Vild advarsel fra Normal: Hvis du ikke når målet, bliver du fyret

Tre forskere inden for arbejdsmiljø er enige – situationen med advarsler og frygt på Normals kæmpelager i Hedensted er langtfra normal.
- Fagbladet 3F har talt med tre eksperter, der alle mener, at arbejdsmiljøet hos Normal ikke er helt normalt.
- Ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl skaber performance-systemer som dem, de har i Normal, et stresset arbejdsmiljø.
- På Normals varelager må de ansatte helst ikke være syge i mere end fem arbejdsdage på et helt år. Er medarbejderne syge skal de indlevere en lægeerklæring på første sygedag, og det er urimeligt, mener professor og forsker i arbejdsmiljø, Helge Hvid.
- Normal afviser kritikken.
“Klokken er 18.05, og du har picket 510 kasser. Det svarer til 170 i timen.”
Sådan kan en besked lyde fra det stemmesystem, som medarbejderne i picking-afdelingen på Normals varelager i Hedensted bruger.
Nu ved medarbejderen, at de er bagud. For målet ligger på 190 kasser i timen.
– Medarbejderen bliver en maskine, som bare skal fungere. Og så har man ikke en følelse af at være noget værd som et selvstændigt menneske, siger Helge Hvid, der er professor og forsker i arbejdsmiljø ved Roskilde Universitet.
I en artikelserie undersøger Fagbladet 3F arbejdsmiljøet på Normals varelager i Hedensted. Et arbejdsmiljø, der langtfra er normalt, fortæller nuværende og tidligere ansatte på lageret.
Fagbladet 3F har talt med 12 tidligere og nuværende medarbejdere. De beskriver alle en hverdag præget af stress, talrige advarsler, en hård tone, overvågning og en konstant frygt for at blive fyret.
Alvorligt for livskvaliteten
Flere af de medarbejdere, som Fagbladet 3F har talt med, fortæller, at de føler sig stressede på arbejde, fordi de skal nå et dagligt mål for deres produktion.
Når de ikke målet, får de en skriftlig advarsel eller bliver sendt til en samtale. Og forbedrer de sig ikke inden for et par uger, bliver de fyret.

Ifølge Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, er det ikke usædvanligt for danske lagervirksomheder at måle medarbejdernes effektivitet.
Medarbejderne er fanget i et system, som er styret udefra, og de har ingen menneskelig værdighed tilbage.
Helge Hvid
Alligevel er der meget forskning, der viser, at det potentielt kan skabe et enormt stresset arbejdsmiljø, påpeger arbejdsmarkedsforskeren.
– Mange af de her lagervirksomheder har adopteret performance-systemer med Amazon som det store forbillede. Og det kan have nogle ret alvorlige konsekvenser for dem, der arbejder der, siger han.
Helge Hvid forsker i forholdet mellem teknologi og arbejdsmiljø. Også ifølge ham kan det være usundt for medarbejderne at blive mødt med så høje krav:
– Det er alvorligt i forhold til ens livskvalitet. Det er dokumenteret, at et arbejde, der er skidt for selvværdet, også er skidt for helbredet.
Medarbejderne fortæller, at der ikke tages hensyn til, om de får en “god” eller “dårlig” ordre. En god ordre kan være mange ens varer på én palle – en dårlig ordre kan være en blanding af tunge, besværlige eller mange forskellige produkter.
Derfor kan målet hurtigt blive umuligt at nå, fortæller de.
På baggrund af de oplysninger, Helge Hvid har fået forelagt, kalder han den slags individualisering og præstationskrav på Normals varelager for “gift for arbejdsmiljøet”.
– Til sidst kan medarbejderne ikke se nogen udvej. De er fanget i et system, som er styret udefra, og de har ingen menneskelig værdighed tilbage, siger han.
Konstant overvågning
Men det er ikke kun teknologien, som overvåger lagerets medarbejdere.
Fagbladet 3F’s kilder fortæller også, at teamlederne går ture op og ned ad lagerets gulv. For at holde øje med, om der bliver arbejdet hårdt nok, oplever medarbejderne det som.
Det er langtfra med til at skabe et sundt arbejdsmiljø, mener forsker Helge Hvid.
– Den slags konstant overvågning giver kolossal usikkerhed, siger han.
Fra det sekund, du træder ind på arbejdspladsen, bliver du overvåget og monitoreret.
Christian Højer Schjøler
Flere af medarbejderne fortæller, at de er påpasselige med at holde toiletpauser eller tale med kollegerne, selvom de har overskydende tid. Af frygt for at få en skriftlig advarsel.
– Det tyder på, at de ønsker at holde medarbejderne i ensomhed. De skal helst ikke snakke sammen, for så kan kritikken blive stærkere og i sidste ende blive rettet mod ledelsen, vurderer Helge Hvid.

