Forligsmand Jan Reckendorff har fredag formiddag fremlagt en mæglingsskitse på det private overenskomstområde.
Det betyder, at privatansatte medlemmer af 3F fra på tirsdag kan gå i deres afdeling eller tage smartphonen og sige ja eller nej til deres nye løn- og arbejdsvilkår for de næste tre år.
Mæglingsskitsen er på jævnt dansk alle de forlig, som er forhandlet på plads de seneste måneder – plus en skitse over de områder, hvor parterne ikke er blevet enige.
Vi leverer på noget af det, som er vigtigt i disse tider for rigtigt mange lønmodtagere, nemlig familielivsdagsordenen
Morten Skov Christiansen
Men det er i år hele 99 procent af lønmodtagerne, der er omfattet af en overenskomst, hvor parterne selv er kommet i mål, sagde forligsmand Jan Reckendorff, da skitsen blev lagt frem for pressen:
– Det er historisk højt, og det er jo rigtigt, rigtigt flot, sagde han.
I skitsen samles så for eksempel asfaltarbejdere, hvor parterne ikke selv kunne nå til enighed, op.
Når forligsmanden “samler op”, overfører han i praksis de grundlæggende resultater på byggeriets område til eksempelvis asfaltarbejdere og skriver det ind i skitsen.
Mæglingsskitsen er udarbejdet i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH.
Formanden for FH, Morten Skov Christiansen, kalder årets resultater for “en overenskomst til tiden”, som han er glad for at kunne sende til afstemning nu:
– Vi har fået nogle resultater, som giver lønmodtagerne en reallønsfremgang, sagde han.
– Vi får forbedret vores pensionsmuligheder, og vi leverer på noget af det, som er vigtigt i disse tider for rigtigt mange lønmodtagere, nemlig familielivsdagsordenen, sagde Morten Skov Christiansen ved pressemødet.
Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør Jacob Holbraad lagde især vægt på, at forligene er landet inden for “en ansvarlig økonomisk ramme”, der giver lønmodtagerne en reallønsfremgang, men også bevarer virksomhedernes stærke konkurrenceevne:
– Det er nærmest endnu vigtigere end nogensinde, at man sikrer den ro, stabilitet og forudsigelighed på det danske arbejdsmarked, som vil komme, hvis der stemmes ja til overenskomsterne, sagde DA-direktøren.
– For grundlæggende er gode arbejdspladser, stærke virksomheder og stærk konkurrenceevne jo gået hen og blevet sikkerhedspolitik, tilføjede han.
Håber mange vil stemme
Nu hvor mæglingsskitsen er klar, udestår kun det sidste store trin i årets overenskomstforhandlinger, nemlig at medlemmerne skal stemme ja eller nej til det resultat, som parterne har opnået.
Den proces sættes i gang tirsdag 25. marts, oplyste forligsmand Jan Reckendorff.
Og godt to uger efter – 9. april – præsenteres resultatet så “op ad dagen”.
– Jeg håber, at så mange som muligt vil stemme, lød FH-formand Morten Skov Christiansens appel.
I alt 850.000 lønmodtageres arbejdsvilkår bliver berørt af årets overenskomstresultater.

