vivian er med egne ord “gulvmand”. Én, der har overblikket og sørger for flowet i produktionen. Og så er hun tillidsrepræsentant. En tjans, der gør jobbet til “så meget mere end bare et job”.

Denne decembermorgen mangler der en medarbejder. Tina, der har en vigtig post i at stille knivene klar til de andre fra morgenstunden, er ikke mødt op. Flere medarbejdere har været henne for at prikke til Vivian, da de er bekymrede over fraværet af deres ellers punktlige kollega. 

Afdelingslederen beder Vivian, fordi hun er tillidsrepræsentant, om at ringe til Tina. Det gør hun ad flere omgange, men uden at komme igennem. Tinas nærmeste kolleger er nervøse, for de har ikke fået svar på de beskeder, de har sendt til hende i julen og på hendes fødselsdag første juledag.

Vivian ringer også til Tinas bror. Men han har heller intet hørt, siden han kørte hende hjem første juledag. Underligt, tænker Vivian. Tina er altid nem at fange på telefonen. Vivian beslutter sig for at køre hjem til Tina. Hun kunne jo være væltet i sneen og kommet til skade, eller være blevet alvorlig syg.

Vivian trækker godt op i sin arbejdsfleece og går ud i snestormen for at køre hen til Tina, der bor knap 500 meter nede ad vejen fra slagteriet.

Cheferne er til møde, så hun forlader slagteriet uden at informere dem først. Til gengæld giver hun besked til en kollega om, at han skal orientere chefen om, hvor hun er henne. Inden hun smækker døren til sin sorte Ford Mondeo, spotter afdelingschefen hende på parkeringspladsen.

Efter afhøringerne 27. december tog Vivian til vandet for at få sin frustration råbt ud. Vandet giver hende ro.

To tomme rødvinsglas i en kold stue

Vivian Hvolbæk Hansen parkerer sin bil foran Tinas opgang. Hun banker på døren. Ingen åbner. Vivian banker igen. Stilhed. Hun tager sin arbejdstelefon frem og ringer til Tina. Inde fra lejligheden kan Vivian høre telefonen, inden den går på svarer. Forsigtigt tager hun i dørhåndtaget. Der er ikke låst.

Hvad fanden er det her for noget?, tænker hun.

Indenfor i stuen er der iskoldt, gardinerne er rullet ned og lukker af for sneen, der udenfor pakker lejligheden ind i vat. I køkkenet er lyset tændt, og to plettede rødvinsglas afslører, at Tina har haft besøg.

Køkkenet roder. Fra skabet under vasken vælter et bundt sammenfiltrede ledninger ud på gulvet, og på køkkenbordet ligger Tinas briller. Uden dem kunne hun næsten ingenting se, når Vivian at tænke.

Helt alene

Vivian råber igen på Tina. Højt, denne gang. 

Ude i mellemgangen er det mørkt, men fra soveværelset for enden af gangen kan Vivian se en sprække lys gennem døren, der står på klem.

Hun lader fingrene glide ned langs tapetet i gangen. Famler efter en stikkontakt. Stikkontakten siger klik-klik-klik, men tænder ikke lyset. Pæren er sprunget. Vivian går mod soveværelset.

Rummet er varmt og indelukket, da hun træder ind ad døren. Når Vivian i dag tænker tilbage, kan hun stadig genkalde den sødlige og vamle lugt. “Kroppen husker”, som hun siger.

I soveværelset brænder en lampe. Fra en krog i loftet hænger der overskårede ledninger ned. Det første, Vivians øjne møder, er en blåsort fod, der stikker ud under dynen. Vivian skriger: TINA!

- Men jeg vidste jo godt, den var helt gal. Hun var død.

Vivian trækker alligevel nænsomt dynen af Tina. Hun ligger på maven, bagbundet med viskestykker og kun iført underbukser, der sad unaturligt langt oppe ad ryggen - så højt, at de måtte være trukket på plads af en anden.

Dødspletter er begyndt at sprede sig, og ved halsen kan hun se en flænge så dyb og bred, at halsknoglen stikker ud. Tina har været død længe.

Vivian ringer til ambulancen, men beder dem slukke for udrykningen. Dét er der ikke brug for. Nu skal Tina have ro.

Hun sætter sig i stuen og venter på Falck. Nænner ikke at forlade bygningen:

- Nogen havde slået Tina ihjel og bare efterladt hende helt alene. Hun skulle ikke være alene længere.

Vivian Hvolbæk Hansen var tillidsrepræsentant på Rose Poultry i næsten 10 år.

