Ny start som 51-årig: Mikkel byttede skrivebord ud med skovl og fliser

Da journalisten Mikkel Skov Petersen var kørt død i møder og mails, skiftede han i en alder af 51 år spor og startede på uddannelsen som anlægsgartner.
- Efter 30 år som journalist og kommunikatør har Mikkel Skov Petersen skifter karriere til anlægsgartner.
- Det har blandt andet betydet et genbesøg af matematik og nye måder at tænke arbejdsliv på.
- Vennerne har allerede benyttet sig af hans nye færdigheder i havearbejde.
Efter årtier i forskellige kontorjobs, skiftede Mikkel Skov Petersen i sommer Outlook-kalender og kontorstol ud med fuger og flisesten.
Det havde ellers været en lang karriere i mediebranchen.
Men den nu tidligere journalist havde rundet de 50 år og havde mistet passionen for kontorlivet
– Dér tænkte jeg: Skulle jeg virkelig bruge de sidste 20 år på det samme? Eller skulle jeg prøve noget nyt? fortæller Mikkel Skov Petersen.
Derfor startede han i sommer på anlægsgartneruddannelsen på Roskilde Tekniske Skoles afdeling i Valby.
Genaktivering af de små grå
Så nu står den på en genopfriskning af matematik og biologi, som Mikkel Skov Petersen ellers ikke har haft berøring med siden 9. klasse.
– Der skal jeg lige grave lidt dybere, for jeg har ikke haft så meget med rumfang, siden folkeskolen, siger han.
Når man har lavet noget i mange år, bliver man på en måde synonym med sit arbejde. Så der er nok nogle, der lige har skullet placere mig i en ny kasse.
Mikkel Skov Petersen
Mikkel Skov Petersen finder en stor glæde i, at der er så kort vej fra teori til praksis.
– Vi skal bruge det, vi lærer. Matematikken for eksempel. Allerede fra dag ét skal vi kunne lave rette vinkler, når vi lægger en belægning, og regne ud, hvor mange fliser vi skal bruge.

Som 51-årig er Mikkel Skov Petersen alderspræsident i klassen. Den yngste er 19.
– Jeg vil ikke sige, jeg var bekymret, men jeg håbede da på lidt aldersspredning. Det var ikke drømmescenariet at sidde som den eneste midaldrende i en flok 20-årige.
Da han mødte ind første dag, blev han da også glædeligt overrasket over at finde klassekammerater, der ikke var mange år yngre end ham selv.
– Vi supplerer hinanden superfint. Nogle har mere livserfaring, andre er hurtigere til de tekniske ting. Det fungerer rigtig godt, siger han.
Tidligere har Fagbladet 3F skrevet om journalister, der skifter tilværelsen i mediebranchen ud med nye arbejdsopgaver i 3F-fag, da arbejdsløsheden blandt journalister stiger i disse år.
Mikkel Skov Petersen har også efter mange års medlemskab forladt Dansk Journalistforbund til fordel for 3F, for som han siger: “Jeg er grundlæggende blevet opdraget til, at en fagforening, det skal man være medlem af”.
Ny opfattelse, nye opgaver
Også hans omgangskreds har skullet vænne sig til, at Mikkel Skov Petersen ikke længere kun er “ham journalisten”.
– Når man har lavet noget i mange år, bliver man på en måde synonym med sit arbejde. Så der er nok nogle, der lige har skullet placere mig i en ny kasse. Før var jeg ham, der skrev og kommunikerede. Nu er jeg også ham, der klipper hæk.
Og vennerne har allerede set muligheder i hans nye kunnen og har booket ham til både at lægge fliser og havearbejde:
– Der er vist ingen tvivl om, at jeg får rig lejlighed til at øve mig uden for skoletiden også, siger han med et grin.
Fagligheden med hjem
Hverdagen har ændret sig markant for den nyslåede 3F’er. I stedet for at lukke computeren ned, børster han nu støvet af arbejdstøjet, når han går hjem. Hvor uafsluttede strategier kom med hjem i baghovedet, sætter han i dag et punktum, når støvlerne ryger af i entréen.
– Når jeg går hjem, så har jeg fri. Jeg kan ikke gøre mere før morgenen efter. Og så tænker jeg ikke mere over det, før jeg møder ind igen.
Det giver ham en ro, som han længe har savnet i kontorlivet.
Til gengæld sniger arbejdet sig ind ad nye veje. Den faglighed, han tilegner sig i klassen, følger ham også uden for skoletiden.
– Jeg var nede hos mine forældre i weekenden, og så kunne jeg ikke lade være med at kommentere på, at fugerne på terrassen ikke helt levede op til det, vi lærer på skolen. Der blev jeg den irriterende type, der lige skal påpege det, griner han.
