Det fynske bemandingsselskab Goskov skal betale 855.000 kroner plus sagsrenter til tre tidligere medarbejdere, der blev stærkt underbetalt på en af Danmarks største planteskoler.
Det har Arbejdsretten afgjort.
Sagen var rejst af 3F Østfyn på vegne af de tre arbejdere.
– Vores medlemmer i sagen er blevet udsat for grov underbetaling. Selvom virksomheden også har snydt andre ansatte og dermed samlet set er sluppet virkeligt billigt fra det, er jeg meget tilfreds med dommen. For dommen giver vores medlemmer meget tæt på alt det, vi har krævet til dem i sagen, siger faglig sekretær Hanne Pedersen.
Omfattende løndumping
Sagen er en udløber af en stor sag om omfattende løndumping på Møllegårdens Planteskole på Midtfyn.
Arbejdsretten afgjorde i december 2022, at polske arbejdere fra firmaet Goskov i 2019 reelt var arbejdsudlejet med den overenskomstdækkede planteskole som deres egentlige arbejdsgiver.
Dermed skulle arbejderne som vikarer have haft løn efter overenskomsten – og ikke blot de 70-80 kroner i timen før skat, som de ifølge ansættelseskontrakter fik som såkaldte entreprisearbejdere.
Arbejdsretten idømte dengang Møllegårdens Planteskole en historisk bod på tre millioner kroner for overtrædelse af overenskomsten.
Vores medlemmer i sagen er blevet udsat for grov underbetaling.
Hanne Pedersen
Retten: Betydelig underbetaling over lang tid
Efter dommen i december 2022 rejste 3F Østfyn også en sag om efterbetaling af løn til de underbetalte vikarer.
Og Arbejdsretten endte altså med at dømme Goskov til at betale i alt 855.000 kroner plus renter til de tre polske 3F’ere i den sag.
Beløbet dækker over 700.000 kroner i manglende betaling af løn samt godtgørelse for både forkerte ansættelsesbeviser og krænkelse af princippet om ligebehandling i loven om vikarer.
”Arbejdsretten finder, at der i skærpende retning må lægges vægt på, at udenlandsk arbejdskraft uden nærmere kendskab til danske forhold er blevet betydeligt underbetalt over lang tid,” skriver retten i dommen.
Ifølge 3F Østfyn har Goskov dog ikke betalt det skyldige beløb til de tre tidligere medarbejdere, selvom Arbejdsrettens frist for betaling er overskredet.
– Vi håber virkelig, at arbejdsgiveren meget snart betaler pengene. Vores medlemmer har ventet meget længe på at få en ordentlig betaling for deres arbejde, siger faglig sekretær Hanne Pedersen.

Direktør: Vi har ikke omgået reglerne
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Goskovs ejer og direktør, Przemyslaw Teclaw, der har adresse i Polen.
Ifølge dommen forklarede han i Arbejdsretten, at det aldrig havde været hensigten at, Møllegårdens Planteskole skulle have vikarer fra Goskov. Og direktøren var ifølge sin forklaring i retten ikke bekendt med, at planteskolen instruerede de polske arbejdere.
Der var ikke tale om omgåelse af reglerne fra Goskovs side, fremførte direktøren for firmaet, som krævede at blive frifundet i sagen.
Men Arbejdsretten har altså nu givet 3F medhold i sagen, hvor Goskov også skulle betale 5.000 kroner til retten i sagsomkostninger.
Samme advokat
Fagbladet 3F har også forgæves forsøgt at få kommentarer til dommen fra Goskovs advokat i sagen, Søren Aagaard, der er partner hos advokatfirmaet Aumento i København.
Advokaten repræsenterede ikke blot Goskov, men også Møllegårdens Planteskole, da Arbejdsretten i december 2022 idømte planteskolen en bod på tre millioner kroner.

