Fuldstændigt uacceptabelt.
Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) er klar i mælet, når det kommer til kritikken af Meta, der er firmaet bag Facebook:
– Det er fuldstændig uacceptabelt, at lyssky og ulovlige aktiviteter som sort arbejde og hæleri får lov til at florere åbenlyst på Metas platforme, siger hun.
Den kontante udmelding kommer som reaktion på, at Fagbladet 3F har afdækket, hvordan Facebook vrimler med grupper, hvor der tilbydes og efterspørges sort arbejde.
Mindst 11 grupper med hver 3.000 medlemmer har ”sort arbejde” i gruppenavnet, og flere har eksisteret i mere end et år.
– Når Meta ignorerer disse problemer, viser de endnu en gang, at de ikke tager deres ansvar alvorligt som en af verdens største tech-virksomheder. Disse grupper burde have været lukket for længst, siger Caroline Stage til Fagbladet 3F.
Meta er i stor stil fuldstændig ligeglade med, at der foregår kriminelle aktiviteter på deres platform.
Ask Hesby Holm
Skørt og forstemmende
At Facebooks moderselskab, Meta, ikke gør en større indsats for at fjerne grupperne, vækker også harme hos direktør i organisationen Digitalt Ansvar, Ask Hesby Holm.
– Det er helt skørt og forstemmende, at de her grupper eksisterer, for de er så åbenlyse og hedder endda ”sort arbejde”. Det viser, at Meta i stor stil er fuldstændig ligeglade med, at der foregår kriminelle aktiviteter på deres platforme, siger han.
Også dataetisk rådgiver Pernille Tranberg, der sidder i regeringens ekspertgruppe om tech-giganter, revser Meta.
– Det er utroligt, at de ikke lukker sådan nogle åbenlyse grupper for svindel, siger Pernille Tranberg.
Gør ingenting selv
Det er langtfra kun sort arbejde, men også en masse anden kriminalitet, der foregår i diverse Facebook-grupper, såsom hjælp til forsikringssvindel og handel med hælervarer.
Men tech-selskaberne gør generelt ikke meget for at fjerne ulovligt eller skadeligt indhold, mener Pernille Tranberg.
– De screener ikke deres platform for ulovligheder, ting, der er farlige, fake news og så videre. De gør ingenting selv, det er kun, hvis de får anmeldelser om det, siger hun.
Meta skal fjerne ulovligt eller skadeligt indhold, hvis brugere anmelder det på platformen. Det dikterer den nye EU-lovgivning Digital Services Act, der skal regulere tech-virksomhederne.
Men store tech-virksomheder har også selv et ansvar ifølge loven, forklarer Ask Hesby Holm fra Digitalt Ansvar.
Meta er totalt optimeret efter at tjene så mange penge som muligt, og der vurderer man, at det er for stor en udgift, hvis man aktivt skal fjerne en masse indhold.
Pernille Tranberg
– Meta skal kunne bevise, at de selv bruger værktøjer for at begrænse ulovligt indhold. Det gør de slet ikke i tilstrækkelig grad i dag, og dermed lever de heller ikke op til lovgivningen, siger han.
Digitaliseringsminister Caroline Stage kræver øjeblikkelig reaktion fra selskabet bag Facebook:
– Jeg forventer, at Meta handler omgående, siger hun og opfordrer også borgere og organisationer til at melde ulovligt indhold til Meta og myndigheder.
Handler om kroner og øre
Når Meta ikke bruger flere kræfter på selvjustits, så er forklaringen simpel, mener eksperterne.
– Tre ord: Det koster penge. En virksomhed som Meta er totalt optimeret efter at tjene så mange penge som muligt, og der vurderer man, at det er for stor en udgift, hvis man aktivt skal fjerne en masse indhold, siger Pernille Tranberg.
Også Ask Hesby Holm tror, at det handler om kroner og øre.
– Det er en udgift for Meta at skulle ansætte moderatorer eller anvende teknologi til at moderere indhold bedre. Og det vil betyde et indhug i trafikken og dermed potentielt færre annoncekroner, siger han.
Vil kun promovere sig selv
Fagbladet 3F har i flere uger forgæves forsøgt at få en kommentar fra Meta om de ulovlige Facebook-grupper, heriblandt fra Metas politiske chef i Norden, Martin Ruby.
Og det overrasker ikke Pernille Tranberg, at Meta er svære at få i tale.
– De burde kunne forklare, hvorfor der ligger alle de her åbenlyst ulovlige grupper. Men det er et klart mønster hos Meta, at de er tavse i sager som denne, siger hun og tilføjer:
– De er klar til at snakke, når det handler om at promovere sig selv og være politiske lobbyister. Men når det handler om noget kritisk som her, så kan man ikke få fat i dem.


