Omstridt udlændingeordning under pres efter ny afsløring

Den blev lavet til at finde ingeniører, men bliver i dag benyttet af både mandskabsfirma og sushi-restauranter. Ny afsløring om udnyttelse viser, at det er tid til at lægge ordning i graven, mener 3F.
- Fast track-ordningen startede i 2015 for at tiltrække udenlandske ingeniører og forskere, men er endt i udnyttelse af lavtlønnede migrantarbejdere.
- Certificering beskytter ikke mod udnyttelse, og at det er for svært at fratage en certificering, mener 3F.
- Fagforeningen mener, at tiden er løbet fra ordningen, som også får kritik bredt på Christiansborg.
- Minister er klar til at se på, om ordningen fungerer efter hensigen, men vil ikke sløjfe den.
Fast track-ordningen blev sat i verden i 2015 for at tiltrække ingeniører, forskere og andre specialister fra udlandet.
Men nu er den omstridte ordning igen havnet i centrum i en sag om udnyttelse af lavtlønnede migrantarbejdere.
Senest har TV 2 Kosmopol afsløret, hvordan en gruppe mekanikere blev udnyttet og budt forhold, der er blevet beskrevet som “moderne slavehandel”.
Fast track-certificering er ikke er et værn mod misbrug.
Søren Heisel
Arbejdsgiveren var godkendt af myndigheden SIRI, så den nemt kunne hente udenlandsk arbejdskraft, mod at der skulle gives en god løn.
– Eksemplerne viser, at en fast track-certificering ikke er et værn mod misbrug. Og at det er alt for nemt for uærlige virksomheder at blive certificeret, ligesom det er alt for svært for myndigheder at fratage en certificering igen, siger Søren Heisel, forbundssekretær i 3F.
Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) peger over for Fagbladet 3F på, at mekanikerfirmaet har fået inddraget sin certificering.
SIRI understreger, at de fører kontrol på en række punkter, men at der “kan forekomme snyd”, hvis arbejdsgiverne og arbejdstagerne giver urigtige oplysninger.
– Hvis SIRI opdager brud på reglerne fra for eksempel en virksomhed, vil SIRI politianmelde virksomheden og vurdere, om evt. fast track certificering skal inddrages, lyder det i et skriftligt svar.
Bilfirmaets direktør nægter sig ifølge TV 2 Kosmopol skyldig.
Sushi og mandskab
Fast track-ordningen blev i 2023 udvidet med et supplerende beløbsspor, hvor kravet til mindsteløn blev sænket markant.
Omvendt blev der stillet nye betingelser om blandt andet, at arbejdsgiverne først skulle have ledt efter arbejdskraft inden for EU’s grænser.
I dag kan man på listen over certificerede virksomheder både finde en kebabbutik, sushi-restauranter og et firma, som leverer mandskab til et sygehusbyggeri.
Og det er ikke kun i sagen om mekanikerne, at ordningen er blevet misbrugt.
DR-dokumentaren “På statens regning” afslørede, hvordan albanske arbejdere fra firmaet Tekno Fire skulle betale dele af deres løn tilbage til deres arbejdsgiver, mens de arbejdede på offentlige byggerier. De havde fået deres arbejdstilladelse via fast track-ordningen.
Ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet, er arbejdere fra lande uden for EU er mest sårbare i forhold til at kunne blive udnyttet.
– Tanken var, at store virksomheder kunne bruge fast track-ordningen til at hente specialiseret arbejdskraft. Den var ikke tiltænkt ufaglært arbejdskraft fra eksempelvis Afrika og Asien, forklarer han.
Kritikerne står i kø
Søren Heisel peger også på sagen med Tekno Fire som et eksempel på, at ordningen ikke fungerer. Han henviser til, at firmaet stadig var fast track-certificeret, lang tid efter at den blev afsløret i DR-dokumentaren.
SIRI oplyser i et skriftligt svar til Fagbladet 3F, at Tekno Fires certificering blev inddraget i januar i år – men der var firmaet altså gået konkurs en måned forinden.
Der er simpelthen for mange huller.
Sinem Demir
3F mener, at tiden er løbet fra fast track-ordningen, nu hvor Folketinget har vedtaget en certificeringsordning, som gør det lettere for firmaer med overenskomst at hente arbejdere i udlandet.
– Her vil fagforeninger få mulighed for at kontrollere, at ansættelsen af udenlandsk arbejdskraft foregår på ordnede forhold. Desuden kan virksomheder ikke anvende ordningen, hvis de har fået en bod for at have underbetalt udenlandsk arbejdskraft, siger Søren Heisel.
Tekno Fire afviste i forbindelse med DR-afsløringen, at de skulle have snydt.
Politisk modvind
Fast track-ordningen møder også kritik fra begge sider af den politiske midte på Christiansborg.
Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn har til TV 2 Kosmopol sagt, at ordningen bør lukkes “hurtigst muligt.”
Og Enhedslistens Sinem Demir er kritisk.
– Hvis vi skal beholde ordningen, skal den forbedres gevaldigt. Der er simpelthen for mange huller. Dem, der vil snyde, kan tydeligvis godt finde vejen til at gøre det. Og det er dem, der bliver snydt, der betaler prisen, siger hun.
Morten Bødskov er dog ikke klar til at sløje ordningen.
– Jeg har ikke planer om at nedlægge fast track-ordningen, men det er klart, at historier om misbrug gør indtryk og giver mig anledning til at se på, om ordningen fungerer efter hensigten, skriver han.
