Det beskidte sengetøj og de snavsede viskestykker kan fra torsdag morgen begynde at hobe sig op på Løgstør Parkhotel, Løgstør Badehotel og Nilles Kro i Sabro.
Torsdag optrappes den igangværende faglige konflikt imod underleverandører til de tre hoteller.
Der er tale om en såkaldt sympatikonflikt, som medfører, at medlemmer af 3F og andre fagforbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation ikke må udføre arbejde for hverken Løgstør Parkhotel, Løgstør Badehotel eller Nilles Kro.
Det vil sige, at for eksempel vaskerier og lokale håndværkere med overenskomst ikke må levere ydelser til hotellerne.
Det er 3F Midtfjord, der har optrappet konflikten mod de tre hoteller, der har samme ejer, Rimbach ApS. En konflikt, der blev igangsat 3. februar.
De seneste 10 måneder har 3F Midtfjord flere gange henvendt sig for at få virksomheden til at tegne overenskomst eller melde sig ind i arbejdsgiverforeningen for hoteller og restauranter, Horesta. Uden held. Derfor tog 3F det skridt at varsle konflikt i begyndelsen af februar.
Ser os nødtaget til at stramme op
– Siden konflikten trådte i kraft og indtil nu, er der desværre ikke sket noget, som har gjort, at vi nærmer os en løsning, siger Niels Sørensen, der er faglig sekretær i 3F Midtfjord.
– Derfor ser vi os nødsaget til at stramme op og tage næste skridt op ad konflikttrappen, siger Niels Sørensen med henvisning til den netop igangsatte sympatikonflikt.
Den tidligere direktør af hotellerne, Torben Larche, har udtalt, at det ikke er umuligt, at en sympatikonflikt ”kan ende med at tage livet af os”. Hvordan har du det med det?
– Jeg kan kun sige, at det er en påstand fra hans side. Og nu er det jo Anita Larche, der er ejer og direktør af selskabet, og i bund og grund ønsker vi, at der kommer en fredelig løsning på det her. Nu har virksomheden haft en måned til dét – plus al den tid vi har brugt før – men det har de ikke ønsket, siger Niels Sørensen.
Anita Larche er datter af Torben Larche, der tidligere har udtalt sig i sagen. Ledelsen hos 3F Midtfjord og repræsentanter fra Rimbach ApS, blandt andet Anita Larche, havde seneste møde 13. februar. Fredag 28. februar henvendte 3F Midtfjord sig igen til Rimbach ApS for at finde en mindelig løsning, men har siden ikke hørt fra virksomheden.
Afviger fra normale forhold
3F Midtfjord ønsker overenskomst på virksomheden, da de nuværende ansættelsesforhold afviger langt fra de normale vilkår på området.
Ifølge ansættelseskontrakter, Fagbladet 3F har set, har ansatte intet fast timetal. De får ikke ekstra betaling for overarbejde eller weekendarbejde, som det ellers er almindeligt i overenskomsterne. De oppebærer heller ikke pension.
En udlært kok fra Løgstør Parkhotel har også stået frem og fortalt, hvordan han siden blev tilbudt job, men til en løn, han havde svært ved at leve af.
Den tidligere ejer og direktør Torben Larche har afvist 3F’s påstande og oplyst til Fagbladet 3F, at virksomheden er medlem hos Kristelig Arbejdsgiverforening og har overenskomst med Krifa. Dette har begge organisationer imidlertid afkræftet.
Det er trods flere forsøg ikke lykkedes Fagbladet 3F at træffe direktør og medejer af Rimbach, Anita Larche, for en kommentar.

