Ren lykke: Vaskeri kåret som Årets Arbejdsplads 2026

3F har kåret vaskeriet Elis Cleanroom, Holbæk, som Årets Arbejdsplads 2026 blandt over 100 indstillinger
- Elis Cleanroom i Holbæk er udnævnt som Årets Arbejdsplads 2026 af 3F
- Prisen tildeles for massiv uddannelse af medarbejdere og inklusion af personer med forskellige udfordringer som eksempelvis autisme
- Specialiseret i vask og tekstiler til medicinalbranchen, over 200 ansatte med forskellige nationaliteter, heraf cirka 100 er 3F-medlemmer
- Over 100 virksomheder deltog i konkurrencen om at blive Årets Arbejdsplads 2026. Tre nåede finalen – heriblandt Aarhus Vand og Animal Core Facility ved Københavns Universitet
Vaskerikoncernen Elis Cleanroom i Holbæk er onsdag eftermiddag blevet udnævnt som Årets Arbejdsplads 2026 i 3F’s konkurrence.
Elis får prisen for blandt andet massiv uddannelse af medarbejderne og for at rumme mennesker med forskellige udfordringer som for eksempel autisme.
– I har også medarbejdere, som har deres helt eget system, når de folder strømper. Dem rummer I, og I passer godt på dem, lyder det fra forbundsformand Henning Overgaard ved kåringen.
Elis i Holbæk er specialiseret i vask og tekstiler til medicinalbranchen og skal derfor leve op til en række internationale standarder. Der er knap 200 ansatte i alt, og cirka 100 af dem er 3F’ere.
– Tak for æren og for præmien, sagde områdechef Henrik Larsen på vegne af virksomheden, og roste iøvrigt samarbejdet med den lokale 3F-afdeling.
– Nu skal vi ikke hjem – vi skal videre sammen, sagde han.
Uddannelse og rummelighed
Det er især uddannelsesindsatsen – med kompetenceafklaring af alle efter ni måneders ansættelse – og den sociale rummelighed, som dommerkomiteen bag Årets Arbejdsplads er faldet for.
Uddannede mentorer tager sig af de kolleger, som kommer fra kanten af arbejdsmarkedet.
Desuden er Elis et sted, hvor medarbejderne bliver i mange år.
To deler andenpladsen
Over 100 virksomheder har været indstillet til konkurrencen i år, og de er blevet foreslået af deres egne medarbejdere.
Tre nåede gennem nåleøjet til finalefeltet, efter at dommerkomiteen var på virksomhedsbesøg i september.
En delt andenplads i år går til forsyningsvirksomheden Aarhus Vand, der både sikrer, at rent vand pumpes op af jorden og sendes ud til forbrugerne i Aarhus – og at det kommer tilbage som spildevand, renses og ledes tilbage til naturen.
Andenpladsen bliver delt med Animal Core Facility ved Københavns Universitet.
Arbejdspladsen understøtter dyrebaseret forskning inden for biomedicin, gennem pasning og pleje af forsøgsdyr og drift af specialiseret forskning. Her arbejder cirka 65 3F’ere – størstedelen som dyrepassere.
