Heinz har fået rekordmange med i 3F: Her er hans ‘magiske’ opskrift

Tillidsrepræsentant Heinz Kristensen må være tæt på rekorden i at skaffe flest mulige 3F medlemmer på kortest mulige tid.
- Heinz Kristensen er tillidsrepræsentant på Dagrofa Foodservice i Middelfart.
- Han har på 18 måneder fået 50 chauffører til at melde sig ind i 3F.
- Organiseringen tog fart efter 3F-kurset Særlig Indsats.
Ikke mindre end 50 chauffør-kollegaer har tillidsrepræsentant på Dagrofa Foodservice i Middelfart Heinz Kristensen fået til at melde sig ind i 3F – på bare 18 måneder.
– Jeg arbejder intenst på, at vi har et godt kollegaskab og en god arbejdsplads, og det får vi ved at stå sammen, siger han.
Organiseringen tog for alvor fart, efter han havde været på 3F-organiseringskurset Særlig Indsats.
– Jeg fik øjnene op for, hvor vigtig en overenskomst er, og det budskab brænder jeg for at brede ud til kollegaerne. Jeg fortæller også, hvad vi risikerer, hvis vi skulle miste overenskomsten, siger 60-årige Heinz Kristensen, der bor i Aarup på Vestfyn.
Lønnen falder. Det starter en glidebane mod bunden, hvor de svageste bliver ramt først. Det kan også ske i Danmark
Heinz Kristensen
Skrækscenarier i udlandet
I september 2023 var 42 procent af chaufførerne på Dagrofa Foodservice i Middelfart medlem af 3F Vestfyn. Så tog Heinz Kristensen fat. I dag er 96 procent medlem.
Der er omkring 100 chauffører i hans afdeling. Heinz Kristensen oplærer alle nyansatte, hvor de kører ruterne igennem. Her er der masser af tid til at snakke sammen.
– Jeg understreger, hvor vigtigt det er, at vi bakker op om overenskomsten og hinanden.
For ordnede forhold er ikke naturgivet. Han ridser skrækscenarier op fra England og Spanien – eksempler på, hvor galt det kan gå uden stærk faglig organisering.
– Lønnen falder. Det starter en glidebane mod bunden, hvor de svageste bliver ramt først. Det kan også ske i Danmark, siger han.
Det ender med en underskrift
Det ender næsten altid med, at han får en underskrift på en overflytnings- eller indmeldelsesblanket, når han forlader førerhuset efter endt oplæring.
Næsten alle chauffører bliver medlemmer af 3F Vestfyn, og det glæder Finn Ole Christiansen, faglig sekretær i afdelingen.
I en tid, hvor prisen for kontingentet ofte er afgørende, har Heinz Kristensen held med at fortælle om værdien af fælleskabet på en kærlig og omsorgsfuld måde
Finn Ole Christiansen
Han mødes med Heinz Kristensen i afdelingen den første tirsdag hver måned og kigger listen over ansatte igennem. De ser også på, om underleverandører har overenskomster.
– Vi er ajour hele tiden og har et net, der fanger de fleste. I en tid, hvor prisen for kontingentet ofte er afgørende, har Heinz Kristensen held med at fortælle om værdien af fælleskabet på en kærlig og omsorgsfuld måde, siger han.
Forhandlingssekretær i 3F Transport Ole Christensen, der koordinerer ”Særlig indsats” på transportområdet centralt, slår fast, at Heinz Kristensen har knækket koden.
– Resultaterne er et skoleeksempel på, hvor godt og effektivt kombinationen af organiseringsuddannelsen, en stærkt engageret tillidsrepræsentant og afdelingen, virker. Det er vejen frem, siger han.
