79 kroner i timen: Unge afrikanere strømmer ind i dansk landbrug

Der er sket et massivt boom i antallet af unge mennesker fra Uganda, der tager ophold i det grønne Danmark. Udviklingen vækker bekymring, men 3F står bag udskældt ordning – for nu.
- Antallet af ugandiske praktikanter i dansk landbrug er de seneste år eksploderet.
- Der er bekymring for, om den såkaldte praktikantordning misbruges af både praktikanter og landmænd.
- Styrelsen for International Rekruttering og Integration har fundet rod i ugandernes papirer og har nu skærpet kontrollen.
- De nye tal har vakt debat på Christiansborg, hvor blandt andre SF kræver ordningen sløjfet.
- Hos 3F har alarmklokkerne ringet længe, og gruppeformand Allan Busk har derfor også fortalt magthaverne om dem. Indtil videre bakker 3F dog op om praktikantordningen.
For godt fem år siden var der ingen. I dag er der 1550.
1550 unge mennesker fra Uganda, der har taget rejsen mod Danmark for at komme i praktik i dansk landbrug til en startløn på 79 kroner i timen.
Det skriver Politiken på baggrund af tal fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der nu har skærpet deres tilsyn med praktikanter i landbruget.
For bliver ordningen misbrugt – dels af unge ugandere, der ønsker en vej ind i Europa, og dels af danske landmænd, der hungrer efter billig arbejdskraft?
Tallene underbygger en mistanke, der længe har rumsteret hos 3F.
Massiv stigning
I 2021 fik 80 ugandere opholdstilladelse i Danmark, fordi de havde sikret sig en praktikplads i landbruget.
I 2024 og 2025 lå tallet over 500.
– Det virker mærkeligt, at det er så mange mennesker, så det skal ses efter i sømmene, siger Allan Busk, som er formand for 3F Den Grønne Gruppe, der organiserer medarbejdere i landbruget.

De alarmklokker, som tallene har sat i gang hos SIRI, er ikke fremmede for ham.
De har længe bimlet ude i 3F’s lokalafdelinger.
– Lokalafdelingerne har været i kontakt med flere praktikanter. De kan ikke tale engelsk og giver ikke indtryk af at vide, hvad de er gået ind til. Det er beskæmmende, siger gruppeformanden.
Rod i papirerne
Tanken bag ordningen, der er henvendt til 18- til 30-årige og gælder i op til 18 måneder, er egentlig sympatisk: et ønske om at dele erfaring til fordel for alle.
For at komme i betragtning skal ansøgere blandt andet være i gang med en relevant uddannelse i hjemlandet.
Men der er rod i ugandernes papirer, konstaterer SIRI, der i efteråret interviewede 48 ansøgere fra det afrikanske land.
Undervejs havde styrelsen svært ved at vurdere, om uddannelsesdokumenterne var ægte, skriver Politiken.
Det betyder, at alle kommende ansøgere nu skal forbi den danske ambassade i nabolandet Kenya til et personligt interview.
Og de praktikanter, der allerede er her, vil blive nærstuderet.
Kommer fra fjerne lande
Det er ikke kun ugandere, der de seneste år er strømmet ind i det danske landbrug.
Før Ruslands invasion kom adskillige ukrainske praktikanter til på falske papirer, som Fagbladet 3F tidligere har beskrevet det.
Siden har også en del vietnamesere fået ophold i det grønne Danmark.
I alt fik 2.169 landbrugspraktikanter sidste år opholdstilladelse. Og langt de fleste af dem kom fra lande uden for Europa.
Udviklingen skaber furore på Christiansborg, hvor SF – igen – kræver ordningen sløjfet og kalder den “en statslig autoriseret vej til at få et billigt, underbetalt arbejdsfællesskab”.
Overvejer at skrotte ordning
Så hvorfor ikke skrotte den?
Det spørgsmål blev udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) mandag stillet i P1 Morgen.

– Det er ikke, fordi jeg har nogen stor kærlighed til ordningen. Jeg synes, det virker noget specielt, når jeg hører om udviklingen, men jeg synes også, det ville være forkert af mig uden videre at konkludere, at der så er noget galt med ordningen.
– Man skylder arbejdsmarkedets parter at involvere dem, før man endegyldigt lukker den ned, sagde han og bemærkede, at 3F ikke ønsker den afskaffet.
Og det er sandt. For nu.
Bakker op – indtil videre
3F’s Den Grønne Gruppe står stadig bag hensigterne med ordningen.
Men opbakningen fra 3F, der sammen med GLS-A og Landbrug & Fødevarer i sin tid stod fader til ordningen, er ikke ubetinget.
– Det er en aftale, der er indgået mellem parterne på arbejdsmarkedet. Derfor synes vi, at ministeren bør indkalde parterne for at se, om den kan bringes tilbage på sporet, før man konkluderer noget, siger gruppeformand Allan Busk.
– Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan det meget vel være, at vi ikke længere kan stå bag den.
Råbte op – sidste år
Står det til ham, bør man dog først forsøge at skærpe kontrollen.
Og det er ikke et ønske, der først lige er opstået.
Allerede i marts sidste år afleverede han 11 forslag til forbedringer af praktikantordningen til daværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek.
Her lød blandt andet krav om strammere sprogtests, kontrol med uddannelse samt krav om certificering af de bureauer, der henter praktikanterne.
Siden er udfordringerne også blevet drøftet med Rasmus Stoklund.
– Vi er glade for, at der er blevet lyttet, og vi er klar til at være med til at kigge på det, siger Allan Busk.
