Linda har tre børn og et ønske til politikerne

Vi har spurgt nogle 3F’ere, hvad de forventer sig af de kommende offentlige overenskomstforhandlinger.
- Tillidsrepræsentanter fra forskellige brancher har mange ønsker til overenskomstforhandlingerne næste år:
- Peter Schwærter fra Røde Kors ønsker sig for eksempel mere løn i kroner ører og ligeløn mellem mænd og kvinder.
- Linda Rosa Æbelø fra International Business College i Kolding ønsker sig for eksempel højere løn, lavtlønspulje og flere sygedage til børn.
Serviceassistenter, specialarbejdere og gravermedhjælpere er blandt de 3F’ere, der næste år skal have fornyet deres overenskomster i det offentlige.
I alt skal 800.000 offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår forhandles på plads, og det er i denne uge, at det hele skydes i gang.
Hvad står så på ønskelisten hos 3F’ere, der er offentligt ansat?
Det har Fagbladet 3F spurgt nogle tillidsrepræsentanter om.
Linda Rosa Æbelø, tillidsrepræsentant, rengøring og service, International Business College i Kolding

– Rengøringsfolkene skal have noget mere i løn. Hos os er grundlønnen kun på godt 20.000 kroner.
– Vi gør et hårdt stykke arbejde, og vores arbejde er lige så vigtigt som for eksempel sygeplejerskernes, så selvfølgelig skal vi også trækkes op i løn.
– Jeg kunne godt tænke mig en lavtlønspulje, hvor rengøring kom ind under.
– Jeg er også alenemor til tre børn, så jeg kunne derfor også godt tænke mig nogle ekstra sygedage til børnene, for at man kan få det hele til at hænge sammen.
Jimmy Andresen, fællestillidsrepræsentant, Parker, Kirkegårde og Renhold (PKR) i Københavns Kommune

– Lønnen er altid vigtig. Og så skal vi have stoppet den ulighed, som vokser, så længe vi stiger i procent. Man kan finde ud af lønstigninger i kroner og ører på så mange andre områder – så må man også kunne hos os.
– Hos os har vi desuden nogle udfordringer med overvågning, som vi gerne vil have mindre af, og der er nogle knapper man kan trykke på i overenskomsterne via Aftalen om Kontrolforanstaltninger. Den aftale skal skærpes.
– Så slider vi specialarbejdere meget og har hårdt fysisk arbejde – og med en stigende pensionsalder kan jeg høre på mine kolleger i gaderenhold, at mere frihed og mere fritid i en eller anden form er et højt ønske.
Peter Schwærter, tillidsrepræsentant, Røde Kors, Center Sandholm og Sjælsmark

– Vi skal have mere i løn, og det skal være i kroner og øre og ikke procent.
– Men jeg går også meget op i ligeløn. Der er for stor forskel, når man starter hos os, dels imellem faggrupperne, men også imellem mænd og kvinder.
– Mændene får lidt højere løn, fordi de ofte får nogle andre tillæg, som er højere, og det er ærgerligt. Når man diskuterer, hvad folk laver, og de laver nærmest det samme, så burde lønnen også være lige. Det kæmper jeg for.
Lonni Kragh Udsen, tillidsrepræsentant, rengøring, håndværk og service, Viden Djurs Erhvervsskole og Gymnasium i Grenå

– Ønsket om mere i løn ligger højt. Varerne er steget 30 procent de seneste tre-fire år, men det er lønnen i hvert fald ikke. Det er derfor, lønnen er vigtigst.
– Og vi snakker gerne lønstigning i kroner og ører. Jeg er lavtlønnet og repræsenterer en gruppe, der ikke får så høje lønstigninger, når det sker i procent.
– Så vil jeg også gerne have noget mere i pension. En fritvalgskonto, ligesom de har i det private, har jeg ikke det store ønske om at få.
Tom Rosendal, tillidsrepræsentant, chaufførerne, MidtTransport under Region Midtjylland

– Jeg sidder med i vores ansættelsesudvalg, og vi ansætter nye chauffører til en løn på 24.-25.000 kroner om måneden. Det er altså lidt. Så jeg vil gerne have hævet grundlønnen.
– Så er der ønsker som seniordage og omsorgsdage, som vi også skal arbejde med.
– Frivalgskonto er noget der fylder meget på det private arbejdsmarked. Jeg skal have sat mig grundigt ind i det – jeg kan ikke vurdere endnu, om det er noget, vi skal ønske os i det offentlige.
