Skraldemænd ryger i jorden: Her er de værste strækninger

Manglende snerydning på vejene skaber svære arbejdsforhold for skraldemænd i hele landet – nogle veje er særligt farlige.
- Vinteren med sne og is fører til flere arbejdsulykker blandt skraldemænd på grund af manglende snerydning på boligveje.
- Glatte veje har allerede resulteret i alvorlige ulykker, såsom brækkede albuer og skulderskader.
- Beslutninger om snerydning på veje træffes politisk, og skraldemændene føler sig magtesløse.
Sne, is og manglende snerydning gør vinteren til højsæson for arbejdsulykker blandt skraldemænd.
På mange villaveje bliver der nemlig slet ikke ryddet eller saltet, og det tvinger skraldemændene til at trække de tunge affaldscontainere hen over snedriver og spejlglatte fortove.
– Det er helt lavpraktisk svært at få containerne frem, når sneen ligger i bunker. Samtidig er risikoen for at glide markant større, siger Signe Sørensen, der er skraldemand og fællestillidsrepræsentant hos renovationsselskabet Verdis i Greve Kommune.
Ifølge Signe Sørensen er problemet særligt stort på de veje, der i kommunernes vinterberedskab er klassificeret som klasse 2-, klasse 3- og klasse 4-veje.
Betegnelsen dækker blandt andet over stikveje og mindre villaveje.
– Man kan sammenligne vejinddelingen med en palme. Klasse 1-vejene er stammen på træet, som bliver ryddet først. Klasse 2-, klasse 3- og klasse 4-vejene er bladene, det er typisk villaveje, og dem bliver der ofte slet ikke ryddet på, forklarer Signe Sørensen.
Også på Fyn
Også i Odense Kommune er der skraldemænd, som nærmest skøjter rundt på jobbet, kan skraldemand og tillidsrepræsentant Per Nielsen fra Odense Renovation bekræfte.
Når man falder på glat føre, mens man håndterer en tung container, kan det gå rigtig galt.
Per Nielsen
Også her er det på de mindre veje, at den er gal.
Konsekvenserne er ikke kun et mere besværligt arbejdsmiljø. De glatte veje har allerede ført til alvorlige arbejdsulykker.
I Furesø Kommune faldt en skraldemand og brækkede albuen.
I Odense beskriver Per Nielsen, hvordan en medarbejder fra Odense Renovation væltede og pådrog sig en skulderskade, som indtil videre har holdt ham sygemeldt i halvanden måned.
– Når man falder på glat føre, mens man håndterer en tung container, kan det gå rigtig galt, siger Per Nielsen fra Odense Renovation.
Ifølge Per Nielsen er skraldemændene magtesløse. Beslutningerne om, hvilke veje der først skal ryddes, træffes højere oppe i systemet.
– Det er ikke noget, vi kan ændre lokalt. Vi er magtesløse, fordi det er en politisk og administrativ beslutning, siger han.
I praksis har skraldemændene kun ét reelt pressionsmiddel.
– Alternativet er, at vi siger, at vi ikke kører ud. Det kan lægge pres på beslutningstagerne, men så langt er det ikke kommet endnu, siger Per Nielsen.
Afviser veje af sikkerhedshensyn
Hos Verdis i Greve Kommune er man dog allerede nået dertil, hvor nogle veje simpelthen ikke kan betjenes.
– Vi har været nødt til at afvise enkelte veje, fordi det har været umuligt at udføre arbejdet forsvarligt. Når der er for meget sne og is, kan vi ikke sende vores folk derud, siger fællestillidsrepræsentant Signe Sørensen.
Hun understreger, at det ikke handler om manglende vilje til at løse opgaven, men om sikkerhed.
– Det er et arbejdsmiljøspørgsmål. Skraldemænd skal ikke risikere at komme alvorligt til skade, fordi boligveje ikke bliver ryddet, siger hun.
