Gå til hovedindhold

Ny projektdirektør på Storstrømsbroen skal forsøge at køre brobyggeriet i mål uden flere møgsager.

Den afgående projektdirektør Ennio Buson, i midten af billedet, overlader stafetten til ny italiensk byggechef på Storstrømsbroen.
Joachim Rode

Lidt over et år inde i byggeriet af Danmarks tredjestørste bro stopper den ansvarlige chef på projektet.

Det er projektdirektør Ennio Buson, der ikke længere skal stå i spidsen for det italienske byggekonsortium Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV), der opfører Storstrømsbroen mellem Sjælland og Falster.

SBJV bekræfter Ennio Busons exit over for Fagbladet 3F og forklarer, at det er et led i en planlagt rokade.

- Det er en forretningsbeslutning. Ennio Buson har været med de første år, hvor han stod for planlægning og udbudsmateriale, nu er byggeriet gået ind i en ny fase med produktion af broen, og det er der en ny, der skal stå i spidsen for, siger Christian Lemvigh, der kommunikationsansvarlig for SBJV.

Italienske Ennio Buson har lang erfaring i entreprenørbranchen som projektdirektør for selskabet Itinera, som opfører broer, tunneler, veje, hospitaler og andre store byggeprojekter verden over.

LÆS OGSÅ: Minister trækkes ind i sag om farligt arbejdsmiljø på Storstrømsbroen

Katastrofalt arbejdsmiljø

På Storstrømsbroen efterlader den italienske byggechef sig dog en lang række møgsager, som har udviklet sig i takt med, at byggeriet er skredet frem.

Senest har Fagbladet 3F kunnet afdække et katastrofalt ringe arbejdsmiljø på brobyggeriet, hvor Arbejdstilsynet mere end 100 gange har slået ned på overtrædelser af arbejdsmiljøloven.

Nogle af de mest farlige sager er sendt videre til politiet. Det drejer sig blandt andet om bygningsarbejdere, der har været i fare for at falde ned fra op til 11 meter høje arbejdsplatforme, hvor de arbejdede uden at være forsvarligt sikret mod nedstyrtning.

Lang række skandalesager

Allerede før det første spadestik på Storstrømsbroen i september 2018 var der stor ballade om den nye bro, der kommer til at koste de danske skatteydere mere end to milliarder kroner.

LÆS OGSÅ: To italienske firmaer ramt af korruptionssag: Nu skal de bygge Storstrømsbroen

I december 2017 kom det frem, at to af de tre selskaber bag konsortiet Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV) var involveret i en korruptionsskandale i Italien.

De to selskaber, Condotte og Grandi Lavori Fincosit, blev senere tiltalt i korruptionssagen og løb ind i store økonomiske problemer og ultimativt konkurs.

I dag står Itinera derfor reelt tilbage som det eneste selskab i SBJV.

Hyrede løndumping-selskaber

Da balladen om korruption og konkurs endelig var blæst over, overraskede Ennio Buson ved at melde ud, at SBJV havde valgt at hyre to meget kontroversielle byggeselskaber til anlægsarbejdet på Storstrømsbroen.

De to selskaber har tidligere arbejdet på den københavnske metro, hvor de endte i danmarkshistoriens to største sager om løndumping, hvor de tilsammen blev dømt for at have underbetalt og snydt for 60 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: Danmarks to største løndumpere arbejder nu på Storstrømsbroen

“Får ikke betydning”

Det er Emanuele Lancellotti, der indtil nu har haft titel af area manager i Itinera, som nu skal køre Storstrømsbro-byggeriet i mål og forsøge at holde projektet fri af møgsager og forsinkelser.

Han overtog officielt stafetten mandag 6. januar.

Emanuele Lancellotti har ifølge SBJV mere end 25 års erfaring med store byggeprojekter i Europa, og Vejdirektoratet, der er bygherre på Storstrømsbroen, har godkendt hans kvalifikationer.

Vejdirektoratet har i udbudsmaterialet nogle meget specifikke krav til nøglepersonerne på Storstrømsbro-projektet, herunder at projektdirektøren skal have mindst 15 års erfaring med projektledelse på store infrastrukturprojekter som broer, jernbane og vejanlæg.

Hos Vejdirektoratet forventer man ikke, at udskiftningen vil få praktisk betydning for det fortsatte arbejde på Storstrømsbroen.

- Vi har ikke haft indvendinger til skiftet, da Emanuele Lancellotti har den krævede erfaring og i forvejen har et indgående kendskab til projektet. Som udgangspunkt forventer vi derfor ikke, at det får betydning for den samlede gennemførsel af projektet eller samarbejdet med SBJV i øvrigt, siger projektchef i Vejdirektoratet, Niels Gottlieb.