Overenskomsten er god for dem, der har børn, god for dem, der nærmer sig pensionsalderen, og så er der en uventet pæn lønstigning oveni hatten.
Sådan karakteriserer skraldemand hos affaldsselskabet Remondis, Kim D. Nielsen, den nye overenskomst, som 3F Transport og ATL – Transportens Arbejdsgivere præsenterede lørdag 1. marts.
Med forliget stiger månedslønnen med mindst 3.000 kroner hen over de næste tre år for 30.000 ansatte i transportbranchen: Gods- og eksportchauffører, lagerarbejdere, flyttemænd – og skraldemænd.
For skraldemændenes vedkommende stiger tillægget for at håndtere minicontainere, som kommer oveni stigningen på timelønnen.
– Jeg lover dig for, at det samlet set kan mærkes, når jeg står nede i supermarkedet og skal købe ind, siger Kim D. Nielsen, der også er tillidsmand og arbejdsmiljørepræsentant.
Kanongodt med seniorfridage
Han sætter stor pris på den nye overenskomsts mulighed for 46 seniorfridage om året. Det er 14 dage mere end i dag.
– Jeg synes, at det er kanongodt, at man fem år før pensionen kan sige: Jeg går ned på fire dages uge. Det betyder, at man vil kunne holde længere, siger 59-årige Kim D. Nielsen.
Ansatte får også ret til at holde fri til at ledsage nærtstående familie ved helbredskonsultationer og samtaler med myndigheder – ved kritisk sygdom op til fem dage.
– Fremover kan man følge et familiemedlem til for eksempel en forundersøgelse – med løn. Det betyder meget i det daglige, siger han.
Læs også: Så meget stiger lønnen for chauffører, skraldemænd, flyttemænd og lagerarbejdere
Med den nye overenskomst får bedsteforældre ret til to omsorgsdage med børnebørnene.
– Det er noget, mange kan bruge, og det kan sagtens blive aktuelt for mig også, siger han.
Ny ordning forebygger mobning
Han har mange yngre kolleger og pointerer, at forældres ret til at holde fri ved barns tredje sygedag i den nye overenskomst, er noget, de kan bruge.
Men jeg hører jo om folk, der er blevet mobbet på deres arbejdsplads, hvor der ikke kan gøres noget, men nu kan der gribes ind i tide
Kim D. Nielsen,
Noget nyt er, at arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af 3F Transport, modtager et årligt vederlag på 9.000 kroner.
– Jeg håber, at det kan kan tiltrække flere, siger han.
Læs også: Overenskomst for transport: Få det hurtige overblik her
I overenskomsten er også aftalt en fælles “samarbejdstjeneste” for arbejdsgivere og lønmodtagere, som skal forebygge chikane og konflikter på arbejdspladsen.
– Vi har som skraldemænd vores egen jargon, men jeg oplever ikke mobning på min arbejdsplads, siger han og fortsætter:
– Men jeg hører jo om folk, der er blevet mobbet på deres arbejdsplads, hvor der ikke kan gøres noget, men nu kan der gribes ind i tide, siger Kim D. Nielsen, der også er formand for skraldemændenes brancheklub.
– Det er en god aftale. Jeg kan kun anbefale kollegerne at stemme ja, siger han.

