Vi giver dig her et overskueligt overblik over det nye transportforlig, der er landet søndag, og som kommer til at få betydning for omkring 185.000 lønmodtagere.
Løn
Normaltimelønnen stiger med 5,00 kr. i 2025, 4,75 kr. i 2026 og 4,50 kr. i 2027.
Lønnen til elever og lærlinge stiger med 4 procent pr. 1. marts i år. I 2026 og 2027 vil lærlingelønnen stige med 3,5 procent.
Stigninger i timelønnen på transport- og logistikområdet betyder, at månedslønnen for en 37-timers arbejdsuge stiger mindst 2.300 kroner over de næste tre år.
Oveni kommer 700 kroner om måneden via forhøjelsen fra 9 til 11 procent til hver enkelt ansats særlige opsparing (fritvalgskonto).
Genetillægget stiger med 3,5 pct. i 2025, 2026 og 2027.
Pension
Pensionsbidraget fra arbejdsgiver stiger med ét procentpoint fra 1. maj 2025.
Dermed indbetaler arbejdsgiver fremover 11 procent til pension. Lønmodtagerne indbetaler fortsat 2 procent.
Omsorg for børn og barsel
Medarbejderne får ret til at holde barnets tredje sygedag.
Bedsteforældre kan afholde 2 børnebørns-omsorgsdage.
Medarbejderne får ret til 2 dages frihed om året til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og til planlagte helbredskonsultationer, behandlinger og møder med offentlig myndighed samt yderligere 5 dages frihed om året i forbindelse med at ledsage nærtstående ved kritisk sygdom eller udredning herfor.
Fridagene betales via den særlige opsparing.
Forældre får to ugers ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov – til fri deling.
Soloforældre kan overdrage dele af orloven med fuld løn til nærtstående familiemedlemmer.
Fritvalgskonto/særlig opsparing
Bidraget til Særlig Opsparing (fritvalgskonto) stiger fra 9 til 10 procent af lønnen pr. 1 marts 2026 og fra 10 til 11 procent pr. 1 marts 2027.
Det giver en direkte lønstigning på to procent (700 kroner om måneden, hvis man vælger at få det udbetalt).
Den særlige opsparing sikrer hver ansat frit valg mellem pensi0n, frihed eller løn.
Løn under sygdom
Man får ret til to ugers ekstra (sædvanlig) løn under sygdom.
Det giver ret til i alt 84 dages løn under sygdom.
Seniorfridage
Seniorer får ret til en ugentlig fridag eller anden placering af op til 46 seniorfridage om året. Det er op til 14 dage mere end i dag.
Man kan vælge at betale fridagene selv eller via den særlige opsparing eller pensionsindbetalingen.
Vederlag til arbejdsmiljørepræsentant
Der er et vederlag på 9.000 kroner til arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af 3F Transport.
Trivsel
Der indføres et helt nyt tiltag, nemlig en fælles samarbejdstjeneste, der skal fremme trivsel og forebygge chikane og konflikter på arbejdspladsen.