420.000 kroner plus renter af beløbet siden juni 2023.
Så meget skylder det danske bemandingsfirma Goskov den tidligere medarbejder Michal Zuchowski, efter at firmaet snød ham for løn, mens han arbejdede på en af Danmarks største planteskoler.
Det har Arbejdsretten afgjort 11. juli 2024.
Firmaet skulle have betalt det skyldige beløb ”med det samme”, oplyser Arbejdsretten til Fagbladet 3F.
De mere end 420.000 kroner er rigtig mange penge for den 28-årige, polske 3F’er Michal Zuchowski. Han sidder nu i sit hjemland og frygter, at han aldrig får pengene.
– Livet siger mig, at vi ingen penge får. Det er jeg meget ked af, skriver han i en e-mail til Fagbladet 3F.
Kontrakter: 70-80 kroner i timeløn før skat
Sammen med en række andre polakker var han i 2018 og 2019 ansat af det fynske bemandingsfirma Goskov og udsendt til arbejde hos Møllegårdens Planteskole på Midtfyn.
Michal Zuchowski arbejdede i næsten to år på planteskolen, hvor han blandt andet gravede træer op. Polakken arbejdede mindst 50 timer om ugen, forklarede han i Arbejdsretten.
Undervejs arbejdede han blandt andet sammen med to landsmænd, som ifølge Arbejdsretten også blev snydt for løn.
Arbejdsretten afgjorde i december 2022, at polske arbejdere fra firmaet Goskov i 2019 reelt var arbejdsudlejet med den overenskomstdækkede planteskole som deres egentlige arbejdsgiver.
Dermed skulle arbejderne som vikarer have haft løn efter overenskomsten – og ikke blot de 70-80 kroner i timen før skat, som de ifølge ansættelseskontrakter fik som såkaldte entreprisearbejdere.
Flere blev snydt
I en udløber af sagen fra december 2022 dømte Arbejdsretten 11. juli 2024 Goskov i til at betale i alt 855.000 kroner plus renter til de tre polske 3F’ere.
Beløbet dækker over 700.000 kroner i manglende betaling af løn samt godtgørelse for både forkerte ansættelsesbeviser og krænkelse af princippet om ligebehandling i loven om vikarer.
Men de over 855.000 kroner er ikke blevet betalt, oplyser de polske arbejderes fagforening, 3F Østfyn, til Fagbladet 3F.
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Goskov samt firmaets advokat.
– Livet siger mig, at vi ingen penge får. Det er jeg meget ked af
Michal Zuchowski
Planteskoleejer: Jeg undrer mig meget
Det er til gengæld lykkedes at få kommentarer fra ejeren af Møllegårdens Planteskole, Lars Strarup. Han er dog fåmælt om den nye dom og den markante underbetaling for arbejde på sin planteskole.
– Jeg kender ikke til sagen, og den vedrører ikke min virksomhed. Jeg blander mig naturligvis ikke i andre virksomheders sager, skriver Lars Strarup i en e-mail til Fagbladet 3F.
Han svarer ikke på, om hans planteskole fortsat samarbejder med Goskov, men skriver videre i e-mailen:
– Jeg undres meget over, at disse medarbejdere ikke har fået de beløb, som min virksomhed blev dømt til at betale for to år siden, og som 3F skulle formidle.
3F: Vi gør, hvad vi kan
Lars Strarup henviser til, at Arbejdsretten i forbindelse med den første sag i december 2022 dømte Møllegårdens Planteskole til at betale en bod på tre millioner kroner for brud på overenskomsten.
Retten tilkendte dog ikke boden til de polske arbejdere, men til 3F, som forhandler og håndhæver overenskomsten for planteskoler.
Alligevel har 3F frivilligt valgt at tildele de tre polske medlemmer hver 10.000 kroner før skat fra boden, forklarede arbejderne i Arbejdsretten.
Og derudover har Arbejdsretten altså 11. juli 2024 tilkendt de tre polske 3F’ere i alt 855.000 kroner plus renter i lønsagen, som 3F også har rejst og ført.
Hos 3F Østfyn lover faglig sekretær Hanne Pedersen, at 3F vil gøre alt, hvad fagforbundet kan for at få Goskov til at betale det skyldige beløb til de tre medlemmer.

