Døren står åben. Kom indenfor og få dig et arbejde.
Det er status for ukrainske flygtninge, efter et bredt flertal af Folketinget i går vedtog en særlov, der giver mindst 20.000 ukrainerne fri adgang til det danske arbejdsmarked.
Med et trylleslag får en helt ny befolkningsgruppe adgang til danske job uden nogen særlige krav til uddannelse, løn eller kvalifikationer.
Og det skaber nogle klokkeklare udfordringer, advarer Marlene Spanger, migrationsforsker på Aalborg Universitet.
– Vi hører konstant, at de ukrainske flygtninge skal have adgang til det danske arbejdsmarked. De bliver omtalt som en arbejdskraft, der hurtigt kan aktiveres, siger hun.
– Men vi skal passe på, at de ukrainske flygtninge ikke bare bliver mere billig arbejdskraft. I forvejen har vi set, hvordan ukrainere bliver udsat for social dumping herhjemme, siger Marlene Spanger.
LÆS OGSÅ: Danske landmænd udnytter ukrainske ansatte: Betal jeres løn tilbage eller forsvind
Også Marie Louise Schultz-Nielsen, seniorforsker og projektchef ved Rockwool Fonden med speciale i indvandring og integration, ser store udfordringer i at få de ukrainske flygtninge ind på det danske arbejdsmarked.
– De flygtninge, som kommer hertil fra Ukraine, får næppe alle job, som tilsvarer deres uddannelser fra hjemlandet, og mange vil formentlig ende i ufaglært arbejde, siger hun.
– Det er meget usikkert, at de vil komme ud på arbejdsmarkedet i det omfang, som politikerne forestiller sig i øjeblikket.
Rockwool Fonden har netop udgivet en ny analyse, der når frem til samme konklusion: At flygtninge næppe bliver en stor og stærk arbejdsstyrke i det danske samfund i de næste mange år.
Det skyldes ifølge Marie Louise Schultz-Nielsen, at det fortrinsvis er kvinder med børn, som er flygtet.
– De kan have traumatiske oplevelser med i bagagen, og mange har mænd, fædre og brødre, som er midt i konflikten, så er det kan være svært at gå direkte i job, siger hun.
LÆS OGSÅ: Ukrainske flygtninge kan arbejde fra mandag – men ingen ved, om de kan få løn
Samtidig påpeger Marie Louise Schultz-Nielsen, at der kan være en stor sproglig barriere for flygtningene.
– Hvis de kun taler et begrænset engelsk eller slet ikke taler andre sprog end ukrainsk, så er det sværere at få job i Danmark, siger hun.
Ukrainere i Danmark er lavtlønnede og dårligt organiserede
Allerede inden krigen brød ud i Ukraine, var Danmark et populært land blandt ukrainere.
På ti år er antallet af ukrainere i Danmark fordoblet, og før flygtningestrømmen begyndte, var der 8.900 ukrainere i job herhjemme.
Men langt de fleste af ukrainerne har job i fag med mange ufaglærte og faglærte som landbrug, industri eller rengøring, dog med landbruget som den absolut største aftager af ukrainsk arbejdskraft herhjemme.


