Gå til hovedindhold

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod har rejst forespørgselsdebat i Folketinget om den kritiserede efterforskning af dødsbranden på Scandinavian Star i 1990.

8. januar i år afviste Københavns Politi at åbne sagen. Det skete efter, at støtteforeningen for brandens ofre og deres pårørende i maj sidste år indgav politianmeldelse for mordbranden.
Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod finder det skandaløst, at der nu snart 29 år efter den påsatte brand på færgen Scandinavian Star stadig ikke er foretaget grundig efterforskning af de mange mistanker om, at forsikringssvindel var motivet til at sætte ild til skibet.

Han har derfor rejst en forespørgselsdebat i Folketinget om branden, som på overfarten fra Oslo til Frederikshavn 7. april 1990 kostede 159 menneskeliv. Det skriver avisen Danmark.

- Det burde aldrig have været mig, der skulle rejse den sag. Jeg er en af de eneste i Folketinget, der af gode grunde ikke har erindringen om branden på Scandinavian Star, siger Peter Kofod, der lå i vuggen, en måned og 11 dage gammel, da færgen gik op i flammer.

- Andre burde have taget hånd om det for mange år siden, helt tilbage til dengang jeg var en lille dreng. Jeg kan ikke forstå, at man bare kan lade som ingenting, når så mange mennesker led en død på en måde, man får det dårligt af at tænke på, tilføjer han til avisen Danmark.

8. januar i år afviste Københavns Politi at åbne sagen. Det skete, efter at støtteforeningen for brandens ofre og deres pårørende i maj sidste år indgav politianmeldelse for mordbranden.

Anmeldelsen omfattede en længere række personer med tilknytning til ejer- og forsikringskredsen. Samtidig vedlagde de en række båndede vidneudsagn og en række nye oplysninger.

Politiet afviste anmeldelserne med henvisning til, at det økonomiske spor allerede er efterforsket. Det får imidlertid ikke Peter Kofod til at vakle.

- Jeg forstår slet ikke Københavns Politi. Vi har konklusionerne i den norske kommissionsundersøgelse og den efterfølgende behandling i det norske Storting sidste år, siger han og tilføjer:

- Her fremgik det, at den økonomiske mistanke ikke er efterforsket. Dermed er sagen lukket i Norge, så hvis der skal ske noget, skal det være på dansk initiativ. Jeg savner argumenter for, at hverken de eksisterende eller de nye oplysninger ikke skal efterprøves.

Dagen efter afvisningen af sagen, 9. januar i år, forklarede politiadvokat i Københavns Politi Dorit Borggaard, at man havde valgt end ikke at afhøre en helt central person i kredsen af anmeldte.

Begrundelsen var, at vedkommende over for avisen Danmark i juni sidste år afviste at have nogen rolle i brandsagen.

Den begrundelse begriber Peter Kofod ikke.

- Nu ved jeg, at hvis jeg en dag bliver anmeldt i en sag om en meget alvorlig forbrydelse, så skynder jeg mig bare at ringe til avisen Danmark og bedyrer min uskyld. Så slipper jeg for videre tiltale, siger han.

Folketinget har afsat 28. marts til sagen. Her skal en eventuel folketingsbeslutning som konsekvens af debatten vedtages.

Peter Kofod ønsker at få nedsat en efterforskningsgruppe, der endevender de mange ubesvarede spørgsmål.

En del af miseren omkring den kritiserede efterforskningsmangel skyldes, at brandefterforskningen blev nordmændenes ansvar dengang, mens danskerne skulle udrede ejer- og forsikringsforhold.

Skiftende justitsministre har i redegørelser til Folketingets Retsudvalg, senest 2. oktober sidste år, bekræftet, at der ikke er sket dansk efterforskning af det økonomiske spor.

I Norge er der tilsvarende forklaret - senest i en stortingsdebat 22. marts sidste år i forbindelse med afslutningen af en kommissionsundersøgelse - at norsk politi ikke specifikt har efterforsket forsikringssvindel som motiv.

Nordmændene henviser til, at ejer- og forsikringsforhold var et dansk anliggende som følge af den nationsopdeling af sagen, der skete tre dage efter branden.

- Sagen er aldrig afsluttet, man er aldrig kommet til bunds i den, og de ansvarlige er gået fri. Masser af mennesker døde - det er på høje tid, at man i det mindste prøver at finde ud af, hvem der bærer skylden, siger Peter Kofod til avisen Danmark.