En knust tillidsmand

Da Falckredderen en halv times tid senere giver Vivian et tæppe, forklarer han, at der findes to typer mennesker: Dem, der panikker, og dem, der kører på autopilot i akutte situationer.

Vivian kører på autopilot. Det er først, da hun sidder i ambulancen og taler med politiet, at det går op for hende, at hun har sat sit eget liv i fare ved at blive i lejligheden:

- Gerningsmanden kunne jo have været der, siger Vivian, der bryder sammen i ambulancen.

I fem timer afhører politiet Vivian, inden de vil afhøre flere af medarbejderne på slagteriet. Vivian insisterer på, at hun skal være med. Hun er jo tillidsrepræsentant. 

Da de kommer ind i slagteriets kantine, bliver Vivian mødt af grædende kolleger, og hun får en krammer af chefen. I baggrunden i produktionsrummet summer radioen og har allerede overbragt kollegerne nyheden om fundet af en dræbt kvinde i Skovsgaard.

- Da vi hørte om drabet i radioen, vidste vi med det samme, det var Tina, siger Agnes Larsen, der var ansat på slagteriet, og som dagen igennem har haft en dårlig fornemmelse, fordi hun intet har hørt fra Tina over julen.

Fordi Agnes Larsen og Tina var veninder, skal hun afhøres af politiet. Hun bliver ført ind på kontoret.

- Vivian stod der og var fuldstændig knust. “Du aner ikke, hvad jeg har oplevet”, sagde hun. Jeg har aldrig set hende så ude af den, siger Agnes Larsen.

Da afhøringerne flere timer senere er afsluttet, tager Vivian direkte ud til havet.

- Det er mit fristed. Det er her, jeg tager hen for at rense ud, forklarer Vivian, der sammen med en kollega sætter sig ved vandet med en dåseøl.

- Jeg glemmer aldrig den dag, jeg endelig fik beskeden om, at min arbejdsulykke var blevet anerkendt, siger Vivian.

Vivian rejser sig og skriger for fuld kraft i snevejret. Hun har brug for luft.

Da hun er hjemme i sit hus i Pandrup, kollapser hun på køkkengulvet. Hun kan ikke mere. Overskuddet er brugt op. Selv Bella, familiens Golden Retriver, skubber hun væk.

- Min mand har senere fortalt mig, at jeg bare græd og græd uden at stoppe igen, forklarer Vivian.

Dagen efter sygemelder hun sig, og på virksomhedens opfordring tager hun kontakt til en krisepsykolog.

Mareridt

Selvom Vivian er sygemeldt indtil midten af januar, sætter hun sig ofte ind i sin Ford og kører turen på små 30 minutter ned til slagteriet. Mest bare for at snakke.

- Alle, der kunne tåle at høre det, fik detaljerne om mine oplevelser, forklarer Vivian.

Til sidst bliver det for hårdt for nogle af kollegerne, der må sige stop. De forstår ikke, hvorfor Vivian kører rundt i samme smøre:

- Jeg havde virkelig bare et behov for at snakke det helt ud.

Hun deltager i Tinas begravelse 11. januar 2011, og i dagene efter starter Vivian op på arbejdet igen. Tilbage i slagtehallen med døde kyllinger, kolleger i hvidt arbejdstøj og daglige rutiner fra syv til tre. Det går fint.

Indtil foråret kommer.

I perioden efter fundet kunne Vivian ikke overskue at være sammen med andre end manden Ronni og sønnen Alekzander.

Pludselig er hendes søvn helt ødelagt, og når hun endelig falder til ro, bliver hun hjemsøgt af mareridt. Den slags mareridt, der gør, at man vågner op og er mere udmattet, end da man gik i seng:

- Død og ødelæggelse. Alle mulige klamme og uhyggelige scenarier, fortæller Vivian.

Sammen med arbejdsmiljørepræsentanten fra slagteriet melder Vivian fundet af sin døde kollega som en arbejdsulykke til Arbejdsskadestyrelsen. En sikkerhed, hvis der skulle komme yderligere efterdønninger.

Imens tager de psykiske og fysiske reaktioner til. Over sommeren 2011 har Vivian diarré i syv uger og taber sig mere end fem kilo.

Mens efteråret æder sig ind på sommeren og Vivians psyke er så tyndslidt, at hun sygemeldes med akut stress, er der nyt i sagen om Tina.

