Der er ikke meget, der går så skævt i Danmark – som skævheden i sig selv.

Langt de fleste er enige om, at det er dejligt med et lige land, “hvor få har for meget og færre for lidt”, som Grundtvig skrev i 1820.

Et land, hvor advokatens, smedens og arbejdsmandens døtre går på samme skole, spiller på samme fodboldhold og drømmer om nogenlunde de samme ting i livet. Et land, hvor det selvfølgelig ikke er værre at blive syg for arbejderen end for direktøren.

Men “Hey Danmark, hvad sker der for dig?”, som Natasja skrev 187 år efter Grundtvig.

For uanset hvordan man i dag kigger på vores land, så bliver det år for år skævere og skævere.

De allerrigeste er blevet svimlende meget rigere i de seneste årtier. Og de fattigere er ved at blive sat af vores fællesskab.

Mange har sikkert hørt en politiker eller to holde skåltaler om, at Danmark er et af verdens mest lige lande. Men tag en bid brød til næste gang, du hører den slags. For politikerne glemmer konsekvent at sige noget vigtigt. For eksempel at Danmark er et af de lande i EU, hvor uligheden målt i procenter er vokset allermest i de sidste to årtier. Eller at vi også er med helt i toppen, når man måler på, hvor stor en del af landets indtægter, der tilfalder den rigeste procent af befolkningen. Her er vi i nogle statistikker kun overgået af Bulgarien.

Betyder det så noget? Ja, for pokker. Undersøgelse efter undersøgelse viser, at uligheden betyder uendeligt meget for menneskers liv og muligheder. Din adgang til god uddannelse og ordentlig sundhed og lægehjælp afhænger direkte af størrelsen på din lønseddel. Der er hele byer – ikke bydele, men byer – som almindelige mennesker ikke har råd til at bo i, medmindre de da vinder den store gevinst i Lotto.

Det går jo ikke.

Der er kun én god ting at sige om uligheden. Og det er, at man skal lede længe for at finde beslutningstagere, der er uenige i, at ulighed er noget skidt. Selv i Danmarks liberale parti går formanden rundt med en kulørt verdensmåls-nål i knaphullet. Nålen og verdensmålene forpligter ham helt konkret til at arbejde for, at de almindelige og lavere indkomster skal stige mere end de riges. Vores nuværende regering er endda gået til valg på at gøre noget ved den stigende ulighed.

Men hey, hvis alle er så enige, hvorfor sker der så ikke noget, spørger du måske?

Ulighed er jo hverken lommeuld eller gråt hår, der opstår helt af sig selv. Det kommer af politik. Og det er højstemt hykleri at kæmpe for mere lighed, samtidig med at man siden starten af 2000’erne har udhulet dagpenge og kontanthjælp for de mest uheldige. Og giver bedre lånemuligheder for boligejere, og letter skatten i toppen for de mere heldige.

Det er selvmodsigelse på et meget avanceret plan. For alle ved, at alt dét netop er en vej til meget mere ulighed.  

Man kan spørge sig selv, hvorfor de slipper afsted med dette helt enorme løftebrud i et land, hvor pressen ellers kan hidse sig op over alt fra politiske makrelmadder til statslige køb af cirkuselefanter.

Svaret er, tror jeg, at uligheden forbliver tørre tal. Det er bare statistik uden ansigter og ofre. Og vi lader som om, det ikke handler om mennesker og rigtige liv. De, der har ordet i samfundsdebatten, er ikke dem, der mærker uligheden. De bor selv i København eller Aarhus og har tjent flere penge på deres ejerboliger, end en almindelig 3F’er tjener ved at gå på arbejde – oven i deres høje løn.

Derfor sætter Fagbladet 3F nu fokus på uligheden. Og sætter ansigter på dem, det går ud over. Vi beskriver konsekvenserne ude i virkeligheden. Og på fagbladet3f.dk kommer vi i den kommende tid til at spørge politikerne, hvad de så har tænkt sig at gøre ved skævheden.

Altså ud over at holde skåltaler og sætte nåle i deres knaphuller.