Den voldsomme arbejdsulykke skete ud for Peder Hvitfeldts Stræde 13. Her var Københavns Kommune ved at lave gaden om til en 30 kilometers zone, hvor der skulle sløjfes parkeringspladser for at gøre bedre plads til cyklister.
I den forbindelse skulle anlægsentreprenørfirmaet Scheller, Hougaard & Petersen, som Martin Sloth er ansat i, blandt andet sætte cykelstativer og skilte op.
Men da Martin Sloth bankede betonen bag en kantsten af for at gøre plads til et skilt, gik det helt galt.
Mejslet på hans elektriske, hydrauliske Hilti bankehammer ramte direkte ned i et 0,4 kilovolt elkabel. Strømmen i et sådan kabel svarer til 400 volt – eller godt dobbelt så meget som i en stikkontakt.
Kablet var hverken markeret med sikkerhedsbånd eller afdækningsplast. Det lå i kun 35 centimeters dybde og var støbt ind i kantstenens beton.
– Jeg har været i branchen i 30 år, og jeg havde aldrig forestillet, at der kunne ligge et kabel i en kantsten, siger Martin Sloth.
Stor eksplosion
Da Martin Sloth ramte kablet, skete der en stor eksplosion. Han fik stød og blev slynget tilbage.
Flammerne stod direkte op i hans ansigt, og varmeudledningen var så voldsom, at spidsen af mejslet på hans bankehammer smeltede.
Det samme gjorde et ærme på hans arbejdstrøje og oversiden af hans arbejdshandsker.
– Jeg kunne mærke med det samme, at der var noget galt, siger Martin Sloth, som søgte hen til firmabilen, der holdt i gaden, for at hælde vand i hovedet.
Han åbnede sine overalls og trak sin arbejdstrøje og den T-shirt, som han havde på inde under, af, så tøjet ikke brændte mere ind i hans hud.
Samtidig slog Martin Sloths chokerede kolleger alarm, og Københavns Politi, en ambulance og en brandbil fra Hovedstadens Beredskab kom kort efter til ulykkesstedet.
– Jeg har fået at vide, at mine kolleger trak arbejdshandskerne af mig, siger Martin Sloth, der stod i overalls og bar overkrop, da ambulancen kom.
Stedet, hvor Martin Sloth stod og arbejdede, blev spærret af efter ulykken. Hans bankehammer, der ramte elkablet, ligger her stadig på fortovet til venstre for trillebøren. Video: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Vidne: Flammer i anden sals højde
Ulykken skete lige ud for Line Bos frisørsalon.
Her vidner små pletter i vinduespartiet om, hvor glasset smeltede ved eksplosionen.
– Det var meget voldsomt. Der stod flammer og gnister op i anden sals højde, og strømmen gik flere steder i gaden, siger Line Bo, som løb ud med en brandslukker og en førstehjælpskasse.
– Jeg hørte, at der blev råbt: ”Vi skal have vand”. Så jeg løb ind igen og hentede nogle vandflasker, som jeg stillede derude, siger hun.
Gelémaske og bandage
Martin Sloth blev efter ulykken kørt til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet. Her blev den døde hud i hans ansigt vasket af med lunkent vand.
Bagefter fik han lagt en gelémaske på forbrændingerne for at lukke porerne i huden og pakket hovedet ind i en bandage, der kunne absorbere væsken fra brandsårene.
Martin Sloths hustru og tre døtre på 19, 17 og 15 år var på ferie i USA, da ulykken skete.
– Jeg facetimede med min kone fra hospitalet, men sagde til hende, at børnene ikke skulle se mig. Hun synes, at det så meget voldsomt ud, siger han.
På Rigshospitalet fik Martin Sloth også undersøgt sit hjerte. Han kan formentlig takke gummisålerne på sine sikkerhedssko, gummihandsker og gummihåndtagene på bankehammeren for, at de mange ampere fra elkablet ikke gik igennem hans hjerte.
Martin Sloth husker, at forbrændingerne ikke gjorde ondt. Det kunne lægerne ikke lide.
– Hvis huden ikke vågner op, kan det kan være tegn på, at nervebanerne er brændt over, siger han.
