Systematisk svindel og hvidvask for millioner af kroner.
TV 2-dokumentaren “Den Sorte Svane” har med skjulte optagelser afsløret, hvordan advokater og erhvervsfolk fra toppen af samfundet samarbejder med det kriminelle rocker- og bandemiljø.
LÆS OGSÅ: TV2’s nye dokumentar har givet en masse ballade: Få overblikket her
Blandt andet i byggebranchen, hvor en række af de medvirkende i dokumentaren via deres udtalelser afslører bestikkelse, svindel med jordprøver, ulovlig bortskaffelse af forurenet byggeaffald, samt hvordan litauiske arbejdere hyres til at fjerne potentiel livsfarlig asbest. Helt uden for reglerne.
– Jeg har svært ved at udtrykke, hvor harm jeg er. Det er sindssygt skræmmende, hvordan man så koldt og kynisk tjener penge på at behandle folk sådan. Uden at tænke over, hvilke konsekvenser det har for arbejderne og deres familier, siger Palle Bisgaard, næstformand i 3F Byggegruppen.
– Der er tale om hardcore kriminelle og en kynisme, hvor man er klar til at gøre alt for ussel mammon og millioner af kroner, som man senere hvidvasker. Kun virkeligheden overgår fantasien, siger han.
“Fuldstændig ligeglade”
Palle Bisgaard fremhæver, at en af de medvirkende, rockeren Fasar Abrar Raja, har et nedrivningsfirma og i dokumentaren grinende fortæller, hvordan litauiske arbejdere på ulovlig vis har fjernet og bortskaffet asbestholdigt materiale.
LÆS OGSÅ: Sløsen med asbest udløser millionbøder og fængselsstraffe
Asbest koster hvert år over 300 mennesker i Danmark mister livet. Det er flere, end der dør i trafikken. Og formanden for Nedrivningssektionen i Dansk Industri har i Fagbladet 3F tidligere fremhævet, at det er et kæmpe problem, at du kan gå fra at være pizzabud til at arbejde med asbest. Samt, at der er mange brodne kar i nedrivningsbranchen og et mørketal i forhold til, hvor meget asbestarbejde der reelt foregår herhjemme.
Det er Palle Bisgaard enig i. Han vurderer, at den del af afsløringerne i “Den Sorte Svane”, der handler om byggebranchen, kun er “toppen af isbjerget”.
– Vi oplever ofte, at der er virksomheder, der er fuldstændig ligeglade med, hvordan asbest og andre farlige stoffer påvirker deres medarbejderes sundhed, omgivelserne og miljøet, siger Palle Bisgaard.
Suspenderet efter afsløringer
Afsløringerne i “Den Sorte Svane” har allerede fået flere konsekvenser. Blandt andet er ejendomsudvikler og partner i den aarhusianske byggegigant 1927 Estate, Martin Odgaard, blevet suspenderet og politianmeldt.
Den pågældende var ansvarlig for et stort projekt i Vallensbæk Strand, hvor der blev snydt med jordprøver, og omkring 10.000 tons forurenet jord ifølge dokumentaren på ulovlig vis blev kørt væk og – mod betaling – læsset af på en landmands mark i Holbæk Kommune.
Ifølge kommunen er det blandt andet sket ved en beskyttet mose.
Cowi har efter afsløringerne valgt at afbryde samarbejdet med den aarhusianske virksomhed og indlede en intern undersøgelse af sagen. Holbæk Kommune har også reageret og vil undersøge jorden det pågældende sted samt på en anden grund, hvor det rockerrelaterede nedrivningsfirma i sin tid rev en bygning ned.
Det sidste sker, efter at TV 2 har præsenteret kommunen for en rapport, som blandt andet viser, at der var høje koncentrationer af PCB i byggeaffaldet. En rapport, som kommunen ikke kendte til.
Holbæk Kommune skriver i en pressemeddelelse, at der også vil blive taget prøver ved en børnehave, der var påvirket af støv i forbindelse med nedrivningen.
Dyrt at blive snuppet
Det kan være en dyr affære at sjuske eller fuske med håndteringen af byggeaffald.
Som Fagbladet 3F har tidligere beskrevet, gav Næstved Kommune i oktober 2022 Normann & Petersen Nedbrydning A/S i Holmegaard påbud om at fjerne 250 ton asbestforurenet efter nedrivning af en gammel gård.
LÆS OGSÅ: Asbestbrøler: Nedrivningsfirma skal fjerne 250 ton giftig jord
Da det koster omkring 1.000 kroner at deponere et ton asbestholdig jord, endte firmaet med en regning på cirka 250.000 kroner. Desuden gav Arbejdstilsynet firmaet to rekordstore bøder på hver 51.900 kroner for overtrædelse af loven om arbejdsmiljø.
Ifølge næstformand Palle Bisgaard, 3F Byggegruppen, er myndighederne nødt til at finde den store hammer frem, hvis man vil snyd og svindel til livs i byggebranchen.
– Strammere regler, mere kontrol og større sanktioner er det eneste, der virker, siger Palle Bisgaard.
– Samtidig kalder det på et kædeansvar, hvor ansvaret placeres højere oppe. Det er ofte underentreprenører og -leverandører, der svindler og snyder. Derfor skal hovedentreprenørerne også kunne stilles til ansvar, så de tænker sig om i forhold til, hvilke mindre virksomheder de hyrer ind og samarbejder med, siger han.
Både den nu suspenderede og politianmeldte ejendomsudvikler Martin Odgaard og Fasar Abrar Raja afviser over for TV 2, at deres udtalelser i dokumentarprogrammet har hold i virkeligheden.

