Månedsløn over 45.000: Her er tre gyldne 3F-job

Et arbejde med god løn behøver ikke kræve en lang uddannelse. Her er tre job, som i snit giver en månedsløn på over 45.000 plus pension.
- Man kan få et godt betalt job uden lang uddannelse eller universitetsuddannelse.
- Både faglærte og ufaglærte kan tjene en god løn, især hvis de besidder efterspurgte kompetencer.
- Det gælder for eksempel job i medicinal- og kemisk industri.
Det beløb, som ryger ind på lønkontoen hver måned, kan godt se fornuftigt ud, selv om du ikke har en lang uddannelse.
Det viser en opgørelse af 3F’ernes løn fra forbundets analyseafdeling.
Både faglærte og ufaglærte kan have en god løn, særligt med kompetencer, som er efterspurgte.
For eksempel får en operatør i en kemisk fremstillingsvirksomhed næsten 51.000 kroner om måneden.
– Og oveni det kommer pension, tilføjer arbejdsmarkedsøkonom i 3F Jesper Grunnet-Lauridsen, der har kigget på tallene, der stammer fra Danmarks Statistiks lønstrukturstatistik for 2024.
Hvis pensionen er på 12 procent, lander den samlede månedsløn på cirka 57.000.
Efterspørgsel og specialisering
Arbejdsmarkedsøkonom Jesper Grunnet-Lauridsen mener, at der er flere årsager:
– At lønningerne inden for medicinal- og kemiindustrien ligger så højt, skyldes formentlig, at der har været en stor efterspørgsel på den type af arbejdskraft, og at det er en meget specialiseret produktion med særlige krav.
Vil man gerne ind i branchen, kan det være en ide at tage supplerende kurser, der er målrettet arbejde i medicinalindustrien. Dem kan man tage på AMU.
Andre fag på listen af 3F-job med en løn over 45.000 om måneden i gennemsnit – før skat og før pension – er indsamling af skrald og tagdækker.
Udbud og efterspørgsel
Der er mange 3F-job, som giver en højere løn, når tillæg, akkord med videre tælles med.
– Generelt kan man sige, at det lønner sig helt bogstaveligt at specialisere sig og tage nogle særlige kurser og få nogle færdigheder, som ikke alle har. Det kan selvfølgelig også være en faguddannelse, som vi ved, kommer til at mangle i fremtiden, påpeger Jesper Grunnet-Lauridsen.
– Dybest set handler det om gode overenskomster samt om udbud og efterspørgsel. Har du nogle særlige kvalifikationer og kan noget, som ikke alle kan, er der større chance for en god løn.
