Modsagt af medarbejdere: Byggedirektør fældet for underbetaling

Forklaringer fra medarbejdere var med til at trække tæppet væk under direktør, der nu skal betale 150.000 kroner for underbetaling.
- Byggefirmaet DSH Montage er dømt i Arbejdsretten for underbetaling af rumænske og litauiske medarbejdere.
- Firmaet er underleverandør på større typehusbyggerier og brød overenskomsten ved ikke at betale korrekt løn.
- I Arbejdsretten modsagde medarbejdere direktørens påstande om tidsregistrering.
- DSH Montages direktør Danny Soldthved Hjelvik har ikke nogen kommentarer til sagen.
- Kronhusene, der hyrede DSH Montage til et byggeprojekt, vil undersøge forholdene omkring DSH Montage nærmere.
Fra vidneskranken i Arbejdsretten blev byggedirektørens forklaring bid for bid pillet fra hinanden af hans egne medarbejdere.
Med et Excel-ark som bevis fortalte Danny Soldthved Hjelvik om en smart app, der skulle holde snorlige styr på timer, ferie og fridage.
Medarbejderne tegnede imidlertid et helt andet billede.
Og netop vidnernes forklaringer blev afgørende, da byggefirmaet DSH Montage, som Danny Soldthved Hjelvik er direktør for, i maj blev dømt for underbetaling af en række rumænske og litauiske medarbejdere.
Det fremgår af dommen fra Arbejdsretten.
Sagen er endnu et kapitel i Fagbladet 3F’s afdækning af fusk og snyd i husbyggerbranchen.
Direktør Danny Soldthved Hjelvik ønsker ikke at udtale sig om sagen, derfik sin start i 2024.
Her arbejdede håndværkerne nemlig i Store Heddinge på Stevns, hvor DSH Montage var hyret af typehusfirmaet Kronhusene til gasbetonarbejde på et større byggeri af rækkehuse og lejligheder.
Og i kulissen holdt 3F øje med, at arbejdet foregik efter reglerne.
Brudt overenskomsten
Det var, da firmaet ikke kunne redegøre tilstrækkeligt for aflønningen af en række uorganiserede udenlandske medarbejdere, at sagen endte i Arbejdsretten.
Her hævdede 3F, at DSH Montage havde brudt overenskomsten ved ikke at betale korrekt løn, pension og feriegodtgørelse, og fagforeningen krævede en bod på knap 300.000 kroner.
Direktør Danny Soldthved Hjelvik afviste i retten anklagerne.
Byggedirektøren kunne fremvise et Excel-ark med, hvad retten beskrev som “helt ensartede og præcise tidsangivelser”.
Dertil kom forklaringer om en app til tidsregistrering samt et dokument underskrevet af medarbejderne, der erklærede, at “de indberettede timer er korrekte”, og at perioder markeret som “fri” dækkede over selvbetalt frihed.
Modsagt af medarbejdere
Erklæringen blev i retten bakket op af tre medarbejdere, der samstemmende forklarede, at de ikke følte sig snydt.
Men i samme åndedrag afviste de, at de rent faktisk havde registreret deres timer eller ferie i en app.
Og da der ikke kunne redegøres for, hvordan arbejdstid og ferie reelt var blevet opgjort, konkluderede Arbejdsretten, at der havde fundet underbetaling sted.
Dermed skal DSH Montage nu betale 150.000 kroner i bod for underbetalingen.
Oveni kommer 15.000 kroner for brud på overenskomsten, fordi virksomheden forud for retssagen ikke formåede at levere lønsedler, dokumentation for feriepenge og øvrige papirer, som 3F havde bedt om.
Hvordan direktør Danny Soldthved Hjelvik forholder sig til Arbejdsrettens afgørelse, har han som nævnt ikke ønsket at udtale sig om til Fagbladet 3F.
Kan få konsekvenser
Fra Kronhusene, som i sin tid hyrede DSH Montage, lyder det, at man stiller forskellige krav til, hvordan underleverandører skal overholde loven og gældende overenskomster.
– Hvis det viser sig, at dette ikke er sket, tager vi klart afstand fra det, lyder det i et skriftligt svar fra direktør Christian Toft.
Han har ikke kendskab til sagen fra 2024, og dermed er der “begrænsede muligheder for at gribe ind i den konkrete sag i dag”, lyder det videre i svaret.
– Men på baggrund af de oplysninger, du har fremlagt, vil vi naturligvis undersøge forholdene nærmere, så vi på et oplyst grundlag kan vurdere det fremtidige samarbejde med den pågældende entreprenør, siger Kronhusene-direktøren.
