Hver gang et mandligt 3F-medlem får 100 kroner for at gå på arbejde, får en kvindelig 3F’er mindre end 90 kroner.
Alligevel afviser ligestillingsordførere for både Socialdemokratiet og Liberal Alliance, at det giver mening at strejke for ligeløn i Danmark, sådan som tusinder af islandske kvinder gjorde det tirsdag i denne uge.
Selv Islands stasminister valgte at nedlægge arbejdet hele dagen for at gøre opmærksom på den manglende ligeløn blandt kønnene.
Undersøgelsen af lønforskelle blandt 3F’s medlemmer viser, at kvinderne i gennemsnit tjener 12,25 procent mindre end de mandlige 3F-medlemmer.
Næstformand i 3F, Tina Christensen, siger, at der er stor forskel på uligelønnen mellem brancherne.
– Typisk er de mere traditionsbundne fag dem, der halter allermest, da de kan have svært ved at omstille sig, siger hun.
Kilde: Løngab i 3F’s fag og brancher
Området, som dækker murere og murerarbejdsmænd, er det område, hvor der er størst forskel på lønnen med 25 procent lønforskel mellem mænd og kvinder.
Men også området for privat service, hotel og restauration, som traditionelt har flere kvinder i arbejde, har store lønforskelle med en gennemsnitlig lønforskel på 14 procent.
Der er kun ét arbejdsområde, hvor kvinder tjener mere end mænd, og her er forskellen på kønnene blot én procent. Det drejer sig om gruppen af bryggeri- og mineralarbejdere.
Kilde: Løngab i 3F’s fag og brancher
Undersøgelsen viser blandt andet, at der blandt håndværkerne i 3F Byggegruppen er et løngab på 13 procent, mens der blandt de industriansatte i 3F Industrigruppen er et gab på syv procent.
Tina Christensen understreger, at der ikke er en enkelt årsag.
– Det kan delvist skyldes traditionelle kønsrollemønstre, typer af job og historiske faktorer, der stadig påvirker løndannelsen, siger hun.
Tina Christensen fortæller, at 3F har indført en række initiativer for at tackle lønforskellene, herunder en indsats for at oplyse medlemmerne om deres rettigheder og ikke mindst at arbejde for bedre lønforhold i overenskomsterne.
