Marianne kørte bekymret far til sygehuset: Så kom lægehelikopteren

En ung mand med rødsprængte øjne sætter sig ind på passagersædet i Marianne Olsens taxa.

Hun kører nu en taxatur, hun aldrig vil glemme.

For taxachauffører handler køreturene om langt mere end at køre fra A til B.

Hver tur er et nyt møde med mennesker, der er vidt forskellige steder i livet – fra festglade natteravne til passagerer i dyb krise.

Fagbladet 3F har talt med chaufførerne Marianne Olsen og Knud Arne Frandsen. 

De fortæller om de gange, de har kørt med kunder, der har været helt ude af den. Og hvordan de har tacklet det. 

Lægehelikopteren

Tilbage i Marianne Olsens taxa sidder den unge mand. Han fortæller hende, at hans 10-årige datter er kommet galt afsted.

Imens de kører, kan Marianne Olsen se en lægehelikopter flyve forbi ud af vinduet.

Hun sætter ham af ved sygehuset. Bagefter rammer realiteterne hende.

I dagene efter har hun svært ved at slippe det.

– Jeg holdt øje med overskrifter i aviserne, men jeg kunne ikke se noget, siger hun. 

– Om hun døde eller overlevede, kan jeg jo ikke gøre noget ved. Jeg er bare en taxachauffør.

Læs og vind

Spil med om præmier hver dag, og få vores stærkeste historier sendt direkte til din mail.

Email

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Indtast e-mail

Tilmeld

– Vi hører og ser alt

Når Marianne Olsen er i fremmede selskaber, beskriver hun sig selv som “byens bedste psykolog”.

– Vi hører og ser alt jo. På godt og ondt. Men det er også en del af charmen i at køre taxa.

En gang imellem undrer hun sig over, at passagererne åbner så meget op. 

Men hun tror, det skyldes, at hun netop ikke kender dem. 

– Hvis nu jeg var naboen, kunne jeg måske finde på at lægge en hånd på skulderen og sige: “hvor er det også synd for dig”. Men som chauffør er jeg mere neutral.

– Hvad gør jeg lige her?

For Knud Arne Frandsen begynder en af hans mest barske ture også på vejen til sygehuset.

Den 60-årige midtjyde har brugt i alt 13 år i førersædet som flextrafik-chauffør og som almindelig taxachauffør.

Han har derfor været vant til at have mange forskellige slags mennesker på bagsædet.

Den her dag går køreturen mod psykiatrisk afdeling, hvor han samler en mand op.

De når kun at køre i kort tid, før kunden fortæller Knud Arne Frandsen, at han ikke vil leve mere.

Knud Arne Frandsens tanker kører af sted. 

– Hvad gør jeg lige her, tænker han.

– Kører jeg ham tilbage til sygehuset? Skal jeg ringe til politiet?

En lang køretur

Knud Arne Frandsen ringer ikke til nogen. Han kører bare videre.

Kunden fortæller om sit liv som driftig forretningsmand med eget firma.

Et liv, hvor han var blevet afhængig af alkohol, og hans kone efterfølgende havde forladt ham. Derefter gik det stærkt ned ad bakke.

– Vi kører rundt i mindst en time. Der er man bare psykolog. Jeg vælger at være helt rolig og bare snakke med ham, siger Knud Arne Frandsen.

– Det gælder om at holde på smilet og snakke dem lidt efter munden. Jeg minder ham om, at livet ikke er så dårligt igen, fortsætter han.

Knud Arne Frandsen oplever, at kunden bliver i nogenlunde humør, og sætter manden af ved en af mandens venner. 

Men uden forsikring om, hvad der egentlig vil ske med ham. 

Indtil et par dage efter. Her ser Knud Arne Frandsen ham igen nede i byen.

– Der faldt mine skuldre lige fem centimeter ned. Jeg tænkte, at det måske havde det hjulpet med vores snak.

Et helt særligt job

I dag er Knud Arne Frandsen truckfører og kører derfor med “paller i stedet for mennesker”, som han selv siger.

Men da han var chauffør, var det sammenholdet med de andre chauffører, der fik ham gennem oplevelser som den med den selvmordstruede kunde.

– Her kunne man læsse af efter en træls episode. Vi taxachauffører brugte også hinanden som psykologer, når vi stod og ventede på kunder sammen, siger han.

– Kunderne, de snakker jo ikke

Marianne Olsen er ikke i tvivl om, hvad der har holdt hende i jobbet.

På et tidspunkt blev hun træt af at køre taxa, og gik derfor tilbage til at køre bus, som hun havde gjort inden.

Det holdt hun til i tre måneder.

– Jeg gik pænt op til min driftsleder og sagde, at det simpelthen skyldes kunderne. Så kiggede hun sådan underligt på mig. 

– Og så sagde jeg: “Jamen, kunderne i bussen, de snakker jo ikke”, fortæller Marianne Olsen grinende.

I dag er hun tilbage på førersædet og i den hverdag med tæt kontakt til kunderne, som hun ikke vil være foruden.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinjen på 70 20 12 01.