Arbejdsulykke har sendt Remi hjem på ubestemt tid – imens bliver hans kollegaer kaldt vatpikke

“Fuck”, tænkte han, mens han fløj gennem luften. Nærmest vandret.

Så “shit”. Så “fuck” igen. Og så stormede smerten ind over ham.

Remi Slorup Tomozy er en af de mange skraldemænd, der de seneste uger er blevet slået omkuld af vinterens hærgen.

Siden 2. februar har han set med fra sidelinjen, mens kollegaerne har knoklet og samtidig lagt ryg til kritik og skældsord, fordi skraldespande landet over bugner.

Den 39-årige skraldemand forstår frustrationen. Men han ved også, at når skraldet bliver stående, er det ikke viljen, der mangler.

Det er fodfæstet.

Synsbedrag

Når de ikke kommer i mål, er det, forklarer Remi Slorup Tomozy, fordi det ikke er muligt. Eller sikkert. Heller ikke, selvom det ser sådan ud.

Det er hans egen ulykke et godt eksempel på.

Klokken var lidt i seks den morgen på Ringstedvej i Haslev. Mørkt. Minusgrader.

Sne og is var nogenlunde ryddet. Fortovet var hvidt af salt. Det så sikkert ud.

– Og så var jeg bare pisseuheldig.

Mellem fliserne gemte isen sig på de små chaussésten. Og så gled han.

– Jeg fløj op i luften og nåede ikke at tænke meget andet end “fuck”, før jeg landede og følte smerten i både skulder og hofte.

Først tænkte han, at styrtet nok ville manifestere sig som ømhed dagen efter, men skridt for skridt mod skraldebilen gik alvoren op for ham.

Da han kort efter stod ansigt til ansigt med sin makker, var smerten smurt ud over hans ansigt.

– Da min makker spurgte, om jeg var ok, måtte jeg sige, at jeg ikke engang kunne holde ud at være i mig selv.

Ked af kritik

Tre uger og fem kiropraktorbesøg senere har han stadig voldsomme smerter i ryg, bækken og lænd. Intet er heldigvis brækket, og der er fremgang, men det er “to skridt frem og et tilbage”, forklarer han.

Han aner ikke, hvornår han er retur på skralderuten. Og det frustrerer ham. Ligesom kritikken af kollegaerne gør.

Under sin sygemelding har han haft rigelig tid til at følge med:

I kommentarspor, hvor skraldemænd kaldes “vatpikke”. I borgmesterkritik. I historier om kolleger, der falder én efter én.

– Folk skal prøve at se det med vores øjne. Det er nemt at komme ud på gaden klokken ni, efter man har drukket sin morgenkaffe, og konstatere, at det ser fint ud. Men vi kan være kørt rundt i minus seks grader om morgenen. Nogle gange er der sort is over alt, og så tager vi ikke beholderen.

– Og så bliver vi beskyldt for at være dovne. Men jeg er ikke en doven skraldemand. Jeg vil bare gerne passe på mig selv.

Vil i mål – men ikke for enhver pris

Sort is er én udfordring. Snedriver, der gør det umuligt at komme ud af skraldebilen, er en anden. Beholdere, der er frosset fast og tunge som beton, er en tredje.

Alle sammen udfordringer, der sætter en kæp i hjulet for Remi Slorup Tomozy og kollegaernes arbejde.

– Jeg er selv borger. Jeg ved godt, hvordan det er, når beholderen ikke bliver tømt. Jeg har tre børn – heriblandt et blebarn. Jeg ved godt, hvordan det er, siger han og fortsætter:

– Men jeg ved også, at vi skraldemænd ikke har nogen interesse i at springe over, hvor gærdet er lavest. For så er der bare ekstra meget affald næste gang. Der er ingen gevinst i at lade være. Vi vil gerne udføre vores arbejde, for vi kan godt lide vores arbejde, og vi vil gerne i mål.

Men ikke for enhver pris.

Slet ikke, når prisen er helbredet.

– Nu har jeg kørt i tre år og kan mærke, at jeg er forskrækket. Jeg er lidt chokeret, så det kan godt være, at jeg næste gang passer ekstra godt på mig selv.