Udenlandske studerende strømmer ind i 3F-fag: Kræver handling fra minister

Efter Fagbladet 3F’s artikler om stor stigning i nepalesere på det danske arbejdsmarked kræver
Danmarksdemokraterne handling fra ministeren.
- Antallet af nepalesere, der er beskæftiget i Danmark, er steget markant de seneste år. De arbejder især i 3F-fag som rengøring, hotel og restauration.
- Danmarksdemokraternes Peter Skaarup vil sende udvalgsspørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S). Peter Skaarup efterlyser både forklaring og handling fra ministeren.
- Peter Skaarup frygter, at de studerende arbejder mere end de tilladte 90 timer om måneden, og at nogle arbejder sort.
- Ministeren sagde til Fagbladet 3F tidligere tirsdag, at han tager sagen "meget alvorligt".
– Det er totalt overraskende, at der pludselig kommer en strøm af nepalesere til Danmark. Jeg skulle ikke tænke så meget over, at nu må vi have en forklaring fra ministeren.
Sådan lyder det fra Danmarksdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører Peter Skaarup, der har læst Fagbladets 3F’s artikler om, at nepalesere strømmer til Danmark.
Det er ikke meningen, at man skal kalde sig studerende og reelt tage job fra danskere.
Peter Skaarup
Her får de opholdstilladelse som studerende og samtidig adgang til det danske arbejdsmarked. Mange tager deres partner med, og de finder job i lavtlønnede 3F-fag som hotel, restauration og rengøring.
Udviklingen får Peter Skaarup til at sende et udvalgsspørgsmål til den ansvarlige minister, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).
– Om vi ender i et samråd afhænger af, hvad ministeren svarer, siger Peter Skaarup.

Bagdør til dansk arbejdsmarked
Kaare Dybvad Bek sagde tirsdag til Fagbladet 3F, at han tager sagen ”meget alvorligt”.
– En studieopholdstilladelse på en ikke-statslig godkendt videregående uddannelse kan reelt være en bagdør til det danske arbejdsmarked, hvor ikkevestlige studerende og deres medfølgende familie får adgang til det danske arbejdsmarked på lempeligere vilkår, end erhvervsordningerne giver mulighed for, lød det fra ministeren.
Det er godt, at ministeren tager sagen alvorligt, siger Peter Skaarup.
– Men nu skal der også gøres noget ved det. Min bekymring er, om man omgår reglerne om udenlandsk arbejdskraft. Det er ikke meningen, at man skal kalde sig studerende og reelt tage job fra danskere, fortsætter Danmarksdemokraternes ordfører.
Peter Skaarup nævner beløbsordningen, hvor man skal tjene 514.00 kroner årligt for at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvis man får et job her i landet. For de udenlandske studerende og deres partnere er der ikke en tilsvarende grænse.
– Men kan det ikke være fair nok, at en nepaleser ønsker at tage en uddannelse i Danmark, får studieopholdstilladelse og samtidig ret til at arbejde 90 timer om måneden?
– Jo, men spørgsmålet er, om der er nogen, der arbejder mere, og som arbejder sort. Jeg ved ikke, om det sker, men vi har set det i andre tilfælde, og jeg kan frygte, at det samme sker her, siger Peter Skaarup.
Studerende arbejder i 3F-fag
Tal fra 3F på baggrund af Jobindsats.dk viser, at antallet nepalesere, som arbejder i Danmark, er fordoblet på blot to år, så der er i 2024 var 7070.
Samtidig er antallet af nepalesere i en række 3F-fag steget.
Se udviklingen i grafen her:
Tallene viser også, at ud af de nye nepalesere, som kom i job i Danmark i 2024, havde otte ud af ti fået deres opholdstilladelse enten som studerende eller som partner til en studerende. Det er altså på det grundlag, at langt hovedparten kom hertil.
I 2022 arbejdede 679 nepalesiske studerende i Danmark. I 2024 var tallet næsten firedoblet til 2446.
De studerer især på uddannelsesinstitutionen Niels Brock Copenhagen Business College, som ligger i København.
Det viser en aktindsigt, Fagbladet 3F har fået hos SIRI, Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Se udviklingen i grafen her:
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Niels Brock Copenhagen Business College.