Døjer med andengradsforbrændinger
Martin Sloth blev udskrevet fra Rigshospitalet mandag 22. juli, hvor han tog hjem til Greve, hvor han bor.
I dag er hans ansigt helet fint op, men han døjer stadig med andengradsforbrændinger på sin venstre underarm.
– Huden stikker, prikker og klør. Det går ud over nattesøvnen, siger han.
Ulykken er anmeldt som en arbejdsskade, og Martin Sloth er fortsat sygemeldt fra sit arbejde. Det regner han med at være mindst en måned endnu.
– Alle kan se, hvis du har brækket armen, men det største mén efter ulykken sidder mellem mine to ører inde i hovedet. Hver dag er ikke lige sjov. Nogle gange gider jeg ikke mere, men ham deroppe har holdt hånden over mig, siger Martin Sloth og kigger op.
– Der er mange, som har spurgt mig, hvordan jeg vil have det næste gang, at jeg står med en bankehammer og skal lave hul til et skilt i et fortov. Det er nok ikke det første, som jeg har lyst til at gøre, siger han.
”Fuldstændig vanvittigt”
Samtidig med Martin Sloths fysiske og psykiske mén, er han vred over, at ulykken overhovedet kunne ske.
– Jeg går meget op i mit håndværk. Jeg vil gerne gøre tingene ordentligt, og jeg er bitter over det svineri, der er blevet lavet, da kablet blev lagt. Det er fuldstændig vanvittigt. Kablet lå uden afmærkning i kantstenens beton, siger Martin Sloth.
– Når vi skal grave et hul til et skilt, skal vi tage et billede, når vi går i gang. Når hullet er gravet, og når skiltet er støbt fast. Alle billederne skal sendes ind til Københavns Kommune. Der bliver stillet flere og flere krav om, at vi skal dokumentere vores arbejde. Hvorfor er der så ikke blevet taget billeder, været en kvalitetssikring og blevet ført tilsyn med arbejdet, da elkablet blev lagt, spørger han.
Før Martin Sloth overhovedet begyndte at banke i betonen bag kantstenen, havde anlægsentreprenørfirmaet Scheller, Hougaard & Petersen tjekket LER, der er et register over ledninger og kabler.
Her stod der, at elkablet skulle ligge to meter længere inde under fortovet.
Martin Sloth og hans kolleger bruger også en detektor til at spore ledninger og kabler, lige som de for en sikkerheds skyld håndgraver, når de skal fritlægge tingene.
– Vi har gjort alt lige efter bogen, siger han.
Jeg går meget op i mit håndværk. Jeg vil gerne gøre tingene ordentligt, og jeg er bitter over det svineri, der er blevet lavet, da kablet blev lagt. Det er fuldstændig vanvittigt. Kablet lå uden afmærkning i kantstenens beton.
Martin Sloth
Kan ske igen
I Peder Hvitfeldts Stræde havde Martin Sloth og hans kolleger før ulykken gravet en rørledning med en rød plastikkappe fri i fortovet. Men det elkabel, som han bankede ned i, var skjult i kantstenens beton.
– Havde jeg vidst, at det skide kabel lå der, var ulykken aldrig sket, siger Martin Sloth.
– I gamle dage lagde man mursten eller fliser hen over kablerne, så du kunne nå at stoppe, hvis du stødte på dem. Her var der ingen sikkerhedsforanstaltninger, siger han.
I dag er hullet i fortovet dækket til igen.
– Men hvis kablet stadig ligger det samme sted, og man bare har dækket af, uden der er blevet gjort noget, kan den samme ulykke ske igen, siger Martin Sloth.
– Jeg har taget min tørn, og jeg ønsker ikke, at andre skal blive udsat for det samme, siger han.
Savner en undskyldning
Martin Sloth er glad for den opbakning, som han har fået af sin arbejdsgiver efter ulykken.
– Firmaets støtte har været helt uovertruffen. Jeg har fået at vide, at jeg bare skal tage den tid, som det tager at komme mig, siger han.
Martin Sloth har til gengæld hverken hørt fra Københavns Kommune eller de firmaer, som henholdsvis ejer og har lagt kablet forkert i gaden.
– De kan ikke undgå at have hørt om ulykken. Så jeg synes godt, at de kunne komme og sige undskyld, siger han.