Lønsnyd, vold og trusler om fyring: Lesia bliver kimet ned af fortvivlede praktikanter

Pressede praktikanter på stribe ringer til Lesia Havryliuk, når de bliver fanget i praktikantordningens skyggeside. Ordningen kaldes billig arbejdskraft i forklædning – men at afskaffe den er ikke den eneste løsning, mener den ukrainske 3F-organisator.
- Lesia Havryliuk, organisator hos 3F i Aalborg, hjælper udenlandske arbejdere, herunder praktikanter fra den udskældte praktikantordning.
- Hun kom selv til Danmark via ordningen i 2014 og oplever, at mange praktikanter ikke kender deres rettigheder. De bliver udsat for misbrug, snyd og dårlig behandling, siger hun.
- Praktikantordningen er blevet kritiseret for at være billig arbejdskraft i forklædning.
- Flere partier vil nu helt skrotte ordningen, men det er ifølge Lesia Havryliuk ikke nødvendigvis den eneste løsning. Man bør i stedet stille højere krav til arbejdsgiverne, mener hun.
Telefonen ringer. I den anden ende sidder en praktikant på grænsen til at knække. Endnu en.
Alene den seneste måned har Lesia Havryliuk talt med fem af dem. Fortvivlede stemmer fra marker og gartnerier, hvor drømmen om Danmark er blevet til urimeligt lange arbejdsdage og kritisable forhold.
– Det har været en dårlig overraskelse for mig at høre så mange historier om arbejdsgivere, der ikke overholder reglerne.

Den 34-årige ukrainer arbejder som organisator i 3F i Aalborg, hvor hun hjælper udenlandske arbejdere – blandt andet de praktikanter, der kommer til dansk landbrug via den udskældte praktikantordning.
Hun kender turen.
Kendte ikke sine rettigheder
I 2014 var det hende, der kom til Danmark via ordningen, da hun fik praktik på et gartneri.
For hende var oplevelsen god. Hun lærte noget, begyndte til danskundervisning, fik venner.
– Men jeg vidste jo ingenting om mine rettigheder. Intet om overenskomster. Jeg var bare glad for at få løn. Og jeg var rigtig glad for min praktikplads, siger hun.
Ikke alle er så heldige.
Billig arbejdskraft i forklædning
Praktikantordningen hiver i øjeblikket efter vejret.
Nye sager om snyd og misbrug har under valgkampen fået Socialdemokratiet til at slutte sig til flokken af partier – SF og Enhedslisten – der vil skrotte den.

Simpelthen, fordi den ikke lever op til de ellers sympatiske hensigter om læring og udveksling, den er født af.
I stedet bliver den beskyldt for at være billig arbejdskraft i forklædning.
Dét ved Lesia Havryliuk mere om end de fleste.
Elendige vilkår
Efter praktikken fik hun job et sted, der ikke havde lige så prisværdige forhold som hendes praktikplads, og det blev hendes vej til viden om fagforeninger og de rettigheder, arbejdstagere har i Danmark.
I dag arbejder hun med at fortælle andre om netop dem.
– Folk ringer til mig og fortæller om de dårlige oplevelser, de har. Det kan være, at de ikke får løn for weekendarbejde, men det kan også være dårlig behandling.
– De ved ikke, hvad de har pligt til, og hvad de har ret til. Og så kan det være, de siger ja til at arbejde alt for mange timer i måneden – op over 200 timer.
Hun hører også om manglende pauser, trusler om fyring og sågar vold.

Samtidig er mange praktikanter dybt afhængige af deres arbejdsgivere – både for job og ophold.
Det gør dem sårbare.
– Jeg synes, det er et stort problem, for folk er her ikke kun for praktikken, de er her for pengene. Og jeg kan godt forstå dem. Men jeg kan ikke forstå arbejdsgiverne.
Kræver højere krav
Stod det til hende, skulle alle nye praktikanter igennem et særligt forløb.
– Det kunne være godt, hvis de blev undervist i, hvad den danske model er, hvad er fagforeninger, og hvorfor er de der.
– Jeg tror, der ville være færre problemer, hvis praktikanterne den første uge får en snak med os i fagforeningen om, hvad der er deres rettigheder og pligter på det danske arbejdsmarked, siger hun.

Samtidig mener hun, at der skal være et krav om, at det kun er steder med en overenskomst mellem 3F og GLS-A, der har mulighed for at tage praktikanter.
Simpelthen for at sikre, at vilkårene er ordentlige – og bliver overholdt.
Har råbt op længe
Netop de ønsker kan man også finde på den liste, som 3F’s Den Grønne Gruppe sidste år afleverede til daværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek.
Hidtil har det ikke været muligt at trænge igennem med det flertal, der har været, lyder det fra formand Allan Busk.
Han har længe råbt op om problemerne. Derfor bakker han også op om at droppe ordningen.
– Så må vi sætte os ned og tænke os om, hvis der overhovedet skal være en lignende aftale i fremtiden.
En god mulighed, men …
Lesia Havryliuk er som sådan ikke modstander af ordningen. Hun er selv et bevis på, at den kan virke.
Men kun, hvis den bliver brugt rigtigt.
– Jeg synes ikke nødvendigvis, den skal lukkes, men der skal sættes højere krav til arbejdsgiverne. Og de skal behandle folk ordentligt.
– Jeg synes, at det er en god mulighed for folk fra andre lande, som kan lære, men ordningen skal ikke bruges som billig arbejdskraft.
