Ny kæmpeskandale: Sådan er hundredvis af ansatte blevet presset til at betale løn tilbage

På tre af Danmarks største offentlige byggeprojekter er der blevet snydt systematisk med beløbsgrænsen for udenlandske arbejdere, viser ny DR-dokumentar.
- Bygningsarbejdere hos albanske Tekno Fire har betalt en stor del af deres løn tilbage for at beholde jobbet i Danmark på projekterne Storstrømsbroen og supersygehusene i Odense og Køge.
- Arbejderne har månedligt skullet tilbagebetale omkring en tredjedel af deres løn til virksomheden.
- Tekno Fire har beskæftiget op mod 300 medarbejdere under den italienske hovedentreprenør Itinera på de offentlige milliardbyggerier.
- Byggegruppen i 3F kritiserer situationen og kalder det skandaløst.
- Ejer og direktør i Tekno Fire, Alban Cejku, afviser, at han har haft kendskab til lønsnyderiet. Itinera har nu suspenderet Tekno Fire som underleverandør på de tre danske byggeprojekter.
På papiret har bygningsarbejdere i det albanske firma Tekno Fire fået den nødvendige løn for at kunne arbejde på nogle af Danmarks største offentlige byggerier: Storstrømsbroen og de to supersygehuse i Odense og Køge.
Men i virkeligheden har arbejderne været nødt til at betale en meget stor del af deres løn tilbage, hvis de ville beholde jobbet i Danmark.
Derved er medarbejderne blevet snydt for løn, men det er også en systematisk omgåelse af beløbsgrænsen, der dikterer, hvor meget man som borger i et ikke-EU-land skal tjene for at kunne få arbejdstilladelse i Danmark.
Det afslører dokumentaren “På statens regning”, der kan ses på DR.
Det er skandaløst, forrykt og helt uacceptabelt. Ingen skal betale deres løn tilbage.
Michael Severinsen
Tekno Fire har beskæftiget op mod 300 medarbejdere som underleverandør til den italienske byggemastodont Itinera, der er hovedentreprenør på de tre offentlige milliardbyggerier.
Tilsammen har de et budget på mindst 18 milliarder kroner.
3F Byggegruppen, der organiserer bygningsarbejdere i Danmark, er stærkt utilfredse med situationen.
– Det er skandaløst, forrykt og helt uacceptabelt. Ingen skal betale deres løn tilbage. At det sker på et offentligt byggeri, gør det om muligt endnu værre, siger forhandlingssekretær Michael Severinsen til Fagbladet 3F.
På beløbsordningen
I dokumentaren fortæller seks albanske ansatte i Tekno Fire, at medarbejdere i firmaet måned efter måned skal tilbagebetale dele af deres løn til virksomheden. Det bliver dokumenteret via skjulte optagelser på firmaets kontor i Albaniens hovedstad, Tirana.
De seks medarbejdere fortæller til DR, at det foregår systematisk for alle de ansatte i Tekno Fire.
Albanerne er ansat på beløbsordningen. Det betyder, at de skal tjene mindst 487.000 kroner om året før skat – eller 40.583 kroner om måneden – for at få en arbejdstilladelse.
Den løn får de albanske arbejdere ifølge deres lønsedler. Men efter de har fået deres løn udbetalt, skal de altså aflevere en del af den tilbage til arbejdsgiveren, viser dokumentaren.
Det drejer sig om ikke mindre end omkring en tredjedel af deres løn.
For medarbejderne er det i gennemsnit 9.000 kroner om måneden, der skal tilbagebetales, fremgår det af dokumentaren.
Returkommission, som den slags snyd kaldes, er ulovligt, oplyser flere eksperter til DR-dokumentaren.
10 millioner i bod for falske lønsedler
Hovedentreprenøren Itinera har tidligere har været genstand for en del medieomtale. Blandt andet i foråret 2024 i forbindelse med, at en anden underleverandører, firmaet PK & ECD, havde underbetalt mindst 160 bygningsarbejdere på Storstrømsbroen og fabrikeret lønsedler med forkerte oplysninger.
I april i år gav voldgiftsretten 3F medhold i en stor sag om løndumping og afgjorde, at den danske filial af det italienskejede byggefirma PK & ECD skulle betale 10 millioner kroner i efterbetaling og bod.
Vil ikke stille op til interview
DR har i forbindelse med dokumentaren forelagt en række kritikpunkter for Itinera, som ikke har ønsket at stille op til interview.
Men ifølge DR har dokumentaren allerede ført til, at den italienske byggemastodont i fredags suspenderede det albanske firma Tekno Fire på de tre danske kæmpebyggerier. Det førte til, at omkring 270 medarbejdere blev sendt hjem fra deres arbejde.
Det har Barry Crouchman, der har titel af Nordic area manager i Itinera, oplyst i en mail til DR.
– Oplysningerne om Tekno Fire er forkastelige. Da vi blev opmærksomme på rygter om firmaet for et par uger siden, informerede vi straks de relevante myndigheder, skriver han i mailen.
Direktør: Jeg har ikke haft kendskab til snyderiet
Efter fredagens suspendering har DR forsøgt at få et interview med Tekno Fire, men det har ikke været muligt.
Men i dokumentaren afviser firmaets ejer og direktør, Alban Cejku, at han har haft kendskab til lønsnyderiet, selvom det er foregået på Tekno Fires kontor i Albanien.
– Jeg suspenderede alle, der arbejder i første geled i Danmark og regnskabsafdelingen i Albanien. Jeg vil tale med alle arbejderne om, hvorfor situationen er opstået, og hvorfor jeg ikke har vidst noget om det, siger han i dokumentaren.
Tirsdag eftermiddag afviser direktør Alban Cejku over for Fagbladet 3F alle beskyldninger om returkommission i sit firma.
– Beskyldningerne mod Tekno Fire er fuldstændig ubegrundede og uacceptable. Vi afviser kategorisk enhver antydning af fejl, skriver han i en e-mail.
Dokumentaren “På statens regning” bliver vist tirsdag klokken 21.25 på DR1.
Artiklen er opdateret tirsdag 3. december 2024 klokken 14.27 med kommentarer fra Tekno Fires ejer og direktør, Alban Cejku.