Christian Højer Schjøler er lektor og forsker i arbejdsret ved Syddansk Universitet. Han har fået indblik i dele af Normals personalehåndbog, som Fagbladet 3F er i besiddelse af.
Han bidder mærke i, at der i håndbogen står, at der er sat overvågningskameraer op på hele lageret. Og så kan medarbejderne blive visiteret når som helst i løbet af arbejdsdagen.
For at sikre sig mod tyveri, står der.
– Fra det sekund du træder ind på arbejdspladsen, bliver du overvåget og monitoreret. Det er klart udtryk for, at man overhovedet ikke stoler på medarbejderne, siger Christian Højer Schjøler.
Tør ikke være syge
I personalehåndbogen står også, at en medarbejder i Normals varehus helst skal holde sine sygedage til under 2,5 procent på et helt år.
Det svarer til én arbejdsuge.

Det har ikke været muligt for Fagbladet 3F at kortlægge, hvornår et for højt sygefravær fører til en fyring.
Men samtlige personer, som Fagbladet 3F har talt med, fortæller, at frygten for at være for meget syg hele tiden hænger over hovedet på dem.
Derfor går flere af dem også sløje på arbejde.
Medarbejderne skal ringe og melde sig syge dagligt. Har de først fået én advarsel for at være for meget syg, skal de fra da af aflevere en lægeerklæring på første sygedag.

Ifølge Helge Hvid er det helt urimeligt at forlange.
– Hvis du vågner op om morgenen og er syg, skal du få en lægetid samme dag. Det kan være umuligt, siger forskeren.
Christian Højer Schjøler fortæller, at han har set mange personalepolitikker fra forskellige virksomheder gennem årene:
– Men det her er den første, hvor man direkte har sat en maks fraværsprocent.
Would you like to share your experiences working at Normals warehouse in Hedensted?
Ifølge Christian Højer Schjøler vidner ordlyden i personalepolitikken om, at arbejdsgiveren synes, fraværet udelukkende er medarbejderens eget problem.
– Det tyder på, at arbejdsgiveren har haft i sinde at lægge en grænse, som de kan fyre efter, fortsætter han.
Normal afviser kritik
Fagbladet 3F har forelagt kritikken for Normal, der ikke ønsker at stille op til interview.
Men i et skriftligt svar skriver de, at de ikke kommenterer enkeltsager.
– Hos Normal tager vi alle henvendelser om arbejdsmiljø meget alvorligt – uanset om de kommer direkte fra vores medarbejdere eller gennem fagforeningen. Vi har kendskab til de sager, som bliver beskrevet, og vi ved, at de er blevet behandlet sagligt. Vi kan ikke genkende beskrivelsen af disse sager, som de præsenteres af Fagbladet 3F, siger Søren Sivebæk, der er CIO hos Normal.
– Generelt oplever vi, at vi har en god og konstruktiv dialog med 3F: Vi har haft flere møder, hvor arbejdsmiljøet er blevet drøftet åbent og respektfuldt, og vi har noteret os, at der ikke har været rejst officielle arbejdsmiljøsager. Ligeledes har arbejdsmiljøorganisationen ikke været involveret. Dertil kan lægges, at Arbejdstilsynet alene har haft positive tilsyn, afslutter han.
Fagbladet 3F har stillet Normal en række opfølgende spørgsmål, men de har ikke ønsket at kommentere yderligere.

