Gå til hovedindhold

Hotel- og Restaurantskolen i København har i år fået knap 30 procent flere ansøgere. Jeg kniber mig selv i armen, siger direktør Anne-Birgitte Agger.

Især i København er hoteller og restauranter skudt op med hastig fart, uden at branchen har fået det tilsvarende antal elever. Nu er flere klar til at binde forklædet.
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Hoteller og restauranter har de seneste år råbt op om, at de ikke kan finde kokke, tjenere eller receptionister til de mange stillinger, som væksten i dansk madturisme har kastet af sig.

Men nu ser det ud til, at der er hjælp på vej. For flere unge vil være noget med mad, viser de seneste ansøgertal til landets erhvervsskoler.

På Hotel- og Restaurantskolen i København vil knap 30 procent flere være gastronomer, tjenere eller receptionister.

- Man kan ikke andet end at være glad over sådan en stigning. Praktisk set svarer det til en stor klasse på 30 elever, som vi skal oprette ekstra, siger direktør Anne-Birgitte Agger.

Og det giver hende lyst til at danse en lille dans. Særligt Hotel- og Restaurantskolen har nemlig oplevet et faldende ansøgertal, og de seneste fire år er antallet af årselever faldet med 40 procent.

- Det er paradoksalt, at vi har stået midt i en gastronomisk revolution, vi har fået flere og flere Michelin-stjerner, og madkvaliteten stiger. Der er bare ikke nok, der har lyst til at arbejde med vores fag og uddanne sig inden for det. Derfor kniber jeg mig i armen nu, siger Anne-Birgitte Agger.

LÆS MERE: Restauranter og hoteller må slås om elever

Det er elever fra folkeskolen, der 1. marts skulle vælge ungdomsuddannelse, som de nye tal dækker over. Det betyder også, at det er elever, der har valgt Hotel- og Restaurantskolen til som deres første valg, påpeger Anne-Birgitte Agger.

Samme tendens over hele landet

Landet over ser erhvervsskoler en stigning i antallet af unge ansøgere til fagretninger, der blandt andet fører til uddannelser inden for hotel- og restaurationsbranchen. Dog knap så markant som på Hotel- og Restaurantskolen.

På Tech College i Aalborg vil hele 75 procent flere være noget med mad – det dækker dog over, at skolen i år har oprettet en EUX-retning, sådan at elever kan få både svendebrev i hånden og studenterhue på hovedet.

Og det har tilsyneladende tiltrukket en hel ny gruppe, mener direktør Michael Sekjær Johansson. For samtidig med at 15 procent flere unge har søgt ind på erhvervsuddannelsen med fagretningen Mad & Oplevelser, kan et helt nyt EUX-hold med samme fagretning altså starte til august:

- Vi kunne se, at madbranchen generelt mangler elever til praktik. Derfor gav det mening for os at oprette den her linje, der åbner op for, at man kan læse videre, hvis det er det, man vil, siger han.

- Og tallene bekræfter, at der et behov derude for, at man kan begge dele.

På vestsjællandske ZBC spænder fagretningen Jordbrug, fødevarer og oplevelser så bredt, at det er svært at se, om de unge ansøgere til første grundforløb er interesserede i at blive gastronomer eller anlægsgartnere.

Men når eleverne skal vælge en specifik retning på grundforløbets anden del, så skolen i januar, at flere ønsker at blive gastronomer, fortæller uddannelsesdirektør for erhvervsuddannelser, Glenny Hansen.

- Det hæftede vi os ved, for det var første gang i flere år, men det er stadig langt fra det niveau, vi har brug for, siger han.

Horesta: Vi har brug for mange flere

I brancheorganisationen for hoteller og restauranter, Horesta, er uddannelseschef Marianne Kragh glad for, at der omsider er kommet “hul på bylden”:

- Især i Københavns-området har vi oplevet, at det ene hotel efter det andet skyder op, og det har undret os, at vi ikke har kunne se en stigning i antallet af elever, der søger ind i branchen. Der er mange skoler, der har givet udtryk for, at de ikke kan leve op til branchens efterspørgsel. Derfor er det virkelig glædeligt, hvis kurven vender, siger hun.

Hun peger på, at gymnasiets strengere adgangskrav måske har fået flere til at tænke sig om en ekstra gang, ligesom gastronom-uddannelsen er blevet en såkaldt fordelsuddannelse, hvor der er garanteret praktikplads.

LÆS MERE: Unge på Hotel- og Restaurantskolen: Giv os mere i løn og et bedre ry

Hvem kan jeg blive?

På Hotel- og Restaurantskolen er Anne-Birgitte Agger påpasselig med at pege på, hvad den pludselige popularitet skyldes.

Og det er kun de unge selv, der kan forklare, hvad der lokker dem til hotel- og restaurationsbranchen, påpeger Arnt Louw fra Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, der forsker i unges møde med erhvervsuddannelserne.

- Men vi ved, at det motiverer, hvis de unge kan mærke, der er rift om dem, og at de vil stå i en privilegeret situation og kan få en praktikplads, siger han og påpeger, at unge ikke kun vælger efter, hvad de kan blive, men også hvem de kan blive.

- Her kan nogle stærke forbilleder fra faget tiltrække de unge, og de kan både komme fra medierne, men også fra for eksempel brobygningen i folkeskolen, hvor flere erhvervsskoler er begyndt at gøre mere ud af, at rollemodeller fra faget bliver præsenteret, siger han.

Alle ansøgertal til landets ungdomsuddannelser bliver offentliggjort i næste uge.

LÆS MERE: I 9.A vil flest i gymnasiet