Den 51-årige anlægsgartner og jordbrugstekniker Martin Sloth slap med livet i behold, men fik voldsomme forbrændinger i ansigtet og på sin venstre underarm, da han 18. juli i år ramte et elkabel på 400 volt med en bankehammer i Peder Hvitfeldts Stræde midt i København.
Ulykken skete, da han skulle lave et hul til et skilt i fortovet, hvor kablet var støbt ind i betonen ved en kantsten. Elkablet var hverken markeret med et sikkerhedsbånd eller lagt i et såkaldt trækrør.
Den alvorlige arbejdsulykke har fået Københavns Kommune til at indkalde forsyningsvirksomheden Nexel, der står for driften af kablet, til et møde og en alvorlig snak i denne uge.
Det er yderst sjældent, at det sker, erfarer Fagbladet 3F.
– Vi har gennemgået ulykken og må desværre konstatere, at den skete, fordi kablet ikke lå, hvor det skulle, siger Henriette Hall-Andersen, der er områdechef for klimatilpasning og anlæg i Teknik- og Miljøforvaltningen i København Kommune.
– Det er ejeren af kablet, der har ansvaret for, at det er gravet korrekt ned, fastslår hun.
“Vi kan ikke garantere for alt”
Tomas Christensen, der er driftsansvarlig hos Nexel, understreger i et skriftligt svar til Fagbladet 3F, at det er Nexels ansvar at sikre, at nye kabler bliver lagt korrekt, når de bliver etablere – og at der er dokumentation for det.
– Der sker dog rigtigt meget i Københavns gader over årene, særligt i disse år. Vi kan derfor ikke garantere for alt, hvad der sker med kablernes placering og markeringerne efter vores etablering. Heller ikke i denne sag, lyder det fra Tomas Christensen.
– Af den årsag er der regler for, at man, inden man graver, indhenter ledningsoplysninger i Ledningsejerregistret og rådfører sig med kabelejerne, hvis man kommer inden for én meters afstand af kabler. Det har vi kolleger, der er klar til at rådgive og bistå om, skriver han.
Martin Sloth og hans kolleger havde indhentet oplysninger i Ledningsejerregistret (LER), inden de gik i gang med arbejdet. Her stod der, at kablet var placeret to meter længere inde under fortovet.
Tomas Christensen fra Nexel oplyser, at “hændelser med personskade” altid bliver indberettet til Sikkerhedsstyrelsen:
– Det er også sket i denne sag. Vi gør vores bedste for at forebygge hændelser med personskade, blandt andet via markering af kabler med dækbånd og via Ledningsejerregistret.
– Det er således meget sjældent, at tredjeparts personer kommer til skade ved arbejde i nærheden af strømkabler, lyder det fra den driftsansvarlige hos Nexel.
Klare krav til ledningsejere
Ifølge områdechef Henriette Hall-Andersen, Københavns Kommune, blev det kabel, som Martin Sloth ramte, gravet ned for halvandet til to år siden.
– Kablet er ikke særlig gammelt, og det er en skærpende omstændighed, at det er gravet ned, efter der kom strammere regler på området, siger hun.
Henriette Hall-Andersen henviser til, at der i 2020 skete en revision af loven om LER, der er et register over ledningsejere i Danmark – og hvor deres ledninger og kabler er placeret.
Ifølge LER-loven har ledningsejerne blandt andet pligt til at udlevere oplysninger om, hvor deres ledninger ligger, lige som de kan straffes for forsætlige eller groft uagtsomme handlinger.
Omvendt har virksomheder og andre, der skal grave i områder, hvor der ligger ledninger og kabler, pligt til at søge oplysninger i LER, før de går i gang med arbejdet.
Stoler ikke på kablernes placering
Martin Sloths ulykke skete i forbindelse med et anlægsprojekt, som Københavns Kommune var bygherre på.
I forhold til det kabel, som han ramte, har kommunen i sin tid dog kun givet en tilladelse til, at det kunne graves ned.
– Der ligger mange kabler i jorden i København. Vi er nødt til at kunne stole på ledningsejerne og på, at kablerne er placeret og registreret korrekt med den korrekte afskærmning, siger områdechef Henriette Hall-Andersen.
Stoler du på det?
– Nej, ikke på nuværende tidspunkt, siger hun.
Undskylder ulykken
Martin Sloth er fortsat sygemeldt efter ulykken. Han har hverken hørt fra Nexel eller Københavns Kommune, siden han kom til skade.
– Vi beklager og underskylder normalt ikke for noget, som vi ikke har ansvaret for. Men jeg sender gerne en undskyldning eller beklagelse ud til ham, siger Henriette Hall-Andersen.
– Der er ingen her hos os, som har det godt med, hvad der er sket, siger hun.
“Vi har ikke flyttet på det”
Efter ulykken i juli har Nexel været ude og reparere kablet. Hullet, som Martin Sloth bankede ned i, da han ramte kablet, er i dag dækket til.
Henriette Hall-Andersen ved ikke, om kablet stadig er placeret på det samme sted, og om det stadig er støbt ind i kantstenens beton.
– Vi har ikke flyttet på det, men som minimum skal det markeres og registreres korrekt i Ledningsejerregistret, hvor det ligger, så der ikke sker en ulykke igen, siger hun.
Nexel skriver i svaret til Fagbladet 3F, at man ved reparationen af kablet har sikret sig, at “det er blevet dokumenteret med nyeste viden i vores systemer”.
Nexel svarer dog ikke på, om kablet er blevet flyttet og markeret med sikkerhedsbånd.
Ønsker bedre afskærmning
Københavns Kommune er ifølge Henriette Hall-Andersen i dialog med et firma om øget brug af kabelsøgere, der fremover kan gøre det lettere at opdage, hvor der ligger kabler i jorden, hvis deres placering ikke er registreret korrekt.
– Der skal graves mange kabler i jorden i København i de kommende år, når der for eksempel skal etableres flere ladestandere til el-biler, siger Henriette Hall-Andersen.
– Fra kommunens side kunne vi godt ønske os, at der bliver set på muligheden for at skærme de store elkabler bedre end i dag, siger hun.

