Nu er det transportområdets tur til at forhandle overenskomst. Men selvom forhandlingerne officielt først går i gang senere i dag, har 3F Transport været i gang længe med blandt andet at høre baglandet.
Medlemmernes ønsker er klare: Mere i løn og bedre jobtrivsel, og især indflydelse på egen arbejdstid, så familielivet kan hænge sammen.
Chefforhandler Jan Villadsen, formand for 3F Transport, tager krav og ønsker med ind til forhandlingsbordet.
– Vores medlemmer er pressede ligesom mange andre danskere. Op mod en tredjedel af vores medlemmer trives ikke i jobbet. Lange og tidlige arbejdsdage, som de ikke ved, hvornår slutter, for meget overarbejde og dårlig tone går ud over trivslen, siger Jan Villadsen.
Lønstigninger vejer også tungt
Han peger på, at mange simpelthen ikke har det ret godt, når de går på arbejde.
– Det er et alvorligt problem, og det skal vi have gjort noget ved i fællesskab, ellers kan vi heller ikke tiltrække unge mennesker til faget, siger Jan Villadsen.
Han pointerer, at lønstigninger også vejer tungt.
– Vores medlemmer har jo også mærket de stigende priser, når de fylder benzin på eller køber ind. Vi går også efter en reallønsfremgang, som jeg mener, der er et godt fundament for, siger han.
Forhandlingerne indledes onsdag formiddag, hvor Jan Villadsen sammen med forhandlingssekretærerne Flemming Overgaard og Karsten Kristensen vil bane sig vej gennem røde faner foran Industriens Hus i København og ind til forhandlingsbordet.
Hele pakken er vigtig
Her sidder arbejdsgivernes forhandlere, DI’s viceadministrerende direktør Kim Graugaard og vicedirektørerne Niels Grøn og Christoffer Thomas Skov, klar på den anden side af bordet.
6. januar blev forhandlingerne om den toneangivende industrioverenskomst skudt i gang af Dansk Industri og CO-Industri. Den vil sætte retningen for lønudviklingen for 600.000 privatansatte lønmodtagere.
Transportens forhandlinger gælder Fællesoverenskomsten, der omfatter lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere. Aftalerne mellem DI og 3F Transport sætter rammerne for 186.000 lønmodtagere på normallønsområdet.
Jan Villadsen slår fast, at han går efter hele pakken ved forhandlingsbordet.
– Sådan er det altid, når vi forhandler overenskomster. Hele pakken er vigtigst, siger Jan Villadsen.

