Selvom skolelærere, sygeplejersker og specialarbejdere står til nye overenskomster, så er det fortsat usikkert, hvornår de reelt har penge, som før inflationen sprang privatøkonomien i luften.
Sådan lyder meldingen fra Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
– Vi kan ikke sige, hvornår de offentligt ansatte har samme købekraft, som før inflationen. Det er for usikkert. Men det bliver efter de privatansatte, siger han.
LÆS OGSÅ: 1. april stiger lønnen med fire procent
For de privatansatte vil reallønnen – altså hvor mange varer du kan købe nede i butikken for den løn, du får fra jobbet – ret snart være tilbage på niveauet før krigen i Ukraine, vurderer Brian Friis Helmer.
– Senest i 2025 vinder lønnen for den private sektor det tabte tilbage fra inflationen, siger han.
Så selvom overenskomsterne i stat, kommuner og regioner lukkede med lønstigninger på 8,8 procent over to år, så har tabene i årerne optil været store.
– I det offentlige begyndte reallønnen at falde i 2021, så de skal indhente mere end de privatansatte, hvor lønnen først faldt året efter, siger han.
LÆS OGSÅ: Inflation udhulede danskernes lønstigning sidste år
Brian Friis Helmer understreger dog, at det går fremad med købekraften. Også for de ansatte i det offentlige.
– Problemet er, at du fortsat kan tage færre varer med fra butikken, end du kunne for to år siden. Også selvom du har flere penge i pungen, siger han.
Stiger snart
Cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen, vurderer, at lønnen på det private arbejdsmarked har indhentet omkring to tredjedele af det tab, som har været i købekraften.
– Det ser ud til, at de når tilbage på niveau i løbet af det kommende år, siger han.
Han hæfter sig ved, at de nye overenskomster holder fast i den almindelige lønudvikling på arbejdsmarkedet, hvor lønnen i det offentlige følger lønnen i det private.
– Så den offentlige sektor vil også indhente tabet over tid, siger han.
Las Olsen siger, at det kan ske lidt hurtigere, fordi de nye overenskomster står til at fremrykke nogle lønstigninger.
– Allerede i april stiger lønnen med mere end fire procent, så det kan være med til at indhente noget af den tabte realløn, siger han.
