Det kan ikke passe, at knap hver anden taxichauffør i Danmark har været indblandet i trafikuheld på jobbet, fordi de var for trætte til at køre.
Det mener transport- og beskæftigelsesordfører fra SF, Karsten Hønge.
– Jeg synes, det lyder helt vildt, og det kommer bag på mig, at det står så galt til. Jeg vil straks kalde beskæftigelsesministeren i samråd for at finde en måde at standse dette på, siger han.
Også hans kollega fra Enhedslisten, Christian Juhl, er forbløffet over, at der tilsyneladende sker så mange uheld på grund af trætte taxichauffører, og vil ligeledes kalde Troels Lund Poulsen (V) i samråd.
– Jeg havde aldrig drømt om, at det ser så alvorligt ud. Så selvfølgelig skal vi have ministeren til at se på det her og hvad, vi kan gøre ved det.
Reaktionen kommer, efter at Fagbladet 3F i går kunne afsløre, at danske taxichauffører i gennemsnit kører over 56 timer om ugen.
LÆS OGSÅ: Danske taxichauffører sidder rekordlænge bag rattet
Samtidig har 9 ud af 10 følt sig trætte på job, og knap 5 ud af 10 har været involveret i ulykker, der sættes i forbindelse med træthed.
Resultaterne stammer fra en ny nordisk undersøgelse fra NTF, Det Nordiske Transportarbejderforbund.
SF og EL: Vi må sikre trafikken nu
De to ordførere vil i første omgang forsøge at få et politisk flertal til at sikre, at arbejdsmiljøloven bliver overholdt, når chaufførerne kører. Og det skal ske med intenst tilsyn.
– Vi skal få Arbejdstilsynet på banen med det samme. Vi kan ikke vente på, at vi måske får lavet love om, før vi rykker på både taxichaufførernes, passagerernes og de andre trafikanters sikkerhed. Så det er dér, vi må starte, siger Karsten Hønge og får igen støtte fra Christian Juhl (EL).
– Det er helt oplagt, at vi starter med Arbejdstilsynet. Vi har netop haft en stribe samråd om trafikulykker og arbejdsmiljø, og jeg synes, vi har en pligt til at se på, om der er sammenhæng mellem arbejdstid og arbejdsulykker.
Vil afskaffe provisionskørsel
Ifølge 3F’s Transportgruppe skyldes uheldene ofte, at chaufførerne kører på provision – og dermed presses til at have lange vagter, før de får kørt en reel dagsløn hjem.
– Chaufførerne bliver trætte, er farlige for trafiksikkerheden og rammes på arbejdslivet, når de på denne måde bliver tvunget til at arbejde mange timer. Det er utilstedeligt, at politikerne tillader kørsel med passagerer under de forhold, siger Jens Laursen, der er formand for 3F Transportgruppen i Randers.
LÆS OGSÅ: Jacob faldt i søvn bag taxirattet
Derfor kan en vej frem være at fjerne provisionskørsel helt fra taxibranchen. Indtil videre har det dog ikke været muligt for fagforeninger og arbejdsgivere at nå til enighed om dette ved overenskomstforhandlinger.
Men kan det ikke lykkes igennem overenskomster, kan det blive en løsning, at politikerne går ind og lovgiver på området, mener EL’s Christian Juhl.
– At køre på akkord i trafikken er altid et problem. Derfor kan det godt være, at vi må finde en måde at sikre, at taxichauffører også kan tjene til en ordentlig løn ved at køre i 37 timer om ugen, siger han.

