Susan Black har siden februar set sin 17-årige søn sende over 50 ansøgninger i håb om at finde en læreplads som tømrer.
Kun ni virksomheder vendte tilbage – alle med et nej.
– Resten hørte vi aldrig fra. Det er jo enormt demotiverende for en ung mand, der bare gerne vil i gang med sit fag, fortæller Susan Black.
Fagbladet 3F har i en artikelserie beskrevet, at nye og ældre generationer kan være uenige om, hvordan arbejdslivet i 2025 skal se ud.
Det viser sig særligt i mødet mellem tømrermestre og håbefulde lærlinge, som søger lærepladser. En tømrermester har nemlig fortalt til Fagbladet 3F, at han mener, at den unge generation er for forkælede og får for meget hjælp af deres forældre i ansøgningsprocessen til lærepladserne.
– Jeg vil også gerne tilføje, at det måske er tømrermestrene, som er de dovne. Når de ikke gider bruge den korte tid det tager at læse ansøgninger og kalde til samtale, ligesom i de fleste andre erhverv.
Susan Black
Det er ikke en kritik, som Susan Black giver meget for.
Hun har både hjulpet med at lave sin søns CV og udvalgt et pænt billede af ham. Men sønnen har selv skrevet ansøgningerne og håndteret kontakten med lærepladserne.
Alligevel frygter Susan Black, at han – og andre unge – bliver opfattet som mindre motiverede, bare fordi forældrene hjælper til.
Facebook som sidste udvej
Susan Black fortæller, hvordan sønnen allerede som barn viste interesse for håndværk. Han byggede sit eget fodboldmål og hjalp til med renovering i familiens kolonihavehus.
Derfor gjorde det ekstra ondt på hende at se ham få afslag på afslag.
– Det var frustrerende at se ham miste troen på det, han altid har drømt om.
Da der flere dage efter stadig ikke var udsigt til en læreplads, besluttede Susan Black at gøre noget, hendes søn selv nægtede: Hun lavede et opslag på Facebook.
– Han bruger ikke selv Facebook, så han kunne ikke se pointen. Men det gør den generation, han skal ud og have som arbejdsgivere. Så jeg lavede opslaget uden at sige det til ham.
Opslaget nåede bredt ud og gav flere positive reaktioner – men der kom også kommentarer, som lagde vægt på, at hendes søn burde møde mesteren ansigt til ansigt.
Men det er ikke altid så let, når man som ansøger ikke kan tage en morgen fri til at besøge lærepladser uden at blive målt på fravær i skolen samtidig, fortæller Susan Black.
Ingen curling her, kun nødløsninger
Fagbladet 3F har tidligere talt med mestre inden for håndværksfagene, der synes, at de nye lærlinge på arbejdsmarkedet er dovne.
Kan du forstå at unge, der får meget hjælp af deres forældre til at søge lærepladser, måske kan fremstå som dovne over for tømrermestrene?
– Det er svært at sige. Jeg synes bestemt ikke, at min søn har været doven eller bare forventer, at tingene falder ned i skødet på ham.
Susan Black og hendes søn bor i Ballerup. Jagten på en læreplads har været lang og hård, og er også gået ud over kommunegrænsen. Muligheden for en læreplads i enten Greve og Slagelse har derfor ført til flere tidlige køreture for Susan Black.
– Jeg vil ikke være en curlingmor. Men det kan føles sådan, når jeg for eksempel tager fri for at køre ham ud til tømrermestrene. Der handler det jo ikke om, at han ikke vil selv – men om at logistikken nogle gange spænder ben.
Hvor bliver svarene af?
I al snakken om unges dovenskab, peger Susan Black også på, at tømrermestrene selv har et ansvar.
– Måske er det tømrermestrene, der er de dovne. Når de ikke gider bruge den korte tid, det tager at læse ansøgninger og kalde til samtale ligesom i de fleste andre erhverv.
– Det kan altså ikke være rigtigt, at det skal være så svært for de unge at få svar på deres ansøgninger. Hvis man ikke engang får en tilbagemelding, hvordan skal man så lære af det?
Men kan det ikke opfattes som en bjørnetjeneste at hjælpe din søn i ansøgningsprocessen, så han ikke lærer det selv?
– Jeg vidste godt, at det her opslag kunne skabe to modsatrettede reaktioner. Det er også derfor, at jeg bare lægger op til, at man kan møde ham. Og så må han selv tage den derfra.
Susan Blacks søn har i dag fået en aftale med en læreplads.

