Syv ud af ti 3F’ere er enige: Det her presser økonomien mest lige nu

Svaret er klart, når 3F’erne skal svare på, hvad der bekymrer dem allermest økonomisk. Forbundsformand Henning Overgaard kræver handling.
- Madbudgettet er presset hos mange familier på grund af prisstigninger
- Syv ud af ti 3F-medlemmer bekymrer sig mest om høje fødevarepriser
- Formanden for 3F, Henning Overgaard, kræver handling mod problemet
Der plejer at være plads til en tur på McDonald’s eller et lille beløb at lægge til side.
Men i øjeblikket går madbudgettet på 5.000 kroner i nul, når måneden er omme hos jord- og betonarbejder Jonas Sommers familie med to børn.
– Vi er ikke fattige, men det er frustrerende, at priserne skyder op, sagde Jonas Sommer for nyligt til Fagbladet 3F.
Og han er langt fra alene om at være presset af de høje fødevarepriser.
Det gælder for rigtigt mange andre 3F-familier, viser en ny rundspørge, som analysefirmaet Methods.dk har lavet for 3F blandt medlemmer og danskere i arbejdsstyrken.
Her svarer hele 72 procent af 3F’erne, at de høje priser på madvarer i øjeblikket er dét, der bekymrer dem mest økonomisk. Blandt danskerne som helhed hedder tallet knap 66 procent.
Og det får 3F’s formand Henning Overgaard til at kræve handling:
– Det her er et problem, vi ikke bare kan skubbe ind under gulvtæppet eller gemme væk i en ekspertundersøgelse. Det er et problem, vi skal gøre noget ved, lyder det fra 3F’s forbundsformand.
Kun ni procent frygter for jobbet
Bekymringen for priserne i supermarkedet overgår klart de andre økonomiske problemer, som de adspurgte i rundspørgen har.
Der er nemlig langt ned til andenpladsen, som er risikoen for at miste sit arbejde.
Her svarer kun 9 procent af 3F’erne, at de er mest bekymrede for at stå uden job, mens det tilsvarende tal blandt de øvrige danskere er 14 procent.
Frygten for høje elpriser, som danskerne var plaget af især i 2022, frygter kun tre procent af de adspurgte danskere og 3F’ere mest.
Regeringen har for nyligt meldt ud, at den vil sænke afgifterne på blandt andet kaffe, chokolade, is og slik.
Det skal netop være en håndsrækning til de danskere, der døjer med at få pengene til at slå til, når de fylder indkøbskurven.
Desuden lægger regeringen op til, at elafgiften pr. 1. januar 2026 og to år frem skal sænkes helt ned til EU’s minimumskrav – igen for at lette udgiftspresset hos de danske familier.
Momsen skal sænkes
Men 3F-formand Henning Overgaard peger på, at det ikke er prisen på slik eller strøm, der er det aktuelle bekymringspunkt.
– Det er prisen på mælk, ost, havregryn og hakket kød. Det kan simpelthen mærkes på budgettet, når et kilo hakket oksekød koster langt over 100 kroner, siger 3F-formanden med henvisning til rundspørgen fra Methods.dk.
Når de kan i Sverige, kan vi også i Danmark
Henning Overgaard
Henning Overgaard mener, vi skal skele til vores svenske naboer. Her har man netop halveret momsen på fødevarer, for også her har madpriserne taget et højt hop.
Fra den danske regering har det dog igen og igen lydt, at man ikke kan lave samme manøvre herhjemme på grund af gamle it-systemer.
Forleden lovede regeringen dog, at den nu vil rydde de tekniske forhindringer af vejen, men har samtidigt bebudet, at det kan tage omkring tre år.
Den køber Henning Overgaard imidlertid ikke.
– Det bør kunne klares hurtigt i det nuværende system og i verdens mest digitaliserede land, som vi kalder os. Når de kan i Sverige, kan vi også i Danmark, siger Henning Overgaard og understreger, at det er et spørgsmål om “politisk vilje”.
Uligheden er vokset
Henning Overgaard har tidligere foreslået at sænke momsen fra 25 til 20 procent.
Finansieringen kan for eksempel ske ved at beskatte de allerrigeste eller annullere nogle tidligere skattelettelser, som er kommet de rigeste til gode, foreslår 3F-formanden:
– Uligheden er vokset til rekordhøjde de seneste årtier, hvor de rige er stukket helt af fra resten af befolkningen. Den udvikling skal vendes i en mere retfærdig retning, og det kan en generel sænkning af momsen på fødevarer bidrage til, siger han.
Knap 2.000 3F’ere og 1.000 repræsentativt udvalgte danskere har svaret på undersøgelsen fra Methods, der er foretaget i august.