Første tirsdag i oktober 2011 bliver en 26-årig mand dømt skyldig i manddrab på den 43-årige Tina Sørine Olesen. Hun blev kvalt, da den dømte hev til i de to ledninger, der var snørret rundt om Tinas hals under såkaldt “kvælningssex” den 25. december 2010.

Straffen lyder på 12 års fængsel.

Parallelt med dommen på Tinas drabsmand modtager Vivian svar på anmeldelsen af sin psykiske arbejdsulykke.

Det er et afslag. Arbejdsskadestyrelsen mener ikke, at Vivian var på arbejde, da hun fandt Tina. De mener heller ikke, at “besøget” hos Tina havde en sammenhæng med hendes funktion som tillidsrepræsentant. Sammen med den lokale 3F-afdeling, 3F Midtvendsyssel, klager Vivian kort tid efter over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til Ankestyrelsen.

Mens hun venter på afgørelsen, render hun i pendulfart mellem den lokale 3F-afdeling og lægen. Alt skal undersøges, vendes, drejes og dokumenteres.

- Hver gang jeg skulle fortælle om Tina igen, rev det op i et sår, som måske er stoppet med at bløde, men ikke er helet endnu, siger Vivian:

- Det var udmattende.

Vivian nåede på et hængende hår at genoptage sin arbejdsskadesag i 2015, inden den nåede udløbsfristen på fem år.

Ødelagt af systemet

Samme efterår - og næsten et år efter Tinas død - bryder Vivian sammen og kaster med kyllinger i slagtehallen. Endnu engang bliver hun sygemeldt.

Da 2011 er ved at rinde ud, vender Vivian tilbage til Rose Poultry. Hun er glad. Det er godt at få noget for hånden. Men selvom hun hurtigt får en dagligdag med arbejde, hentning af sønnen, madpakker, og hvad der ellers hører til, bruger hun meget energi på at tilpasse sig og finde nye løsninger på problemer, hun ikke havde før:

Frygten for mørke. Angst ved at være alene og grænser for, hvornår mennesker lukkes ind.

- Det ødelagde mig. Selv i dag skal jeg bruge kræfter på at være mig selv, forklarer Vivian, der arbejder videre på kyllingeslagteriet, mens hun venter på en afslutning af sin sag hos Ankestyrelsen.

Deres afgørelse falder i april 2012, fem måneder efter at hun klager over Arbejdsskadestyrelsens vurdering, og mere end 15 måneder efter, at hun fandt Tina Olesen dræbt. Ankestyrelsen kommer frem til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen:

- Vi finder, at hændelsen ikke er omfattet af arbejdsskadeloven, da du ikke handlede på opfordring af din arbejdsgiver eller arbejdsgiverens vegne, da du opsøger din kollegas bopæl.

Rose Poultry har forklaret til Arbejdsskadestyrelsen, det ikke er deres idé, at Vivian forlader slagteriet. Dét tager Ankestyrelsen med i sin begrundelse.

Hjemme i Pandrup er Vivian rasende:

- Det pisser mig fandeme af, forklarer Vivian og fortsætter:

- Det er, som om Ankestyrelsen slet ikke så på alt det materiale, vi havde sendt med.

Men der er ikke noget at gøre. Ankestyrelsen har truffet sin beslutning. Det må hun leve med. Imens siver den engang sociale, udadvendte og rummelige Vivian mere og mere ud. Hun opsøger en psykolog, der diagnosticerer hende med en mild grad af  PTSD.

Så Vivian indstiller sig på at leve med de konsekvenser, som 27. december 2010 har på hendes fremtidige liv.

Slagteriarbejderen Tina Sørine Olesen mistede livet på sin 43-års fødselsdag. FOTO: Arkiv / Scanpix Denmark

Sagen genoptages

Fem år efter episoden trænger Vivian til forandring og skifter job. Efter næsten 10 år som tillidsrepræsentant og aktiv i fagforeningen går hun skridtet videre og starter over sommeren 2015 som faglig sekretær i 3F Skagerak.

Det nye arbejde går rigtig godt, men hen på vinteren og særligt op mod juletiden dukker de indprintede minder om Tina op.

- Episoden kommer tilbage hver vinter. Det må jeg bare lære at leve med, forklarer Vivian, der var blevet advaret af psykologen om, at det nok ville gå sådan.

I december 2015 betror Vivian sig til socialrådgiveren Mariann Knudsen, en kollega i 3F Skagerak. Hun fortæller om ulykken, om afvisningerne, og om hvordan sagen har ligget stille i mere end tre år.

