I flere år har tusindvis af danskere frit formidlet sort arbejde på Facebook. Det kræver kun et par hurtige klik, og så åbner der sig en myriade af privatpersoner og firmaer, som søger og tilbyder håndværkere, flyttefolk, rengøringshjælp og alt muligt andet – sort.
Men det er langt fra kun sort arbejde, der bliver formidlet i Facebook-grupper. Her foregår også en masse andre kriminelle aktiviteter som hjælp med forsikringssvindel, snyd med sociale ydelser og handel med hælervarer.
Også i de sort arbejde-grupper, som Fagbladet 3F gennem længere tid har fulgt, har der været en række opslag om alt fra fiktive straffeattester og kontoudskrifter til falske syn af biler:
– Brug for en revisor, som kan trylle lidt?
– Er din straffeattest ikke ren og vil du gerne vise en ren straffeattest over for din chef. Skriv pb (privat besked, red).
– Søger en der kan lave sort syn uden bilen er der!
Sådan lyder blot nogle af opslagene i grupperne.



Venter på principiel sag
Facebook er ejet af Meta. Og ifølge Peter Christian Bech-Nielsen, tech-korrespondent på Ingeniøren og redaktionschef på Radar, lander man hurtigt i en noget af en gråzone, når det kommer til at holde Meta ansvarlig:
– Virksomheden er jo amerikansk, og her siger internet-lovgivningen, at det som udgangspunkt ikke er platformene, som er ansvarlige for indholdet, der bliver lagt op, siger han.
EU har vedtaget regler, som skal regulere tech-virksomheder via Digital Services Act (DSA’en). Og her kan man klage til det danske DSA-tilsyn, hvis man opdager ulovligt indhold.
Ofte bliver klagen bare sendt videre til Irland, og det bliver meget omstændeligt.
Peter Christian Bech-Nielsen
– Men i Europa er Meta registreret i Irland, så ofte bliver klagen bare sendt videre til Irland, og det bliver meget omstændeligt, siger han.
Det bedste bud på at tvinge Meta til at lukke Facebook-grupperne vil, ifølge Peter Christian Bech-Nielsen, være, hvis nogen hiver Meta for en dansk domstol for at føre en principiel sag:
– Den kan handle om meddelagtighed i forhold til at foranstalte ulovligt sort arbejde. Det er jo ret tydeligt, hvad Facebook-grupperne handler om, siger han.



Meta: Det er en løbende kamp
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) og Skattestyrelsen har til Fagbladet 3F forklaret, at Skat er “opmærksomme” på sort arbejde via Facebook-grupper og kan bruge oplysninger fra grupperne i kontroller for sort arbejde.
Og til DR har han tidligere langet ud efter Meta for at stille sin platform til rådighed for sort arbejde-grupper:
– Det skal ikke være en platform, der kan bruges til alle mulige andre former for lyssky forretninger og selvfølgelig heller ikke til, at man fuldstændig skamløst kan udbyde sort arbejde og på den måde underminere vores velfærdssamfund.
Fagbladet 3F har i længere tid forsøgt at få en kommentar fra Meta. Men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Det er heller ikke lykkedes for DR at få en kommentar til sort arbejde-grupperne.
– Vi arbejder hele tiden på at fjerne indhold og personer der bryder vores regler, og vi nedtager derfor millioner af stykker indhold og profiler hver eneste dag.
Martin Ruby
Men til den øvrige kriminelle aktivitet skriver Martin Ruby, som er Facebooks politiske chef i Norden, til DR:
– Vi arbejder hele tiden på at fjerne indhold og personer der bryder vores regler, og vi nedtager derfor millioner af stykker indhold og profiler hver eneste dag. Det er en løbende kamp, da svindlere og kriminelle ofte forsøger sig igen og igen med nye grupper under nye navne.
Fagbladet 3F har også forgæves forsøgt at få en kommentar fra Metas “Oversight Board“, der bliver betegnet som “Facebooks Højesteret”. Det er et uafhængigt organ, som skal føre kontrol med og sanktionere Metas platforme.


