Mere i løn er ikke nok: Her er kravene
Mere i lønposen – ja tak. Men penge er ikke det eneste, der er på bordet, når 3F’s Den Grønne Gruppe sætter sig over for GLS-A ved OK26-forhandlingerne.
- Løn og pension er 3F Den Grønne Gruppes højeste prioriteter i OK26-forhandlingerne.
- Men også tid spiller en hovedrolle i forhandlingerne, der officielt blev markeret med indklapning i sidste uge.
- Der er behov for mere fleksibilitet på området – og der skal sættes fælles spilleregler for at sikre den.
- Overordnet er ønsket, at overenskomsten forenkles og tilpasses det moderne arbejdsmarked.
Kroner og øre står – ikke overraskende – øverst på 3F’s ønskeseddel.
Andet punkt på ønskesedlen er dage og timer. Større frihed til at planlægge arbejdstiden, så den ikke overskygger fritiden.
3F’s Den Grønne Gruppe har indledt OK26-forhandlingerne med arbejdsgiverne i Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A).
I sidste uge blev forhandlingernes start markeret med indklapning foran 3F’s forbundshus. Onsdag mødes parterne igen – og i uge ni fortsætter de.
På bordet ligger de klassiske krav: mere i lønposen, til pensionsopsparingen og bedre vilkår generelt.
Men denne gang handler det ikke kun om kolde kontanter. Det handler også om fleksibilitet i hverdagen i de grønne fag, der beskæftiger godt 70.000 personer.
– Det vigtigste vil selvfølgelig altid være løn. Det er jo det, folk skal købe varer for. Og med de prisstigninger, vi ser, fylder lønnen meget, siger formand for Den Grønne Gruppe i 3F, Allan Busk.
– Men udover løn og pension fokuserer vi på tid og rådighed over egen arbejdstid. Om at få mere frihed til sin familie og lignende. Work-life balance fylder mere og mere. Det mærker vi tydeligt.
Skæve arbejdstider
Lige netop det grønne område er præget af forskudte arbejdstider, bemærker formanden.
Arbejdet kan ikke vente. Udskydes efter forgodtbefindende. Dyr skal passes. Foder skal køres ud. Produktionen kører i landbruget og skovbruget – også når alle andre har fri.
– Arbejdsgiverne vil selvfølgelig sige, at de er nødt til at vide, hvornår de har arbejdskraften til rådighed, konstaterer Allan Busk og understreger, at det selvfølgelig er med i overvejelserne.
Ønsket er ikke, at en medarbejder kan ringe fem minutter før mødetid og kræve fri.
Men der er plads til mere fleksibilitet, mener formanden.
– Der skal aftales nogle fælles spilleregler for varsel og lignende. Og vi mærker egentlig en anerkendelse fra arbejdsgiverforeningen, der godt ved, at de skal blive ved med at tiltrække unge mennesker til fagene.
Rammen er allerede sat
De skæve arbejdstiders begrænsninger kommer med en pris for medarbejderne. Og den pris skal betales af lønkroner, lyder det fra Allan Busk.
– Der skal kigges på, hvad betalingen er for at arbejde på forskellige tidspunkter. Det fylder også en del og er ikke så meget anerledes end for andre overenskomster.
Der er dog allerede sat et usynligt loft, når det gælder løn og pension.
– Vi har rammen fra transportforliget. Vi får ikke en bøjet femøre ud over den.
– Omvendt får arbejdsgiverforeningen det heller ikke 500 kroner billigere end rammen. Så det handler om at fordele det, der ligger inden for rammen.
Er blevet for indviklet
Blandt andet skal der snakkes om, hvordan overenskomsten passer til virkeligheden i branchen. En branche præget af udenlandsk arbejdskraft og sæsonarbejde.
– Vores arbejdsmarked forandrer sig, siger Allan Busk og henviser til et spørgsmål, som arbejdsgiverne selv har bragt til bordet:
– Skal en sæsonansat, der er her i fire måneder, have præcis det samme som en, der har været der i 30 år?
Derfor skal lønsystemet have et ordentligt serviceeftersyn.
– Hvis virksomhederne skal tegne overenskomster, skal overenskomsterne også passe til den måde, arbejdsmarkedet ser ud. Ellers får vi dem ikke med.
– Vi har i rigtig mange år bare bygget på og bygget på og bygget på overenskomsten. Tiden er nok inde til at se på, om den er blevet for indviklet at finde ud af. Derfor er en forenkling af overenskomsten også noget af det, vi arbejder på denne gang, lyder det fra Allan Busk.