Det kniber med at udbetale feriepenge til de ansatte på Løgstør Parkhotel.
Fagbladet 3F har talt med to tidligere medarbejdere på parkhotellet, hvis feriepengesag måtte en tur omkring politiet, før der skete en udbetaling.
Hotellet er i øjeblikket konfliktramt sammen med de to søsterhoteller Løgstør Badehotel og Nilles Kro i Sabro.
– I begyndelsen af 2019 var jeg inde for at tjekke, hvad der stod på min feriekonto. Jeg er altid meget opmærksom på den slags, fortæller 60-årige Åge Ørnbøl, der i et halvt år i 2018 var ansat som pedelmedhjælper på Løgstør Parkhotel.
– Men der stod ingenting, konstaterede Åge Ørnbøl.
Meldt til politiet
Samme oplevelse havde en ung opvasker, 19-årige Mads, der også var ansat i 2018.
– Jeg var på vej til at planlægge ferie, så jeg var inde og tjekke i december 2018, og der stod nul kroner. Det, syntes jeg, var lidt mærkeligt, så jeg gik til min chef, som sagde, at der var indbetalt feriepenge, fortæller Mads, hvis efternavn er Fagbladet 3F bekendt.
Både Åge Ørnbøl og Mads kontaktede 3F Midtfjord, da de opdagede det runde nul.
I begge tilfælde meldte 3F Midtfjord sagerne til politiet. Og det er langt fra første gang, det er sket.
– Vi havde i alt fire sager i 2019 med manglende feriepenge, og lige p.t. har vi kendskab til fire medlemmer, som ikke har fået indsat feriepenge på deres feriekonto for optjeningsåret 2019, siger Niels Sørensen, faglig sekretær i 3F Midtfjord.
Der måtte rykkere til
Løgstør Parkhotel er sammen med Løgstør Badehotel og Nilles Kro ramt af konflikt, som medfører, at medlemmer af 3F og andre fagforbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation ikke må udføre arbejde på eller for nogle af de tre hoteller. Hotellerne har samme ejer, Rimbach ApS, hvis direktør er Anita Larche.
3F Midtfjord har længe arbejdet på at få overenskomst på virksomheden, da de nuværende ansættelsesforhold generelt afviger langt fra de normale vilkår på området.
Ifølge ansættelseskontrakter, Fagbladet 3F har set, har ansatte intet fast timetal. De får ikke ekstra betaling for overarbejde eller weekendarbejde, som det ellers er almindeligt i overenskomsterne. De oppebærer heller ikke pension, og der er problemer med udbetaling af feriepenge.
I både Åge Ørnbøls og Mads’ tilfælde måtte der rykkere til fra 3F Midtfjord, før der kom skred i sagerne.
Optrådte ikke på vagtplanen
For Mads’ vedkommende fik han pludselig pengene – godt 4.000 kroner – overført som et tillæg til lønnen. På samme tidspunkt oplevede han også, at hans navn ikke længere optrådte på vagtplanen i køkkenet.
– Jeg fik aldrig en fyreseddel, men jeg blev nærmest bare lukket ud af systemet. Og så fandt 3F Midtfjord et andet og bedre job, som jeg skiftede til, fortæller Mads, der i dag er i gang med at uddanne sig til industritekniker.
Åge Ørnbøl fik også feriepengene – godt 6.000 kroner – til sidst, og i juni 2019 kunne hans sag afsluttes.
– Jeg har ikke noget i klemme i dag, men det er da skideirriterende, at man skal kæmpe sådan en kamp for nogle penge, man har ret til. Jeg er færdig med at arbejde hos folk uden overenskomst, siger Åge Ørnbøl.
Fagbladet 3F har i flere dage forgæves forsøgt at få en kommentar fra direktør for hotellerne, Anita Larche.