- Da jeg er færdig med at fortælle, kigger Mariann på mig og siger: “Fuck, jeg troede jeg skulle holde juleferie”.

Og så går arbejdet ellers i gang. De kontakter juridisk afdeling på 3F’s hovedkontor, og på ni dage får de i samarbejde samlet nok information til at kunne genoptage sagen i civilretten.

På vegne af Vivian sagsøger 3F Ankestyrelsen for deres afvisning af hendes arbejdsulykke. De skal have rettens ord for, at hun var på arbejde, da hun fandt Tina. Kun hvis det fastsættes, at fundet skete som led i hendes arbejdstid, kan hun få anerkendt sine psykiske gener som en arbejdsulykke.

Afgørelse i retten

Foran Byretten i Hjørring står advokat Bjørn Elling fra 3F’s forbundshus sammen med Vivian 20. september 2016 og ryger en smøg i solen. Elling er skeptisk - men hælder ikke mod en sejr, som Vivian husker det.

Vivian skal være fattet i retssalen. Tårerne skal holdes tilbage, og hun skal styre sit temperament. Men det er svært at vide, hvilken side afgørelsen falder til.

Afdelingslederen så 27. december Vivian forlade slagteriet uden at stoppe hende. Vivian blev hverken trukket i løn og fik ingen påtale efter hændelsen. Ergo har virksomheden givet sin “stiltiende accept” af Vivians handling, dømmer retten. Og efter flere timer foran dommeren kan Vivian forlade Retten i Hjørring som vinder.

Retten bestemmer, at Ankestyrelsen skal anerkende, at begivenheden 27. december 2010 skete som led i arbejdet. Vivian sender sin skadesag til genoptagelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

FOTO: Arkiv / Scanpix Denmark

Lillebitte myre

Men Vivians sejr forsvinder lige så hurtigt, som den er kommet. 19. oktober 2016, en måned efter hun vinder retssagen over Ankestyrelsen, falder hammeren igen. Trods afgørelsen i retten afviser AES endnu engang, men med ny forklaring:

“Hændelsen den 27. december 2010 er efter vores vurdering ikke egnet til at medføre varige psykiske gener. (..) uanset at det var en meget ubehagelig oplevelse for dig, vurderer vi, at hændelsen alene er egnet til at medføre psykisk ubehag. Psykisk ubehag inden for en kortere periode er ikke en personskade i lovens forstand”, står der sort på hvidt.

- Det føltes, som om jeg var en lillebitte myre, og de gigantiske kæmper, jeg sloges mod, blev ved med at træde på mig. Jeg fik kun lige lov at beholde mine forben, så jeg stadig kunne gå, siger Vivian.

Hun kender proceduren og klager til Ankestyrelsen over AES’ afgørelse. Så venter hun på Ankestyrelsens svar.

Der gik seks år, ni måneder og én dag, før Vivian fik anerkendt sin psykiske arbejsulykke.

Anerkendelse

Der skal gå seks år, ni måneder og én dag, før Vivian får anerkendt sin psykiske arbejdsulykke af Ankestyrelsen. Hun får anerkendt en akut belastningsreaktion, en mildere grad af PTSD.

- Jeg føler, myndighederne endelig har anerkendt mig og den hændelse, jeg var ude for. At det, jeg gjorde som tillidsrepræsentant, var rigtigt nok, fortæller Vivian.

Nu venter der en afgørelse af, om Vivian skal have erstatning for varige mén eller tabt erhvervsevne. Det betyder endnu flere lægebesøg for Vivian.

Hun forventer dog ikke nogen økonomisk godtgørelse. Selvom hændelsen har sat sine spor hos Vivian og altid vil ligge i baghovedet, arbejder hun fuldtid og har det efter omstændighederne godt. Vivian vælger at fokusere på de positive ting i livet:

- Erstatning har aldrig betydet en klejne. Det er jeg skide-ligeglad med. Det er anerkendelsen, der betyder noget.

Tina Sørine Olesen døde 25. december 2010 i sit hjem på sin 43-års fødselsdag. Tina blev beskrevet som en glad kvinde, der var velanset på sit arbejde. Hun efterlader sig ingen nulevende familie.

I oktober 2011 blev dengang 25-årige Martin Ritter idømt 12 års fængsel for mord. Han ankede sagen og fik nedsat sin dom til to år for uagtsomt manddrab. Fagbladet 3F har været i kontakt med gerningsmanden, Martin Ritter, der har afsonet sin dom. Han er orienteret om artiklens indhold.

Kilde: BT, Nordjyske

Vivian finder ro ved havet.