Snydt for 72.500 kroner i løn: Kent fattede ikke en meter

Han troede, at alt var i orden. Men så opdagede Kent Larsen fejlen ved et møde for fleksjobbere. Fire kolleger var også ramt.
- Fleksjobber Kent Larsen opdagede, at der var fejl i hans løn og fik hjælp fra 3F Skagerak.
- Afdelingen regnede ud, at han var blevet snydt for 72.500 kroner.
- Hjørring Kommune erkendte, at fejlen lå hos dem, og tilbagebetalte beløbet uden tøven.
- Fejl i lønnen hos fleksjobbere opdages ofte af 3F-afdelinger.
Det betyder alt.
61-årige Kent Larsen er ikke i tvivl, når han skal beskrive den livline, som fleksjobbet på 12 timer er blevet for ham.
Siden 2018 har han serviceret hjemmeplejens biler i Sindal og haft pedelopgaver hos Hjørring Kommune.
– Efter 32 år som lastbilchauffør fik min karriere ikke den afslutning, jeg havde håbet, så jeg måtte sadle om og finde en ny karriere. Jobbet hos hjemmeplejen giver mig noget at stå op til om morgenen, siger Kent Larsen.
Han har altid troet, at kommunen havde helt styr på hans løn.
Men på et møde i den lokale fleksjobklub under 3F Skagerak blev han opmærksom på noget ganske andet.
Afhængig af kørestol
At Kent Larsen i dag er aktiv fleksjobber lå ellers ikke lige for efter en arbejdsulykke i 2015.
En kabelrulle på 900 kilo tippede og skubbede ham ud over kanten af lastbilens lad.
– Jeg fik beskeden: “Du kommer nok aldrig til at gå igen”, fortæller Kent Larsen, der i flere år var afhængig af først kørestol og siden krykker.
Det værste var dog depressionen og mørket, der fulgte med.
Børnene var flyttet hjemmefra, og konen passede sit arbejde. Derfor var Kent Larsen det meste af dagen alene.
– Vores store, dovne hankat Findus kunne mærke, når jeg var helt i kulkælderen. Han sprang op i mit skød og gjorde alt for at trøste mig. Så uden min kone, familien og især katten var jeg ude i tanken om et Randers-reb, siger han.
Med stærk vilje og langvarig genoptræning lykkedes det ham at gå igen, men ikke uden omkostninger.
– Jeg blev proppet med smertestillende medicin – blandt andet morfin – men jeg gik, siger han.
I dag er Kent Larsen aktiv både på jobbet og i fleksjobklubben.
Opdagede, der var noget galt
Det var til et møde her, at han opdagede, at der var noget galt med lønnen.
På mødet blev der gennemgået lønsedler på tavlen.
En fleksjobber, der var ansat i en tilsvarende kommunal stilling som Kent Larsen, havde et lønloft på 31.500 kroner, fremgik det af hans lønseddel.
Men Kent Larsens lønloft var nede på 24.500 kroner.
– Det fattede jeg jo ikke en meter af, siger Kent Larsen.
Lønloftet for fleksjobbere er den maksimale grænse for, hvad man i alt kan få i løn fra sin arbejdsgiver og i fleksløntilskud fra kommunen.
Når lønloftet er sat for lavt, får man derfor også mindre i tilskud fra kommunen.
– Det havde jeg jo ikke lige været obs på, siger Kent Larsen.
Han sendte derfor alle sine lønsedler ind i 3F Skagerak, som endte med at sende et lønkrav tre år tilbage i tiden til kommunen.
3F Skagerak sender lønkrav
Og det var ikke småpenge, der inden længe tikkede ind på Kent Larsens konto: 72.500 kroner.
– Det var lidt en ufrivillig opsparing, kalder Kent Larsen det.
Heldigvis gik alt glat med Hjørring Kommune.
– De var helt med på, at fejlen lå hos dem, så det blev rettet med det samme. Uden tøven.
Oveni hatten kom gennemgangen af hans løn også fire kolleger til gavn. De arbejdede færre timer end Kent Larsen, men deres lønloft var også sat for lavt.
Også hos dem blev fejlen rettet hurtigt.
Op til 50 fleksjobbere samlet
Som Fagbladet 3F har beskrevet den seneste tid, er det ikke uvant, at man i 3F-afdelinger opdager fejl i lønnen hos fleksjobbere.
Den slags fejl har fleksjobnetværket i 3F Skagerak også været med til at opspore i flere andre sager, oplyser gruppeformand i afdelingen, Per Holm Larsen.
Han var med til at stifte netværket for cirka ti år siden.
– Vi følte, at fleksjobbere ofte stod alene ud på arbejdspladserne. Derfor ville vi gerne skabe et netværk for dem – og det er lykkedes, siger han.
Kent Larsen er heller ikke i tvivl om, at han og andre fleksjobbere har stor gavn af det lokale netværk, som mødes to gange årligt.
Typisk dukker omkring 30 fleksjobbere op. Her bliver de opdateret på regler og rettigheder, og der kan være oplægsholdere eller virksomhedsbesøg.
– Og så er der også det sociale samvær – det betyder meget, siger Kent Larsen.
– Desuden ville jeg jo aldrig have fundet fejlen i min løn, hvis det ikke var for den her klub.
